1

2. Trolddomsprocessernes historiske forudsætninger.

De danske processers antal kulminerede omkring 1617-27, men processernes forudsætninger var stort set uændrede frem til enevældens indførelse i 1660, hvorfor nedenstående vil dække perioden dertil. Der er skrevet meget om hvordan trolddomsprocesserne opstod, og der er skrevet meget om hvorfor. Disse store spørgsmål vil dog kun blive berørt, hvor de har umiddelbar forbindelse med det efterfølgende, og der vil altså ikke være nogen egentlig drøftelse af årsagerne til processernes opståen.

2.1. Trolddomsbegrebets udvikling i Centraleuropa[8].

Den unge kristne kirke overtog som en naturlig ting jødernes strenge forbud mod trolddom, men bortset fra adskillige synodale gentagelser af forbudet, ser det ikke ud til, at det var nødvendigt at håndhæve det. Augustin hævdede muligheden for oprettelse af et kontraktforhold imellem djævle og mennesker og antydede endvidere en dæmonologisk systemdannelse. Senere foretog man imidlertid en uforklarlig holdnings-ændring, idet man på Paderborn-synoden i 785 knæsatte det synspunkt, at tro på trolddom var et levn fra hedenskabets tid, dermed tom overtro, og endda underlagt dødsstraf. Bispeloven Canon Episcopi fra omkring år 900, der delte dette synspunkt, blev i midten af 12.århundrede indlemmet i Gracians Dekret, og altså en del af kanonisk lov. I sandhed et tegn på autorisation af dette synspunkt.

På et tidspunkt i løbet af middelalderen foretog kirken dog endnu en kovending, men også dette skift er vanskeligt at klarlægge. Før i tiden så man det delvist forklaret med Thomas Aquinas' udbygning af dæmonologien og bekræftet med fremkomsten af de første trolddoms-processer fra omkring 1264. De fleste af disse tidlige heksebrændinger har senere vist sig at være opfundne og udokumenterede, og trolddoms-processernes kronologi er dermed blevet ændret betydeligt. Selvom Aquinas' dæmonologi senere blev bestemmende for trolddomsproces-sernes udformning, har to historikere uafhængigt af hinanden fastslået, at de første egentlige trolddomssager ikke fandt sted før i 1420'erne[9]. I tiden derefter kan man så til gengæld dokumentere et stigende antal processer ført under indflydelse af en efterhånden veludbygget teologisk mytologi. Fyldestgørende at gøre rede for denne mytologidannelse er der ikke plads til i denne sammenhæng, men væsentlige var især forestil-lingerne om heksesabbatten, heksetransporten og pagtslutningen. Disse forestillinger optræder i procesakterne allerede fra 1420'erne, men i de følgende århundreder skulle de sammen med utallige lige så fantastiske forestillinger udvikle sig til stereotypier af ufatteligt omfang.

Canon Episcopi udgjorde pludselig et problem, da man ændrede kurs, for som bekendt kasserer man ikke bare traditionen i den katolske kirke. Løsningen kom med fremkomsten af de mange kætterbevægelser i det 12. og 13. årh., for i denne forbindelse oprettede man den pavelige inkvisition. Med bullen Super Illius Specula fra 1326 gjordes trolddom til kætteri, og i 1374 blev trolddomsforbrydelser som sådan lagt under inkvisitionen. På denne måde var der tale om opdagelsen af et nyt kætteri, der altså ikke havde noget at gøre med det i Canon Episcopi omtalte trolddomsvæsen. I starten accelererede processerne kun langsomt, men grundlaget var ved at være lagt til de store forfølgelser. Med bullen Summis Desiderantes Affectibus fra 1484 og den derefter følgende håndbog i trolddomsforfølgelse Malleus Maleficarum var det mytologiske bygningsværk færdigt.

På dette grundlag spredte trolddomsprocesserne sig nu eksplosivt. Samtidig blev de mytologiske forestillinger prædiket for den almindelige befolkning bl.a. igennem exemplaerne og således efterhånden delvist optaget i den folkelige forestillingsverden[10]. I Centraleuropa var befolkningens deltagelse dog aldrig tilnærmelsesvis lige så afgørende for processerne, som det senere skulle blive tilfældet i bl.a. Danmark, hvilket især hænger sammen med de forskellige procesformer, under hvilke man førte processerne. Overalt i Europa, på nær i England og Skandinavien, benyttede man den inkvisitoriske procesform[11], under hvilken en sag både rejstes og gennemførtes af den dømmende myndighed. På denne måde var man uafhængig af støtte fra befolkningen. Fra 1468 betragtede man endvidere trolddomspro-cesser som en crimen exceptum[12]. Dette betød, at man kunne rejse sager og domfælde på langt løsere grundlag, end det ellers var tilfældet, samt at man kunne anvende tortur på grundlag af blot en mistanke eller en udlægning[13]. Med disse faciliteter havde trolddomsprocesserne de bedste betingelser for at sprede sig, og omtrent samtidigt med modreformatio-nens iværksættelse i 1545-63, eksploderede trolddomsprocessernes antal i Europa, for derefter at hærge i omkring 150 år.

Et kendetegn ved denne eksplosion var, at den bekræftede sig selv, lige som den blev bekræftet fra alle andre sider. Håndbøger som Malleus Maleficarum og senere Compendium Maleficarum var med til at ensrette forestillingerne, så forhørsdommerne alle spurgte om det samme, alle fik de samme svar (ofte p.gr.a. anvendelse af tortur), og således alle fik bekræftet deres forestillinger, som også var ens. Udfra disse bekræftede fordomme kunne nye sager rejses, og den onde cirkel kunne gentage sig selv i det uendelige. Denne konforme-rende forestillingsverden blev det fælles grundlag for de europæiske trolddomsprocesser, om ikke andet så fordi det var v.hj.a. den teologiske mytologioverbygning, at man havde fået defineret forbrydelsen i det hele taget. Selv om grundlaget var det samme, skulle processerne udvikle sig med store regionale og nationale forskelle[14], men fælles for de fleste trolddomsforfølgelser var, at de opstod ved en kombination af følgende tre elementer:

1) Teologi. Fra kirkens side opfattede man troldfolk som mennesker, der gennem en pagtslutning med Djævelen var blevet udstyret med en del af hans kræfter, hvormed de kunne gøre andre men-nesker ondt. Den væsentligste forbrydelse var overtrædelsen af det første bud. 2) Folketro. Overalt fandtes der folkelige trolddomsforestillinger, ifølge hvilke man lagde mere vægt på den forvoldte skade mod andre mennesker end på forbrydelsen mod Gud. Det ønske der fandtes i befolkningen om at forfølge troldfolk, prøvede teologerne at udnytte, idet de efter bedste evne søgte at påvirke de folkelige forestillinger i en teologisk retning. 3) Jura. Når de folkelige forestillinger blev suppleret med en teoretisk og veludbygget mytologi, indtraf eksplosionen, og denne fik udtryk i en lovgivning, der legaliserede og definerede forfølgelsen af forbryderne[15]. Den juridiske faktor var det element, der var genstand for de største og meget væsentlige forskelle landene imellem. Som vi skal se for de danske processers vedkommende, var det endvidere afgørende, i hvor høj grad de teologiske forestillinger fik indflydelse på trolddomslovgivningen. I Centraleuropa var teologerne bestemmende for hele forløbet, og deres forestillinger var perioden igennem centrale. I Danmark blev dette aldrig tilfældet.

2.2. Trolddomsbegrebets udvikling i Danmark.

At trolddomsbegrebet kan opdeles, som det er forsøgt ovenfor, har forskningen først i de seneste årtier til fulde været opmærksom på[16]. De nævnte elementer var også var til stede i Danmark, og det er dem og deres indbyrdes forhold, der her skal undersøges nærmere.

2.2.1. De folkelige trolddomsforestillinger.

At den folkelige side af trolddomsbegrebet var så afgørende for de danske processers forløb, hænger sammen med, at man i Danmark anvendte den akkusatoriske procesform. Dette indebar, at en trolddoms-sag først kunne rejses, når en civil søger foran tinget under højeste ed havde lagt sin hånd på den anklagedes hovede og erklæret denne for at være en vitterlig troldkarl[17]. Det betød også, at retsforfølgelsen forløb på grundlag af de folkeligt prægede anklager og ikke de teologisk frem-tvungne eller i det mindste teologisk prægede tilståelser, man dømte på i lande med inkvisitorisk procesform. Her ligger også en del af forklaringen på, at f.eks. djævlepagten aldrig blev en væsentlig del af de danske processernes indhold[18]. Istedet vedblev det altid at være befolkningens angst for forgørelser og dermed følgende skader på liv og levned (maleficium), der førte til trolddomsprocesser.

Allerede inden kristendommens indførelse i Danmark kan man tale om to niveauer i befolkningens mytologiske forestillingsverden: En der primært omhandlede gudeverdenen, og som var samfundets fællesstof, og en anden der omhandlede en række magiske, mere personlige forhold[19]. Denne opdeling af troslivet fortsatte efter kristen-dommens indførelse. Op gennem middelalderen levede almindelige mennesker således med to parallelle forestillingssæt, der ikke nødven-digvis var modstridende, idet de beskæftigede sig med to forskellige planer af virkeligheden[20]. Et væsentligt kendetegn ved de folkelige trosforestillinger var, at de opfattede magien som en neutral, i naturen iboende kraft, der kunne anvendes til både godt og ondt, afhængigt af brugerens hensigt. Med dette neutrale magibegreb var det også meget naturligt for befolkningen uden bekymring at anven-de en del af de kirkelige magiske kræfter, f.eks. i deres signeformler[21].

Da de to forestillingsverdener ikke foreløbigt kolliderede på en sådan måde, at den ene måtte udkonkurere den anden, eksisterede de side om side og påvirkede som sådan hinanden gensidigt[22]. Dette ses mange steder, bl.a. i kalkmalerierne[23]. Et andet eksempel på den gensidige påvirkning ses i forbindelse med opfattelsen af Djævelen. En klar tendens over hele Europa var, at Djævelen i de folkelige forestillin-ger ikke opfattedes som den store frygtelige herre, teologerne prædikede om, men snarere som en tjenende ånd. Ham kunne troldfolkene anvende efter behag og endda tugte lidt, hvis ikke han opførte sig tilfredsstillende[24]. En sammensmeltning mellem de divergerende forestillinger blev da, at troldfolk kunne indgå pagt med denne ufarlige djævel eller hans hjælpedjævle, eller knægte som de ofte kaldes i procesmaterialet, uanset hans/deres undselighed[25].

Selvom grænsen mellem hvid og sort magi ofte var meget fin[26], havde man dog med det neutrale magi-begreb mulighed for at skelne mellem en god og en dårlig magi på en måde, som var teologerne meget imod. Medens befolkningen gerne anvendte den hvide magi[27], stillede man sig anderledes overfor den sorte. Havde man ikke garderet sig godt nok imod anslag fra sine fjender, kunne man pludselig blive ramt af sort magi i form af uforklarlige ulykker. Heldigvis var der råd for dette: Man kunne f.eks. slå troldkvinden til blods, og derved ophæve hendes magi, eller man kunne anvende det indenfor folketroen universelle princip, at delen var lig helheden[28]. Desværre for befolkningen prædikede kirken med højere og højere røst mod alle disse hedenske levn, og da man efter reformationen oven i købet fjernede kirkens egen mod-magi (Ave Maria-bønnen, vievand o.s.v.), så det for en tid sort ud. Heldigvis kom kirken selv med en løsning med de officielle trolddomsprocesser. Fra kirkens side havde man indset nødvendigheden af at uskadeliggøre troldfolkene, og den almindelige befolkning benyttede sig gerne af den straffemulighed, der som følge heraf optod med de officielle trolddoms-processer. Især hvis det ikke indebar for store risici.

Indenfor de seneste årtier er man blevet opmærksom på, at trolddomstroen besad en række sociale funktioner[29], som jeg her vil opdele i tre[30]: 1) En erkendelsesmæssig funktion, der var tæt forbundet med den ovenfor beskrevne folkemagi. Heksetroen var det, hvormed man kunne indfange og beskrive en stor del af hverdagens ellers uforklarlige tilskikkelser. Ved at tillægge troldfolk skylden for ens ulykker kunne man undgå både pinlige situationer og dårlig samvittighed[31]. Endvidere fik man på denne måde også mulighed for udbedring af skaden v.hj.a. enten mod-magi som nævnt ovenfor eller ved at tilintegøre skadevolderen[32]. Heksetroen var således en integreret del af den almindelige befolknings verdensbillede. 2) En funktion som sikkerhedsventil. Havde man fjender, eller havde man behandlet f.eks. tiggere eller andre ringe stillede mennesker dårligt, kunne man retfær-diggøre sin ugerning ved at opfatte den forurettigede som en troldkarl; som en person der ikke var underlagt almindelige mellemmenneskelige regler. Derved gav heksetroen luft for en række indestængte aggres-sioner, som ellers ikke var accepterede[33]. Dette bekræftedes både i og udenfor Danmark af den kendsgerning, at det ofte var den for trolddom anklagede, der var den oprindeligt forurettede[34]. 3) En samfundsopretholdende funktion. Når troldfolk, der var indbegrebet af alt antisocialt, satte sig udover de af samfundet accepterede normer, og ovenikøbet blev straffet derfor, virkede det konserverende både for normerne og for samfundets sammenhold i det hele taget[35]. Denne tredje funktion overlapper til dels den mekansime, der lå som overordnet motiv bag trolddomsprocesserne, nemlig syndebuksmekanismen. At komme nærmere ind på denne, forhindrer opgavens rammer, men det er et vidt beskrevet motiv[36], og et motiv der genfindes i alle senere forfølgelser af større omfang helt op i nutiden. Således understreges også det universelle i disse til grund for trolddomsprocesserne liggende mekanismer.

Så vidt den folkelige del af drivkraften bag trolddomsprocesserne; for at denne kunne føre til noget, behøvede den som sagt en overordnet mytologi, og især var man afhængig af de praktiske muligheder for overhovedet at kunne føre sagen. I de centraleuropæiske lande havde kirken leveret en fantastisk veludbyggede mytologi, og jeg vil nu undersøge, i hvor høj grad den fandt grobund i Danmark, og hvordan teologerne i det hele taget påvirkede trolddomsprocesserne.

2.2.2. De teologiske trolddomsforestillinger.

Allerede i nogle før-reformatoriske prædikener blev det pointeret, at enhver brug af trolddom var afgudsdyrkelse[37]. Påstanden om at trolddom var en forbrydelse mod det første bud, fordi den byggede på tillid til kræfter udenfor Gud, skulle forblive et hovedtema i kirkens kamp mod magien[38], og adskilte sig væsentligt fra den folkelige opfattelse, bl.a. fordi også den hvide magi således måtte betragtes som en forbrydelse. Betegnende for den danske kirkes holdning til trolddom i denne tidlige del af perioden var også de straffe, man foreslog anvendt. Før reformationen lå trolddomssager under den gejstlige jurisdiktion, og selv om man kan formode, at en række milde forseelser kunne sones ved hemmeligt eller offenligt skrifte[39], så hed det i en række førreforma-toriske statutter, at alle former for magi og overtro hvor djævelen var indblandet, skulle straffes med excommunication[40]. Medens man i en udtalelse fra Roskilde Landemode 1555 igen påpegede, at man kunne klare sig med at prædike advarende for befolkningen og excommunikere de enkelte syndere, ser det ud til, at kravet om hårdere straffe efterhånden blev stadig mere udtalt, f.eks fra Hans Tausen og Peder Palladius[41].

Der indtraf ellers ikke umiddelbart nogen kursændring med refor-mationen, men man aner en vis frustration fra teologernes side over øvrighedens tilsyneladende manglende vilje til at retsforfølge især udøvere af hvid magi. I et hyrdebrev beklagede Hans Tausen sig over dette[42], og brevet er en af de første antydninger af, at kirken langt fra altid skulle få sin vilje i forbindelse med trolddomsprocesserne. Det er påfaldende, at det perioden igennem var den hvide magi, der fik den største opmærksomhed, men forklaringen er nok ganske enkelt, at det var her, der var brug for mest vejledning. Medens alle har været enige om, at sort magi skulle straffes, har befolkningen som nævnt ovenfor haft langt mere tillid til og udbytte af den hvide magi. Hvis ikke teologerne havde lært dem noget andet, ville befolkningen simpelthen have anvendt den hvide magi uden at være klar over, at den begik en forbrydelse[43]. Dette forhold ønskede teologerne at ændre.

Et andet ønske fra teologernes side var at få djævlepagten sat i centrum, lige som den var det i landene syd for os, og perioden frem til 1617 var præget af teologernes forsøg på at påvirke øvrigheden i retning af disse to ønskers opfyldelse[44]. Af de teologer, der i den mellemlig-gende periode beskæftigede sig med emnet, var Niels Hemmingsen den mest fremtrædende[45]. Med hovedværket Admonitio de superstitionibus magicis vitandis... fra 1575 formulerede han det teologiske grundlag for den afgørende 1617-forordning[46]. Jørgen Dybvad udtalte sig i 1605 om emnet i forlængelse af Hemmingsen, idet han dog yderligere betonede betydningen af djævlepagten[47].

Forordningen var en indrømmelse af teologernes synspunkter forsåvidt 1) den hvide magi blev gjort lovformeligt strafbar og 2) Djæv-lepagten blev gjort til en del af den sorte magi. På papiret var der tale om et tilfredsstillende udfald, også selvom den hvide magi ikke blev sat direkte i forbindelse med djævelen, og teologerne kunne da også i årene efter forordningens indførelse konstatere, at bålene blussede som aldrig før. At maleficium så stadig hele perioden igennem vedblev at være årsag til, at sagerne overhovedet blev rejst[48], er blot et meget afgørende bevis for, at teologernes holdning til trolddom aldrig blev bestemmende for de danske trolddomsprocesser. Fordi teologerne ikke fik overbevist befolkningen om, at forbrydelsen mod Gud var større og vigtigere end forbrydelsen mod den selv, og senere p.gr.a juristernes usikkerhed eller direkte manglende vilje til at dømme troldfolkene[49]. Dette fører til den bemærkelsesværdige konstatering, at teologerne ikke havde megen indflydelse på processernes indhold, men istedet på det faktum at de overhovedet fremkom.

Bemærkelsesværdigt er det også, at teologerne tilsyneladende affandt sig med situationen. I hvert fald er det meget få udtalelser, vi har fra teologisk side om trolddom i perioden efter 1617. Frem til 1674 var det faktisk kun Jesper Brochmand, der udtalte sig energisk om trolddomssagen. Det gjorde han så til gengæld også på centraleuropæisk manér med sin Universæ thelogiæ systema fra 1633, hvor han tilsluttede sig tankerne om både heksetransport og heksesabbater[50]. Da Brochmand senere blev Sjællands biskop, kom han i en synodalskrivelse fra 1639 med en påmindelse om kirkens holdning til trolddom. Han havde således ikke helt glemt troldfolkene, men at skrivelsen var en påmindelse, giver måske en udmærket forklaring på de følgende års tavshed: Med 1617-forordningen var slaget simpelthen vundet. Man havde opnået hvad man ville rent teologisk, og der var nu intet andet at gøre end at minde om dette; resten var op til de verdslige myndigheder[51]. At trolddomsprocesserne trods sejren så ikke formede sig, som teologerne havde ønsket det, kan ikke have undgået deres opmærksomhed, og tavsheden kan altså også have haft et præg af resignation. Overordnet set ser det dog ud til, at emnet simpelthen aldrig optog de danske teologer i så høj grad, som det optog deres kollegaer i landene syd for Danmark.

Perioden efter 1620'erne var iøvrigt præget af bodsfromhed, orto-doksiens dogmatiske pedanterier og et generelt ønske fra myndigheder-nes side om at diciplinere befolkningen. 1617-forordningens trolddoms-bestemmelser var en del af disse disciplineringsbestræbelser, der iøvrigt satte ind allerede efter reformationen[52]. Som det nedenfor skal påvises, ser det ikke ud til, at disse bestræbelser bar megen frugt, og der er al mulig grund til at tro, at befolkningen hele tiden har været mere eller mindre bikulturel[53], og at deres trosliv følgelig ikke nødvendigvis har været i overensstemelse med teologernes. Iøvrigt ser det ud til, at der indenfor gejstligheden allerede på dette tidspunkt fandtes mange forskellige positioner overfor trolddomsproblematikken. Denne splittelse af gejstligheden var et fænomen, der skulle blive endnu mere udtalt mod periodens slutning, men allerede her ser man, hvorledes den lavere gejstlighed indtog en langt mere folkelig holdning overfor trolddomsproblematikken end deres kollegaer i den høje gejstlighed. I denne fase af forfølgelserne var det de højgejstlige, der uden den store opbakning fra præsternes side søgte at indføre en hårdere linje overfor troldfolkene. Senere skulle det forholde sig lige omvendt.

2.2.3. Det juridiske grundlag[54].

Først i 1683 fik man med Danske Lov en samlet lovgivning gældende i hele kongeriget, men af de landskabslove man havde i middelalderen, havde Jydske Lov (1241) efterhånden vundet en plads som noget nær enerådende landslov. Landskabslovenes bestemmelser om trolddom havde påbudt renselse ved jernbyrd, men sådanne gudsdomme afskaffedes efter Lateranerkonciliet, og et tillæg til Jydske Lov påbød istedet, at man skulle værge sig ved kirkenævn. Allerede før reforma-tionen var trolddomsprocesserne i praksis et verdsligt foretagende, hvilket til fulde blev tilfældet efter reformationens næsten totale afskaffelse af den gejstlige jurisdiktion. Et udkast til Christian II's såkaldte Gejstlige Lov indeholdt bestemmelser om trolddom, der tyder på stor indflydelse fra teologisk, inkvisitorisk og centraleuropæisk side, men disse blev ikke optaget i den endelige lov, hvor trolddom kun nævnes forbigående[55].

Efter reformationen havde man en lovgivning med store huller, fordi man nu manglede de gejstlige domstole. For at råde bod på dette fremsattes en række recesser, hvoraf den af 6.december 1547 rummede to artikler af allerstørste betydning for trolddomsprocessernes forløb i Danmark. I art.8 hed det, at intet udædisk menneskes vidneudsagn måtte stå til troende, og art.17 forbød anvendelse af tortur, medmindre delin-kventen allerede var dømt til døden[56]. I praksis ser det ud til, at udlæggelserne alligevel ofte førte til dom, især hvis man havde et dårligt rygte[57]. At tortur i nogle tilfælde blev anvendt ulovligt, er der ingen tvivl om[58], men begge forbud har alligevel haft en restrektiv virkning, og de har en meget stor del af æren for, at man i Danmark undgik den selvforstærkende effekt, der blev omtalt ovenfor. Da praksis herhjemme betød, at anklageren som regel skulle betale alle sagens omkomst-ninger[59], og desuden risikerede en følgende injuriesag, som var en meget alvorlig ting[60], var der lige fra starten lagt naturlige begrænsninger på antallet af trolddomsprocesser. Risikoen ved at rejse en sag afhang i høj grad af dommernes indstilling. Det kunne medføre, at man trods 1547-recessens hensigt alligevel kunne opleve epidemilignende tilstande i Danmark, som man gjorde ca.1617-27 og omkr. 1686, da man pludselig fik tillid til dommernes velvilje. Vigtigere var dog den afskrækkende effekt, der var, hvis man anede uvilje fra dommernes side til at dømme troldfolkene, og det var efter min bedste overbevisning denne frygt, der senere skulle blive den umiddelbare anledning til trolddomsprocessernes ophør i Danmark. Artikel 8 i recessen af 21.november 1576 var i høj grad med til at forstærke denne effekt, for i den blev det påbudt, at ingen båldomme for eftertiden måtte eksekveres, uden at de først havde været indstævnet for landstinget[61]. Dette har øget den føromtalte frygt, for det må have været enhver bekendt, at frifindelsesprocenten ved landstingene var langt højere end ved underretterne[62].

Befordrende for trolddomsprocesserne var imidlertid forordningen af 12.oktober 1617, der udgjorde den første samlede og fyldestgørende lovgivning på trolddomsområdet, og som for alvor fik de danske heksebål til at blusse[63]. Forordningen definerede for første gang forbrydelsens form og bestod af fire hovedpunkter: 1) Der var her tale om et meget stort problem. 2) Folk der dyrkede hvid magi skulle straffes, og deres kunder ligeså. 3) Folk, der dyrkede magi med djævelens hjælp, skulle dømmes med bålstraf, og deres medskyldige med halshugning. 4) Øvrigheden blev pålagt at angive, tiltale og straffe disse forbrydelser. Det fjerde punkt har nok en stor del af skylden for den følgende eksplosion, men endnu vigtigere var det nok, at der var tale om en helt usædvanlig, selvforstærkende eksplosion[64].

Eet var imidlertid lov, et andet praksis. Lovens udfoldelse var afhængig ikke alene af den befolkning, der rejste sagerne, men også af de dommere, der dømte i dem. Ligesom dommerne senere skulle have deres del af æren for processernes ophør, er det muligt, at det var ganske få dommeres ildhu, der var skyld i eksplosionen 1617-27[65]. Herefter aftog processernes antal igen, og det kan undre, at de ikke atter blussede op, da 1617-forordningens bestemmeler blev gentaget i 1643[66]. Frem til Danske Lov udgjorde 1617-forordningen det juridiske grundlag for de danske trolddomsprocesser, og hvad disse bestemmelser end rummede af potentiale for voldsomme forfølgelser, så skulle recesserne af 1547 og 1576 i længden blive mere afgørende. Man kan sige, at processernes ophør allerede latent var til stede i disse recesser med den besindelse og forsigtighed, de var udtryk for.

2.3. Sammenfatning.

Det skulle nu være klart, at det grundlag, hvorpå de danske trolddoms-processer byggede, var radikalt anderledes end i de centraleuopæiske lande, hvor forfølgelserne var værst. På grund af juridiske traditioner kom de danske processer til overvejende at hvile på de folkelige trolddomsforestillinger, og de fik lov til dette, bl.a. fordi de danske teologer på få undtagelser nær tilsyneladende aldrig var brændende optaget af trolddomstruslen. Processerne blev til stadighed hæmmet af juridiske indgreb, og gennem hele perioden ser det ud til, at disse juridiske indgreb i det hele taget var afgørende, både for processernes opblussen og aftagen.

3. Gennemgang af en række danske trolddomsprocesser.

I forbindelse med afgrænsningsproblemet er det væsentligt, hvilke sager man vælger at beskæftige sig med. Jeg vil først give en kort karakteristik af de enkeltprocesser, som udgjorde størstedelen af den samlede periodes processer, idet jeg bl.a. angiver en række faktorer, som indgik i de fleste processer. Derpå følger en skildring af to tidlige besættelsessager, der har værdi som paralleller til senere sådanne sager, hvoraf jeg nedenfor skal behandle to[67]. Derefter vil jeg gennemgå den afgørende del af de Østjyske processer 1683-1687, der fandt sted under Jørgen Arenfeldt, og som fik afgørende konsekvenser for de danske processers ophør. En besættelsessag, der fandt sted i Nibe i 1686, skal gennemgåes, inden jeg går over til de falsterske processer, der i 1693 førte til den sidste heksebrænding i Danmark. Endelig vil jeg gennemgå den monumentale Thisted-sag. Den giver et enestående fyldigt billede af en række af trolddomstroens facetter anno 1696-98, og kendetegner afslutningen på de officielle processer. Afsluttende vil jeg i et forsøg på at nå til en forståelse af den jævne befolknings forhold til processerne og deres ophør undersøge, i hvilken udstrækning der fandt hekseforfølgelser sted efter år 1700.

3.1. Enkeltprocesserne.

De fleste af de sager, jeg behandler nedenfor, hører til blandt de mere kendte. Man bør dog ikke glemme alle de sager, der kun i ringe grad var i samtidens søgelys, men som så langt overgår de mere "prominente" sager i antal. De seneste år er en del af disse enkeltsager indgået som dele af værker, hvis forfattere har haft interesse i at behandle et større antal sager[68]. Der vil ikke i denne sammenhæng blive foretaget dybtgående undersøgelser af disse enkeltprocesser En analyse af sådanne sager, hvoraf en del må undersøges på grundlag af upubliceret materiale, er nemlig meget tidskrævende, og i øvrigt har enkeltprocesserne efter min bedste mening slet ikke været særligt afgørende for processernes ophør. De forløb uden myndighedernes særlige årvågenhed og har ikke haft den samme indvirkning på disse, som det er tilfældet med de større sager.

Generelt kan de almindelige sager siges at udspille sig efter et gængs mønster, der som regel indeholder de fleste af følgende elementer[69]: 1) Forurettelse. Pudsigt nok var det oftest den anklagede, der var den oprindeligt forurettede[70]. Der kunne være tale om f.eks. afvisning af tiggere eller naboer med dårligt rygte, og det var som regel den stærkere, der afviste den svagere, hvis eneste våben derefter var 2) truslen. Den forurettede kunne f.eks. mumle en forbandelse[71], og hvis der derefter indtrådte en 3) ulykke, fik folk pludselig truslen i 4) erindring, ligesom de sikkert også kom i tanke om en mængde andre ting, der kunne bestyrke anklagerne[72]. Derefter kørte sagen, især udfra den nævnte forestilling om straffens terapeutiske, mod-magiske virkning der var baggrund for de fleste søgsmål. Som et sidste påfaldende karakteristiska kan nævnes, at også de anklagede selv ofte 5) overtog rollen, de var blevet tildelt[73]. Dette er et tydeligt bevis for, at trolddomstroen var en del af hele samfundets verdensbillede, også de anklagedes. Nogenlunde som skitseret forløb de fleste sager, og mønstret findes således også i de fleste af de her behandlede sager.

3.2. To tidlige besættelsessager.

Køge Huskors, 1608-12[74]. I 1608 begyndte problemerne at vælte ned over Hans Bartskærs hus, og sagens forløb gengives her efter Hans' kone Annas beretning[75]. Efter forskellige usædvanlige hændelser blev besættelsen første gang fastslået af Hans' tolvårige fætter, der afslørede, at han var besat af Satan. Den onde ånd beklagede, at den ikke kunne få lov af den store mand (der her eksplicit omtales som Gud i himmelen) til at besætte Hans, der bad for flittigt, men at den istedet havde fået lov til at plage drengen. Hans iværksatte bøn i både hjem og kirke, men først efter lang tid, hvor hysterien havde bredt sig yderligere, forlod Satan drengen. Før man imidlertid rigtigt var kommet sig ovenpå oplevelsen, blev Hans selv angrebet. Der var ingen ende på ulykkerne, synerne og rædslerne, før Hans pludselig helbredtes, efter dog at have forudset sin egen snart forestående død. Endnu engang nåede familien netop at takke i den lokale kirke, før de igen måtte erfare, at de i sandhed var ramt af et tungt huskors: Nu var det deres otte-årige drengs tur til at huse Satan, om muligt på endnu voldsommere vis en hidtil[76]. Det var under et af drengens anfald, at løsningen på problemerne blev givet: De, der havde ført Satan ind i drengen måtte "faa skam"[77]. Præsten Niels Gloestrup havde mindst een polemisk samtale med djævelen, der bl.a. nægtede at bryde sit hoved med at samtale på latin. Umiddelbart herefter meddeler Anna Bartskærs, at Gud nu bød Satan at rømme huset, og at alt "blef saa reent, som det tilforn var"[78].

Hvad heksene angår, er for- og efterhistorien som følger[79]: Johanne Tommeses og Hans Bartskær var af forskellige årsager blevet uvenner, og omkring 1612 blev Johanne udlagt som ansvarlig for de ulykker, der ramte Hans' hus. Dette førte til Johannes arrestation og en række trolddomsprocesser, der i løbet af 1612-13 skulle føre til mindst 15 troldkvinders død på bålet. Karakteristisk for forløbet var, at flertallet af troldkvinderne selv erkendte deres skyld[80]. Et andet karakteristika var alle udlæggelserne: Alle udlagde alle, og hver gang det så ud til, at sagen skulle ebbe ud, blev en ny gruppe anklaget. Johanne gik hurtigt til bekendelse, og indrømmede at hun sammen med flere andre, som hun ikke undlod at afsløre, havde manet Djævelen frem og ført ham ind i Hans Bartskærs hus. At rækken af processer ophørte, kan nemt skyldes, at man simpelthen var blevet størstedelen af de lokale troldkvinder kvit[81], men kan også hænge sammen med andre årsager, der afsluttende skal omtales.

For det første stoppede sagen, inden den "løb løbsk". I et par af de senere processer spillede det en afgørende rolle, at processerne spredte sig tilsyneladende uden kontrol. Især når anklagerne begyndte at ramme mere prominente personer, greb myndighederne kontrolerende ind med det resultat, at processernes ophørte. Dette gælder for Thisted-sagens vedkommende og i endnu højere grad for Rugård-sagens. Også set i et større perspektiv har denne effekt haft afgørende indflydelse på processerne ophør. E.Midelfort taler således om, hvordan processerne, efterhånden som de greb om sig, endte med at nedbryde stereotypien om troldkvindens sociale rolle (f.eks. kvinde, gammel, fattig etc.). Hvis pro-cesserne f.eks. pludselig udgjorde en fare for magteliten selv, opstod en mistillid til hele trolddomsprocessernes grundlag fra både befolkningens og elitens side. Midelfort kalder dette for "the crucial crisis of confidence in witch hunting"[82]. For det andet kan der ikke spores nogen direkte opildnende indblanden fra den lavere gejstlighed, hvilket ellers var et meget typisk træk ved besættelsessagerne. Til gengæld er der så heller ikke tale om nogen bremsende indblanden fra højgejstlig side, som man især i de senere sager skulle opleve. Fra teologisk side var der ganske enkelt ikke megen opmærksomhed at hente.

Ud fra de kilder jeg har haft til rådighed, ser det ud til, at sagen forløb efter et rimeligt regelmæssigt mønster i stil med det ovenfor opstillede. Uden indblanding ovenfra foregik det hele så gnidningsløst, som det ikke siden skulle blive tilfældet.

Rosborg-sagen, 1639[83]. Omkring 30 år senere fandt endnu en besættelsessag sted på herregården Rosborg, hvor herremanden Niels Munk blev ramt af ulykker, da først kvæget og siden hans to ældste børn i foråret 1639 blev ramt af uforklarlig sygdom. Niels Munk var ikke sen til at iværksætte retsforfølgelse af en lang række mistænkte, hvoraf tre blev brændt i august 1639. De egentlige hovedmænd, Anders Fusøre, der året før i vidners påhør havde lovet Niels Munk ondt og hans kone Mette, gik dog i første omgang fri. Inden de tre troldfolk blev brændt, havde de aflagt en vidneerklærning, hvori de efter sigende alle "unødt og utvungen....", berettede, hvordan det sammen med Anders Fusøre, hans kone og flere andre lykkedes dem at kaste ulykke over herremanden. Det skete ved hjælp af voksdukker og Fandens hjælp, og for at fejre operationen festede de bagefter med Fanden. Nu kunne Munk rejse sag mod sine hovedfjender, og dette gjorde han ved at skrive direkte til Christian IV, der før havde vist sig villig til at gribe ind overfor troldfolkenes virksomhed. Kongen reagerede straks, og i september blev de anklagede på ret spinklet grundlag dømt til bålet, men dommen blev kort efter omstødt ved Viborg landsting. Landsdommer Erik Juel havde haft en lang række gode grunde til at omstøde den usikre dom[84], især fordi vidneerklæringerne ikke var lovfaste, og fordi det som bekendt ikke var tilladt at dømme på misdæderes udlæggelser alene. Herremanden ankede sagen til Kongens Retterting, men den fuldstændige frifindelse blev stadfæstet, og istedet for at støtte herremanden vendte kongen sig nu mod Niels Munk. Der blev foranlediget en undersøgelse af den hvide magi, der var blevet praktiseret på Rosborg, og det hele endte med, at Niels Munk mistede den fæstegård, der havde udgjordt det meste af hans undseelige velstand.

Da ulykkerne var begyndt at melde sig, havde Niels Munk været hurtig til at tage sine forholdsregler, og udover at indlede retsforfølgelse havde han sendt bud til flere sider, bl.a. efter et par kloge folk. Disse ankom sidst i april 1639, hvor de blev lovet klækkelig betaling for deres assistance, og de har selvfølgelig været mere end villige til at bestyrke herremanden i hans mistanker. Det var muligvis også Munk selv, der sendte bud efter Viborgbispen Hans Wandal, der indfandt sig på Rosborg allerede sidst i marts. Derimod er det meget usandsynligt, at det skulle være efter Munks ønske, at bispen medbragte lægen Chr.Schøtte; en handling fra biskoppens side, der vidner om en usædvanlig skeptisk forhåndsindstilling. Selvom Wandal sikkert ikke på forhånd har villet udelukke muligheden for forekomsten af en reel besættelse, har han dog holdt andre muligheder åbne. Børnene var helt rolige under biskoppens besøg, og han stillede sammen med lægen hurtigt diagnosen "Sygdom af Orm causiret"[85]. Denne naturlige forklaring har ikke virket særligt befordrende på en trolddomsproces under opsejling, og Niels Munk var tydeligvis heller ikke tilfreds.

Hele sygdomsforløbet var yderst udramatisk, tilsyneladende anstillet af faderen, der nærmest måtte tvinge heksenes navne ud af børnene[86]. Da det mest dramatiske, børnene kunne finde på, var at råbe og skrige, og da dette endda ophørte, lige så snart bispen bad dem være rolige, kan det ikke overraske, at øvrigheden forblev skeptisk. Bispen konstaterede, at børnene ingen fremmede sprog talte, og at de heller ikke demonstrerede overmenneskelig styrke. Derefter foretog han en ren genistreg, da han inviterede drengen væk fra Rosborg og familien, for dette kurerede fuldstændigt drengen, indtil faderen kom og hentede ham på fordækt vis. Faderen havde nu fået slået fast, at han ingen hjælp skulle vente sig fra gejstlig side, og i de følgende dage forsøgte han i stedet at "helbrede" sine børn med de kloge folks hvide magi.

Der er både forskelle og ligheder mellem Køge-sagen og nærværende sag, og selvom det kunne være fristende at postulere et totalt omsving i øvrighedens indstilling til denne slags sager, bør man holde sig forskellene for øje. Selve sygdomsforløbet fremtrådte i nær-værende sag mindre dramatisk og mindre troværdigt end i den fore-gående, og var børnene i Køge blevet tilset af samme biskop og samme læge, kunne også denne sag måske have været afsluttet hurtigt. Vi har altså her set et eksempel på, hvordan enkeltpersoner kunne have stor indflydelse på en given sags udvikling.

3.3. Processerne på Rugård, 1686[87].

Da man i april 1683 ved Viborg landsting dømte en troldkvinde til bålet, måske den første i 30 år[88], var en lang periode tilsyneladende uden trolddomsbål forbi, og allerede to år efter skulle en procesepidemi bryde ud. Den første proces indledtes i Ebeltoft i sept. 1685 mod en gammel kone, Mette, der af en lang række bønder blev beskyldt for at stå bag en række dødsfald, der havde ramt bøndernes heste. Da der ingen naturlig forklaring var på dødsfaldende, kom bønderne i tanke om en episode, der fandt sted en gang året før, hvor de havde nægtet at hjælpe den gamle kone, som derefter havde lovet dem alverdens ondt. Sagen blev rejst, og i november dømtes Mette for trolddom og blev derefter placeret i fangekælderen på Rugård. Efter jul sad Mette stadig på Rugård, og her blev hun udsat for et udenretligt forhør foretaget af slotsherren Jørgen Arenfeldt og tre lokale præster, der var til hellig-tre-konger-middag på Rugård. Dette middagsselskab har muligvis været den lejlighed, ved hvilken grundlaget til den følgende heksejagt blev lagt, og en sådan alliance mellem gejstlighed og verdslighed havde før vist sig effektiv, især hvis den havde opbakning blandt den jævne befolkning. Da det yderligere viste sig, at man havde en allieret i landsdommer Lerche, der sammen med de to andre landsdommere stadfæstede dommen over Mette, var alt klar til den store heksejagt.

Også i Ebeltoft var der kræfter i gang for at få renset ud blandt byens troldkvinder[89], og allerede umiddelbart efter Mettes henrettelse indledte den energiske byfoged Hans Jacobsen midt i februar en proces mod to nye mistænkte. Efter at være blevet underkastet vandprøven[90], og efter at man behændigt havde fået fjernet opmærksomheden fra et par prominente borgere, hvis navne var blevet nævnt i sammenhæng med de anklagede, blev de begge dømt til bålet. På Rugård[91] var Arenfeldt samtidig i fuld gang med at udøve sin birkeret, selvom begivenhederne for det meste fandt sted på selve slottet og ikke for birketinget. Den første sag, Arenfeldt rejste, var imod Gye Nielsdatter, der efter to forhør på Rugård fruerstue af birketinget dømtes til bålet sidst i marts. Inden da havde hun under et af de utallige udenretlige forhør på fruerstuen udlagt endnu nogle troldfolk, som Arenfeldt også hurtigt fik dømt. På landstinget nogle dage senere leverede Gye en tilståelse med et overraskende teologisk præg, hvor hun både talte om heksekompagnier, djævlemærker og pagtslutning, ligesom hun udtrykte stor glæde over nu er være blevet omvendt, så hun kunne få sin velfortjente straf. Dette kan være udtryk for effektiviteten af Arenfeldts og præsternes hjernevask og for påvirkning-en af Lerches sikkert ledende spørgsmål, der desværre oftest er udeladt af forhørsprotokollen. På grundlag af denne tilståelse blev Gyes båldom stadfæstet. Arenfeldts næste ofre var den synske Anne Sørensdatter og hendes moder, som "heksejægeren" fik retsforfulgt og dømt ved birketinget, skønt de egentlig boede udenfor hans jurisdiktion. Moderen blev brændt efter stadfæstelse i Viborg, og snart var det datterens tur til at stå foran landsdommerne. Den dag, hvor også de to troldkvinder fra Ebeltoft skulle eksamineres, var Arenfeldts allierede imidlertid fraværende, og det blev dermed de mindre ivrige dommere, Erik Rodsteen og Christoffer Bartholin, der skulle dømme i de tre sager. Da Anne vedvarende fastholdt at have indgået pagt med Fanden, kunne de to dommere dog ikke andet end at stadfæste hendes dom, hvorimod de to kvinder fra Ebeltoft til borgernes store fortrydelse blev frikendt.

Den præcise sammenhæng mellem processerne i Ebeltoft og dem på Rugård er ikke helt klar, men der blev praktiseret ulovligheder begge steder, dog klart mest hos Arenfeldt. For det første var der alle de udenretlige forhør, der var fuldstændigt uden hjemmel i lovgivningen, men som alligevel blev lovfaste, når de som vidnerklæringer oplæstes og påtegnedes ved domstolene. Under disse forhør var man i stand til næsten uhindret at manipulere med spørgsmål og svar, ligesom man har kunnet lægge et næsten grænseløst pres på den afhørte. For det andet manglede også både vandprøven, som de fleste mistænkte underkaste-des, og nåleprøven, som en enkelt måtte pines med, hjemmel i lovgivningen og var som sådan ulovlige. Det kan i den forbindelse undre, at disse hekseprøver ikke blev påtalt hverken i landsretten eller i højesteret. For det tredje spillede præsterne en usædvanligt aktiv rolle bl.a. ved at overbevise troldkvinderne om deres egen skyld. For det fjerde var den udbredte anvendelse af tortur usædvanlig og måske direkte ulovlig[92]. For det femte er det meget bemærkelsesværdigt, at man flere gange anvendte forholdsregler fra Malleus Malleficarum, der ellers ikke synes at have fundet udbredelse i Danmark[93]. I forlængelse heraf kan det nævnes, at Lerche senere udspurgte en anklaget, om denne havde haft seksuel omgang med Fanden[94], hvilket ligeledes var meget usædvanligt i en dansk retssal[95].

Mere eller mindre direkte påvirket af Arenfeldts heksejagt førte man nu igen processer også i andre dele af Østjylland; opmuntret af at man nu igen kunne få troldfolk dømt[96]. D.21.juli 1686 blev en kongelig ordre imidlertid underskrevet, der skulle få stor betydning for de danske trolddomsprocessers videre forløb. Den befalede, at ingen dødsstraf for trolddom måtte eksekveres uden at have været igennem højesteret[97], og med denne befaling stoppede processernes spredning.

Ovennævnte Anne Sørensdatter havde været meget behjælpelig med at udlægge troldfolk, men da Arenfeldt førte hendes udlægninger til protokols, lagde han også grunden til sit eget nederlag. Blandt de udlagte var nemlig en del magtfulde folk, hvis rygte man ikke skulle komme for nær. Nogle af dem tvang Arenfeldt til et møde i Århus d.14.juli, og selvom Arenfeldt ved denne lejlighed prøvede at trække i land, blev det omtalte reskript underskrevet en uge senere. Som en direkte konsekvens af Arenfeldts virksomhed! På samme personers foranledning indledtes endvidere midt i september den højeste-retssag, der skulle blotlægge alle Arenfeldts lovovertrædelser. Blandt anklagerne fremhævedes Arenfeldts jurisdiktionsoverskridelse sammen med det faktum, at han havde presset de prominente navne ud af Anne ved de forhør, han ulovligt havde aldet afholde "hemmeligt udi sit egte hus"[98]. Da dommerne skulle votere, var de fleste enige om Arenfeldts skyld, og et mindretal af dem gik endda ind for, at Arenfeldt skulle lide efter loven[99]. Arenfeldt slap dog med at miste sin birkeret, at betale en enorm bøde og endvidere at skulle betale modstandernes sagsomkostninger. Da Arendfeldt nogle måneder senere på Viborg landsting offentligt und-skyldte for sine overtrædelser, var sagen slut.

Det var trolddomsprocesserne i denne del af landet også. Reskriptet havde sin øjeblikkelige virkning, og selvom man en tid derefter stadig kunne se spredte processer, rejst ved underretterne af folk, der ikke ville se i øjnene, at man nu igen ikke kunne stole blindt på øvrighedens støtte, var den egentlige epidemi i begyndelsen af 1687 endeligt overstået. Efter at processerne, støttet af en ivrig øvrighed, en behjælpelig gejstlighed og en ligeså behjælpelig befolkning, for en kort tid atter havde haft fine betingelser, havde man med et effektivt indgreb fra de øverste myndigheders side fået sat en stopper for forfølgelserne. Ved at gøre det for besværligt og bekosteligt for almindelige folk at føre trolddomsprocesser afskaffede man reelt processerne i denne del af landet, og på længere sigt også i resten af Danmark.

3.4. En besættelsessag fra Nibe, 1686/87[100].

I 1686 blev Christen Hørtikarl udlagt som troldmand af en gammel kone. Udlæggelsen blev siden påtegnet ved birketinget, men Christen fik den erklæret magtesløs ved en injuriesag, hvormed sagen kunne have været ovre. En anden kvinde, Anna Buus, påstod imidlertid, at Christen havde ført den Onde ind i hende, og sognepræsten Lars Crase var tilsyneladende overbevist om både realiteten af Annas besættelse og om Christens skyld. Det var af denne grund og fordi præsten i den forbindelse havde nægtet ham sakramenterne, at Christen rejste sagen for den gejstlige domstol[101].

Crases provst, Jens Ruus, kom derfor flere gange til Nibe for at afhøre præsten og den besatte. Ved den første afhøring[102] viste det sig imidlertid, at Anna var blevet rask i mellemtiden. Anna fastholdt dog alligevel, at Christen var skyld i hendes nu overståede besættelse. Under det følgende forhør af sognepræsten, spurgte provsten til de i Ritualen[103] givne retningslinier, og det viste sig, at disse konsekvent ikke var blevet overholdt. Hvad besættelsestegn angik, havde ingen af de normalt krævede været tilstede, hverken kendskab til fremmede sprog og skjulte ting eller overmennneskelig styrke. Det, der havde overbevist præsten om besættelsens realitet, var udelukkende kvindens høje skrig, lidt smerter i låret samt at hun var faldet til jorden. Som det gjorde sig gældende i Rosborg-sagen, manglede også denne sag helt Køge- og Thisted-sagens format.

Senere fik Anna imidlertid et tilbagefald. Afhøringerne, der nu blev genoptaget, rummede kun gentagelser bortset fra et par grinagtige episoder, der nok kun har bestyrket provstens skepsis: Under den anden afhøring[104] ville provsten prøve åndens latinkundskaber, men da han startede forsøget, begyndte Anna at råbe og skabe sig. Hun havde åbenbart før kunnet imponere Crase ved at falde til jorden, så overfor provsten forsøgte hun nu det samme: "...hun satte sig sædelig af stolen, hun sad paa, neder paa jorden, dog saae hun sig først for, hvor hun vilde sette sig." Efter dette optrin konkluderede provsten resolut, at Anna var "ingenlunde besat legemlig." Crase mødte ikke op ved denne afhøring, og da man derfor samledes til endnu en, nægtede han at svare på spørgsmål, der ikke blev stillet ham skriftligt. "...og derpaa uden tilbørlig afskeeden, løb hand hastelig ud af kircken, oc j hvorvel der blef raabt effter hannem, hand schulle bie oc svare; lyde hand det icke."[105] Man forsøgte at finde præsten men uden succes, og først ved en fjerde afhøring fik man Crase i tale, idet han dog på meget flabet manér nægtede at svare på de fleste spørgsmål[106]. Hele denne undvigende adfærd er det, der kraftigst indikerer, at Crases intentioner ikke har været reelle. Hvis han faktisk havde troet på Annas besættelse, havde hans fordækte opførsel ikke været nødvendig, og hans fremfærd overfor Christen kunne da have været forsvaret udfra kristelig nidkærhed. Nu ser det imidlertid ud til, at præsten snarere har handlet udfra personligt had til Christen.

Provsten suspenderede præsten, men biskop Søren Glud omstødte fuldstændigt denne dom: Provsten havde stillet "sære" spørgsmål, og Crases eneste forbrydelse var, at han havde udvist vankundighed. Hans vægring fra at betjene Hørtikarl med skriftemål og nadver undskyldtes af, at Hørtikarl var udlagt i en sag, hvor der endnu ikke var fældet dom[107]. Biskoppen frikendte Crase, medens han gav provsten en advarsel og en bøde for at have fulgt sine "egne passioner". Det var denne dom, der kom for højesteret, og den må siges med al tydelighed at kunne tages som udtryk for, at den danske gejstlighed stod splittet, når det gjaldt indstillingen til trolddomsprocesserne. Denne splittelse skyldtes en grundlæggende usikkerhed om, hvordan man skulle forholde sig til fænomenet, og denne usikkerhed udgør en væsentlig del af trolddomsprocessernes karakteristika i denne deres afsluttende fase. Højesterets behandling af sagen indledtes i november 1688, og her lagde biskoppen et usædvanligt engagement for dagen, men hvadenten dette skyldtes angst for at tabe sagen, oprigtigt tro på Crases sag eller et horn i siden på provst Ruus hjalp det lige lidt. Efter endt votering omstødtes dommen endnu en gang, hvorefter Crase, idet der blev lagt særlig vægt på hans forsyndelse overfor Ritualen[108], idømtes en betydelig bøde. Alle implicerede gejstlige skulle fortsætte i deres hverv som hidtil, og da Christen et par uger senere fik kongelig dispensation til at lade sig betjene af en anden præst[109], var sagen endelig overstået.

I sit votum havde Erasmus Bartholin diagnosticeret Anne Buus som "siug och melancholisk, disse gebærder som hun har hafft har værett aff epilepsie.". En sådan afmystificerende konstatering har nok haft en vis indflydelse på de tilstedeværendes indstilling til slige sager i fremtiden[110]. Sagens afgørende betydning ligger da også i dens utroværdiggørelse af det grundlag, hvorpå trolddomsprocesserne byggede. Ved at blive afsløret som åbenlyst utroværdig, bevirkede sagen en øget skepsis i senere sager af denne art. Dommerstanden blev belært om, hvor svært det kunne være at dømme i disse sager, og gejstligheden oplevede, at Satans gerninger kunne vise sig på vidt forskellige måder: Han kunne stå bag besættelser, og han kunne bilde folk ind, at der var tale om besættelser. Dette frikendte Crase, for som biskoppen sagde i sit indlæg i højesteret: "Det er vanskeligt at giøre forskiel paa slige sathans gierninger"[111]. Denne indstilling kan ikke undgå at have medført en vis forsigtighed fra den lavere gejstligheds side i sådanne sager[112], og da Ole Bjørn ti år senere kastede forsigtigheden overbords, skulle det gå ham grueligt galt.

3.5. De falsterske processer, 1692/93[113].

Denne sag tog sin begyndelse, da Karen Gregers Madsens, en berygtet klog kone, blev anklaget i forbindelse med et giftmord. Efter at hun under et udenretligt forhør foretaget af seks sognepræster med Gregorius Zimmer i spidsen havde tilstået pagtslutning med Satan, indledtes en proces mod hende i august 1692. Allerede inden da havde Karen villigt udlagt både sine kunder og nogle medsammensvorne troldkvinder, nemlig Anne Kruse, Abigael Nielsdatter og Anne Palles. Med en impo-nerende hukommelse kunne Karen opremse ikke mindre end 96 personer, der havde benyttet sig af hendes kunster, og med en hidtil uset nidkærhed blev alle disse retsforfulgt. De fleste hævdede, at de ikke havde været klar over, at de havde begået noget ulovligt, men byfogeden slog fast, at enhver måtte vide, at sådant ikke var efter Guds lov og derfor imod Kongens lov[114].

Troldkvinderne var anklaget for forskellige tilfælde af maleficium, og deres bekendelser rummede en overflod af mytologisk stof. Abigaels sag adskilte sig en del fra de andres ved kun at omhandle hvid magi (uden pagtslutning), og ved at hendes egen datter vidnede imod hende. Desuden vandt hun en tid sin frihed ved at flygte fra fængslet med det resultat, at hun, da hun igen var blevet fanget, ganske vist blev frikendt efter D.L.6-1-9, men istedet blev dømt efter 6-1-11[115]. Selvom Karen og hendes mand påstod, at hun nok havde givet sig hen til Djævelen men dog ikke forsvoret sin kristne tro og dåb, dømtes hun uden nåde til bålet efter 6-1-9[116]. Både Anne Palles og Anne Kruse dømtes efter den strenge artikkel 6-1-7, især på grund af deres blasfemiske signebøn-ner[117], men Anne Kruse døde i fængslet og var dermed ude af billedet.

Ved landstinget stadfæstede man i det store og hele dommene[118], idet Anne Palles dom dog mildnedes noget, da man underkendte dommen efter 6-1-7 med den besynderlige undskyldning, at hun var en gammel kone, der ikke havde været klar over, hvad hun gjorde. Landstingets dom sendtes til Højesteret, hvor man i marts 1693 indledte processen med at behandle Karens sag. Prokuratoren B.Albertin startede med i hård tone at kræve dels beviser, dels en forklaring fra Zimmer og landsdommer Mathiesen om deres del i sagen. Zimmer var den første til at forsvare sig, og det gjorde han ved at gøre opmærksom på, at han intet andet havde foretaget sig end "eders kong: Maj:ts allernaad: lov og ritual dennem anbefaler, og theologi orthodoxi j saadan tilfælde een præstis samvittighed paabyrder...."[119]

Mathiesens derpå følgende indlæg[120] er af utrolig stor værdi til belysning af den tids juridiske praksis overfor trolddomsproblematikken og indeholdt derudover en mængde meget fremsynede problemformu-leringer. Mathiesen indledte: "Iblant de sager ved retten forefalder og paakiendis skal, er vel de, som troldom angaaer, de vanskeligste, formedelst de bevisligheder, der tilkræfvis, iche letteligen er at erlange, uden delinqventernis [..] egen bekiendelse..." Hvad Mathiesens egen skyld angik[121], frasagde han sig denne med henvisning til D.L.1-15-1. Man kunne ganske vist have den tanke, at disse gamle tilstående kvinder "udj melancolische tanker kunde være forfalden", men det har Mathiesen ikke kunnet dømme efter, da Karen flere gange havde gentaget sin tilståelse, senest frivilligt foran landsdommeren selv i Viborg. Den antydede to-deling af D.L.6-1-9 har dommeren ikke anerkendt: Når man indgår pagt med Djævelen, som man har fornægtet i sin dåbs pagt, så har man også dermed fornægtet sin dåb og sin kristentro, og bør derfor straffes som heks "om endskiønt iche bevises, at dend sin daab og christendom har forsoren, hvilchen beviis umuelig er at faae" (min understregning).

Mathiesen har med disse udtalelser foregrebet et synspunkt, der skal gentages senere; et synspunkt, der i sin enkle konsekvens skulle nedbryde trolddomsprocessernes fundament. For hvis man ikke mente at kunne bevise folks forsværgelse af deres kristentro, hvordan kunne man så egentlig bevise en pagtslutning? Og når man nu efterhånden krævede bevis for at kunne dømme en forbryder, og man ikke kunne bevise nogle af de ovennævnte handlinger, hvordan skulle man så overhovedet kunne dømme efter 6-1-9?[122] Tilbage stod kvindernes tilståelser, men det er tydeligt, at der var en udbredt mistillid overfor de tilståendes sindstilstand, og man gav dem da også alle chancer for at trække deres tilståelser tilbage. Overfor landsdommeren havde Karen dog fastholdt sin tilståelse, så på trods af al sin skepsis mente han altså ikke at kunne andet end at stadfæste dommen. Nærmest som for at overbevise sig selv slog han afsluttende fast: "Troldmænd og trold-qvinder at være til, kand ej negtis, som baade af Guds ord, som og af eders kongelige Majestets allernaadigste lov er at bevise, og befales at straffes, og kand j saa maade ej heller negtes, at troldom maa være til."

Herefter gik man over til votaerne[123], der var meget forskellige, men generelt præget af det overordnede synspunkt, at man af forskellige årsager ikke burde tage hensyn til tilståelserne, men istedet dømme efter D.L.6-1-12. Johs.Worm kaldte pagtslutningen for indbildning, medens Vinding og Bentzen mere hæftede sig ved det tåbelige i at Fanden skulle kunne komme i en hunds skikkelse. I det hele taget findes der adskillige bemærkninger, der henviser til magi - især den hvide - som værende den rene overtro. "Signen er disværre ald for gemeen paa landet, som scheer af mangel for information i deris christendom..." klagede M.Giøe i sin votering. Votaerne i den følgende sag, nemlig Abigaels[124], var noget mere ensartede, idet størstedelen af dommerne frikendte hende for trolddom og desuden strengt påtalte underdom-merens hårde og forkerte anvendelse af D.L.6-1-11. Man endte dog med at indstille et yderst arbitrært forslag til kongen om at landsforvise kvinden "for sit onde rygtes schyld [...] uanseet der ei findis anledning til at dømme hende dertil effter loven"[125]. Derefter gik man over til Anne Palles sag[126], der hurtigt skulle give hele sagen en hel ny drejning. Albertin forsøgte nemlig i sit indlæg på alle mulige måder at komme bort fra Annes tilståelse, bl.a. ved at påstå at hun på landstinget var fragået sin tilståelse, og iøvrigt kaldte han sagen for en inkvisitionsproces[127]. Da Mathiesen kunne oplyse, at Anna Palles ingenlunde var fragået sin bekendelse på landstinget, tog man den usædvanlige beslutning at indkalde alle tre anklagede til endnu et forhør. Således gav man kvinderne endnu en mulighed for at trække deres tilståelser tilbage.

Og det var lige netop, hvad der skete: Alle tre fragik de mest belastende dele af deres tilståelser, som de påstod var blevet dem aftvunget i deres svage tilstand[128]. Karen vedstod kun, at hun havde praktiseret hvid magi men påstod samtidigt, at hun ikke vidste, at det var en synd. Desuden påstod hun, at det var Djævelen, der henvendte sig til hende med tilbud om en pagt, og at hun havde afslået denne. Også Anne Palles vedstod at have anvendt hvid magi, men heller ikke hun havde vidst, at det var ulovligt. Derefter kunne man så atter give sig til at votere; først i Anne Palles sag[129], hvor Caspar Bartholin som den første voterende indledte med en præcis konstatering af, hvad disse voteringer egentlig drejede sig om: "Det meste i denne sag er [...] de 2^de bekiendelser om det første eller sidste schal gielde...". Bartholin valgte at tro den anden, da den første var aftvungen og endvidere indeholdt en del (mytologiske) elementer der "er ikkun en gammel snach, oc kand saadan bekiendelse intet gielde...". De fem følgende votaer fulgte stort set det første, også Lemvigs, selvom han først beklagende konstaterede, at "om en bekiendelse kand siden fragaais, schulle paa dend maade aldrig nogen missdædere blifue dømt."[130] Samme problemstilling var udslagsgivende for Bentzens vota, der fik billedet til at vende. Bentzen henholdt sig til lovens bogstav og mente ikke at kunne frikende Anne, der burde have fragået sine bekendelser på landstinget, hvis de ikke havde været sandfærdige. At Bentzen oprindeligt var teolog, lod sig ikke fornægte, da han påpegede, at "Gud har sat retten oc bør landet at schillis ved saadanne ugudelige folch." Denne juridiske og religiøse opsang gjorde sin virkning: Af de følgende ti voterende var der kun to, der modgik Bentzens, og enden blev, at man med et spinkelt flertal fastholdt Anne Palles båldom. Abigael frikendtes, men Karen dømtes efter 6-1-12.

Denne sag, der afstedkom den sidste officielle heksebrænding i Danmark, giver et fint indblik i trolddomstroen anno 1693 og er især væsentlig, fordi den afslører den forvirring, der prægede de dømmende myndigheder. At man formelt stadig troede på muligheden for trolddom, er der ikke tvivl om, men en skepsis havde sneget sig ind blandt samfundets elite. Sammenholdt med de stigende krav til bevisførelsen var denne skepsis ødelæggende for trolddomsprocessernes grundlag, og at Anne Palles alligevel blev brændt, skyldtes især, at Bentzen bankede i bordet og manede til overholdelse af lovens bogstav[131].

3.6 Besættelsen i Thisted, 1696-98[132].

Sagen tog sin begyndelse, da Maren Spillemands, en kvinde der gennem 13-14 år havde lidt under en besynderlig sygdom, endelig i Ole Bjørn fra Thisted fandt en præst, der tog hendes sygdom alvorligt og i januar 1696 diagnosticerede hende for "legemlig af Djævelen besat..". Marens ånd lagde ikke skjul på, at Anne Christensdatter var skyld i hendes ulykke, og en masse mennesker kom nu i tanke om fortidig og meget mistænkelig adfærd fra Annes side[133]. Altsammen bekræftedes, da endnu en besat, den lille pige Kirsten Langgaard, gentog beskyldningerne mod Anne. Ole Bjørn gik ind i sagen med ildhu, og foranledigede bl.a. en konfrontation mellem de besatte og den mistænkte, der i høj grad overbeviste de tilstedeværende om Annes skyld. Ved denne lejlighed åbenbarede den lille Kirsten for første gang sine evner til bl.a. at kunne se ind i fremtiden. Dagen efter konfrontationen oplevede kirkegængerne i Thisted kirke de to besatte blive båret ind til højmesse[134] under vilde skrig og fagter, og det var med stor fortrøstning, at det lille skræmte samfund derefter så Anne blive stævnet til herredstinget. Selvom Anne forblev den vigtigste af de mistænkte troldkvinder, udlagde de besatte med Ole Bjørns venlige hjælp i løbet af foråret yderligere en lang række troldkvinder[135].

Ole Bjørns overordnede, biskop Jens Bircherod, blandede sig først i sagen, da han i marts måned nærmest i forbigående bad Bjørn redegøre for sagen. Resultatet heraf blev Ole Bjørns relation af 18.4.96, i hvilken han grundigt gør rede for sagens gang, bl.a. under opremsning af en række beviser for tilstedeværelsen af en legemlig besættelse, som det kræves ifølge Ritualen. Den skepsis, Bircherod senere påstod, at han allerede på dette tidspunkt besad, var nok ikke helt udelt. For selvom han bad Bjørn ændre nogle lidt for drastiske formuleringer i den bøn, præsten havde ladet oplæse for de besatte i de lokale kirker, og selvom han rådede Bjørn til at få de besatte undersøgt af en læge, så fulgte han dog i det store hele Bjørns retningslinier[136]. Op under Skt.Hans bredte hysterien sig i den skræmte by. De besatte blev angrebet voldsommere end nogensinde før, og hvad værre var: Besættelserne bredte sig med så stor hast, at man på en enkelt dag havde ikke færre end fem eller seks nye tilfælde på hånden[137]!

Besættelsessagen havde med denne epidemiske karakter nået et vendepunkt, for efterhånden som symptomerne bredte sig, og endda prominente personer blev udlagt af de besatte, blev tilliden til sagernes troværdighed efterhånden nedbrudt, især blandt de lærde[138]. Således besluttede Jens Bircherod selv at få syn for sagn og begav sig derfor mod Thisted. På turen havde han en konfrontation med Ole Bjørn, og da bispen forsigtigt foreslog Bjørn at udvise al tænkelig forsigtighed i sagen, opfattede præsten det som et personligt angreb, og den meget aggresive og flabede adfærd han derefter udviste, har muligvis lagt grunden til den bitre personstrid, sagen fra nu af skulle udvikle sig til. Da biskoppen tog hjem, var han udpræget skeptisk, og han besluttede at få de to besatte til Ålborg for der selv at undersøge dem nærmere. Sidst i juni kom Maren Spillemands derfor til Ålborg, hvor hun bekendte overfor biskoppen, at hendes besættelse var det rene bedrageri[139]. Nu var Bircherod overbevist, og han sendte samme dag besked til sine provster om at ophæve alle de igangsatte foranstaltninger. Da der stadig var problemer med en hård kerne af besættelsestroende i Thisted[140], bad Bircherod derefter kongen om at iværksættelse en uafhængig undersøgelseskommission.

En del af de besatte ramtes fortsat året ud af dramatiske anfald, men andre tilstod deres bedrag[141], og sagen var nu gået ind i en helt ny fase. Opmærksomheden fjernede sig hastigt fra de anklagede troldkvinder og rettede sig nu istedet mod spørgsmålet om besættelsens realitet. Forløbene af sagerne mod de udlagte troldkvinder er ikke kendt, men man ved, at ingen af de båldomme der blev idømt ved herredstinget, blev stadfæstet ved landstinget, og de udlagte forsvinder dermed ud af billedet[142].

Sagen er i det foregående blevet skildret ret indgående for at vise, at den indeholdt en stor del af de elementer, hvis tilstedeværelse normalt kunne udløse en alvorlig epidemi. Men også for at vise, hvordan den øverste gejstlighed i direkte modsætning til den lavere og det meste af den jævne befolkning blev skeptisk og til sidst satte bremsende ind overfor den epidemiske tilstand. Allerede i kongens befaling om nedsæt-telse af kommisionen fra juli 1696[143] blev det antydet, hvor myndig-hedernes sympati befandt sig; det blev mere end antydet, at besættelsen var rent bedrageri. Bircherods forbindelser var unægteligt også noget bedre end Bjørns, hvilket bl.a. ses af de to modstanderes forhold til og korrespondance med den magtfulde geheimråd Mathias Moth[144].

Da kommissionsbetænkningen endelig forelå, stemplede denne i utvetydige vendinger besættelsessagerne som bedrageriske[145], og dette førte til nedsættelsen af en egentlig kommissionsdomstol under forsæde af Matthias Rosenvinge[146]. På dette tidspunkt var løbet reelt set kørt for Bjørn. Bircherod havde formået at lede sagen i den ønskede retning: Væk fra heksene, væk fra sin egen oprindelige tiltro til besættelsernes virkelighed og udelukkende over på den stivnakkede præsts lettroenhed og genstridighed samt de påstået besattes forhærdelse. For at føje spot til skade havde Bircherod desuden kort tid forinden rejst en egentlig tjenestemandssag mod Bjørn for hans forseelser. Væsentligt for Bircherods succes var det, at han havde en allieret i den mægtige Matthias Moth, der trak i alle trådene, også efter at sagen egentlig var slut. Det var Moth, der hele tiden var på pletten, når sagen skulle fremlægges i de øverste organer; og han har ganske givet haft en kraftig indflydelse på sin "svoger", kongen, i denne sag. Allerede inden højeste-ret behandlede sagen, havde Moth forsikret Bircherods svoger, Odense-biskoppen Thomas Kingo, om at han var på Bircherods side[147].

Efter lange og grundige undersøgelser fremsatte Rosenvinge i marts 1697 sine strafforslag[148], og det var disse, der straks blev stævnet til højesteret, som indledte sin behandling i september 1697. Måske belært af erfaringerne fra Falster-sagen lod man sagen foregå for lukkede døre, så prokuratorerne ikke skulle forhærde de anklagede kvinder yderligere, og så sladderen ikke skulle sprede sig blandt den almue, hvis sympati snarere lå hos Bjørn end hos den skeptiske øvrighed[149]. Endelig, midt i januar 1698, forelå de femten højesterets-dommeres vota. S.Friis indledte votaerne med at understrege det gavnlige i at udvise Bjørn, helst hinsides Europas grænser, for at "dæmpe videre forførelses og vantros progresser iblandt den af mag. Ole Bjørn ganske indtagne gemene pøbel..."[150]. P.Hjort føjede til karakter-istikken af denne letpåvirkelige almue, at "det skal være temmelig gement i Jylland, at når den gemene folk bliver vred på andre, lader de, som de ere besatte og råber folk ud for trolddom". Claus Rasch førte dette synspunkt videre og konkluderede, at når den jævne befolkning nu en gang var så naiv, så måtte der påhvile gejstligheden et så meget desto større ansvar, og at det var dette ansvar, Ole Bjørn havde svigtet på det alvorligste. Det må have været meget svært for Bjørn at forstå, at han på denne måde skulle angribes for sin religiøse nidkærhed. I et tidligere brev fra kongen var der blevet udtrykt beklagelse over, at Bjørn havde været årsag til, at "Guds ord skammeligen skal være bleven misbrugt, og Satan i mange måder tilføjet den ære, som Gud alene tilkommer", men hårdest er dog Rosenvinges betegnelse for Ole Bjørn: Han kalder ham i en af sine indberetninger kort og godt for en "farlig kætter", ja ligefrem en "ertz-kætter". Moth, der gennem hele sagen fra sin plads i kulisserne havde haft en rolle, der nok er svær at overvurdere, viste sig i sit votum[151] som en sand enevældens mand. En oplyst embedsmand, der ville have orden i sagerne, og som satte kongens lov lige så højt som Guds lov.

D.26.februar 1698 blev højestretsdommene afsagt[152]. De fem mest hårdnakkede kvinder idømtes tvangsarbejde på livstid men blev alle benådet i løbet af de følgende år. De besatte, der var vendt om i tide, skulle stå offentligt skrifte, medens Ole Langgaard slap med en beskeden bøde. Ole Bjørns dom på fængsel for livstid, var en skærpelse af kommisionensforslaget, men året efter ændredes dommen alligevel til landsforvisning. Med disse dommes afsigelse var sagen forsåvidt overstået, men Moth sikrede sagen et litterært eftermæle ved at pålægge Arni Magnusson at udfærdige et lille værk om den bedrageriske besættelsessag. Dette udkom i 1699, og var fra Moths side et bevist forsøg på at skabe et modstykke til J.Brunsmands Køge Huskors, som i disse år oplevede adskillige genudgivelser[153]. Som bekendt blev det Moth og hans fæller, der sejrede, og allerede i starten af 1700-tallet var sagen blevet symbol på en svunden tids overtro og genstand for latter i lærde kredse[154].

Sagen er på flere måder udtryk for den splittede holdning, der gjorde sig gældende overfor trolddomsproblematikken. Højesteretsdom-mernes overlegne klassebevidsthed er berørt ovenfor, og det var måske også den, der indgød dommerne den medlidenhed, der fik dem til, med henvisning til de anklagedes naivitet, uoplysthed, sygdom o.s.v., at mildne de ankede domme[155]. Splittelsen på det gejstlige plan er tydeligt illustreret ved Bircherod og Bjørn, og Bjørns præstekollegaer indtager en interessant, tøvende rolle. Enten var de simpelthen ikke optaget af sagen, eller også havde de apatisk givet op, da de forståeligt nok ikke har kunnet finde ud af, hvad man egentlig krævede af dem i denne sammenhæng[156].

Thisted-sagen er et tydeligt bevis på, at tiderne var skiftet. Det var skepsis og fornuft, der var i højsædet fremfor Bibelen, traditionen, loven og Ritualen. I sit votum formulerede Schiøler, hvad man ønskede, nemlig at "de afskyelige besættelses og trolddoms sager een gang for alle kunde med rode oprykkes og fuldkommeligen dæmpes"[157]. Dette ønske deltes nok af biskop Braem, der i et gratulationsbrev til Bircherod skrev, at "udgangen [på sagen], Gud være ære! daglig mere og mere bekræfter, at det onde væsen nu engang haver ophørt". Bircherod selv skulle nok i fremtiden vide at afvise al snak om hexeri og trolddom øjeblikkeligt[158], og efter sagens afslutning blev trolddomsprocesserne generelt ikke længere taget seriøst fra officiel side.

3.7. Trolddomsforfølgelser efter år 1700[159].

Selvom de officielle trolddomsprocessers tid var ovre, skulle man stadig helt ind i vort århundrede, opleve forskellige former for trolddoms-processer, heriblandt forskrivelsessager. Inspireret af den populære Faust-figur forsøgte en fange på Bremerholm i 1721 at forskrive sig til Fanden for at slippe ud af fængslet. Efter at have konsulteret bl.a. konsistorium sendte man en forespørgsel til en lang række gejstlige, bl.a. landets bisper, om hvorvidt man "med god samvittighed" kunne benåde manden. Biskopperne havde aldeles ikke samvittighed til at benåde synderen, så på et samlet bispekollegiums opfordring blev manden senere henrettet. Stadig på dette sene tidspunkt var det altså muligt at få folk dømt for trolddom, nok især fordi man ikke havde de sædvanlige problemer med at bevise ugerningen[160]. Teologerne stod stadig splittet, denne gang med de lærde universitetsteologer på den ene side og de ortodokse biskopper på den anden, idet sagen for de sidstnævnte kan have udgjort en sjælden og kærkommen lejlighed til at demonstrere en rest af fordums magt. Året efter forskrev endnu en person sig til Fanden, men fordi han var soldat, modtog han sin dødsdom for en militær domstol og omtales derfor normalt ikke i litteraturen[161]. Endvidere kan nævnes en skoleelev, der i 1733 idømtes livsvarigt fængsel på Bremerholm for en forskrivelse, og en bonde der i 1752 forskrev sig ved på traditionel vis ved at gå tre gange baglæns om kirken og blæse i nøglehullet, og for denne forbrydelse blev indsat til tvangsarbejde i Viborg tugthus. Den sidste kendte forskrivelsessag er fra 1803, hvor tre håndværkere slap med en advarsel[162].

Hvad angår de mere almindelige trolddomsprocesser, så var disse aftaget i antal længe inden år 1700, og især efter begivenhederne i 1686 var der kun få processer, hvoraf næsten ingen nåede til de højere retsinstanser. I 1708 blev to kvinder dog dømt til bålet ved Schelenborg birketing, men ved landstinget i Odense omstødtes denne dom. Lands-dommeren formulerede sig til den lokale Hindsholm-befolknings store ærgelse i det hele taget meget kritisk overfor trolddomsfænomenet[163]. Fra nu af skulle de fleste processer i forbindelse med trolddom være "omvendte processer", altså injurie-sager. Ordinære trolddomsprocesser kunne dog med store mellemrum også finde sted[164].

Derudover har der været et stort antal processer mod folk, der har anvendt mere eller mindre voldelig modmagi, og disse er et klart udtryk for, at troen på magi langt fra var uddød med de officielle processers ophør. Den teologiske tolkning, der havde udbygget og udnyttet den gamle folketro, havde mistet sin betydning, men den ældgamle tro på magi som værn mod fare og onde kræfter levede i bedste velgående og blev tilsyneladende anvendt med stor kraft, nu hvor det var ubestrideligt, at officielle anklager intet nyttede. Man kendte myndighedernes og domstolenes syn på sagen, og når man følte sig ramt af trolddom, var der derfor ingen anden udvej end at ty til modmagi. Dette kunne ske med hjælp fra kloge folk, der stadig ansås for en stor autoritet, eller det kunne ske med voldelig selvtægt. Helt frem til vort århundrede ser vi derfor en lang række af sådanne selvtægts-processer[165].

I sit votum i Thisted-sagen omtalte Claus Rasch "en almindelig tale og sladder, gemene folk haver, at de jyske landsdommere dømmer aldrig nogen troldkvinde til bål og brand; og derfore haver de så mange troldkvinder i Jylland"[166]. Når dette rygte i 1698 var nået helt til København, må utilfredsheden i Jylland have været udbredt, og det var ikke altid, at utilfredsheden nøjedes med at finde udtryk i knytnæveslag o.l., som det ellers var tilfældet i en række heksemishandlingssager, hvoraf den sidste er fra 1897[167]. Således endte et tilfælde af selvtægt med den sidste heksebrænding i Danmark, som fandt sted ved en lynchning i Salling i 1722[168].

I kraft af ovenstående skulle det nu være klart, at befolkningens trolddomstro ikke var lige så påvirket af de nye tider, som myndigheder-nes vilje til at forfølge troldfolkene tilsyneladende var det. Selvtægt har altid været en mulighed, men vi har ingen vidensbyrd om, hvorvidt lynchninger fandt sted i det 16.og 17. århundrede Det er sandsynligt, at der ikke har været det samme behov derfor, når man havde mulighed for at forfølge de skyldige ad officiel vej. Selvtægtssagerne kan derfor ses som en utilsigtet sideeffekt af de officielle trolddomsprocessers ophør, og Keith Thomas peger på en lignende udvikling i England. Han siger dog om lynchningerne: "This procedure was both illegal and a poor substitute for the old Witch-trials. For it was not the mere allegation of witchcraft which had had the cathartic effect, but its acceptance and proof"[169]. Uden samfundets støtte var heksebål ikke lige så interessante som før. Som det skal uddybes i de følgende kapitler, var det ikke den jævne befolkning, der havde fjernet fundamentet under trolddomsprocesserne, og Henningsen siger direkte: "Hvis menigmand selv havde fået lov til at råde, havde hekseprocesserne måske fået lov til at fortsætte et par hundrede år endnu."[170]

3.8. Sammenfatning.

Det er min påstand, at et afgørende karakteristika for de danske sager er den vilkårlighed, med hvilken de blev behandlet. I de dele af Europa hvor sagerne kørte mest gnidningsløst, f.eks. i Sydtyskland, havde man systematiseret processerne og de til grund derfor liggende forestillinger i en sådan grad, at man opnåede en selvforstærkende effekt. I Danmark havde man aldrig haft denne ufravigelige, kollektive sikkerhed. En følge af en sådan manglende konformitet og sikkerhed blev en tøven og en usikkerhed fra de dømmendes side; gejstlige så vel som verdslige. Man har ganske enkelt været i tvivl om, hvordan man skulle forholde sig, og selv efter at enevældens systematiseringer begyndte at frembringe den længe savnede konformitet, sporer man usikkerhed i forbindelse med fortolkningen af disse nye budskaber.

4. De ændrede vilkår; trolddomsbegrebet efter 1660.

Selvom det kan være meget svært direkte at pege på de ændringer, der førte til trolddomsprocessernes ophør, så er det dog indlysende, at der må være indtrådt afgørende forandringer i forbindelse med processernes vilkår. Det er disse ændrede vilkår, jeg nedenfor vil undersøge .

4.1. De folkelige trolddomsforestillinger.

Af elementerne i de danske trolddomsprocesser er det folkelige klart det mest stabile og altså også det, der undergår de mindste forandringer[171]. Det folkelige element har to sider, der begge er omtalt ovenfor: De folkelige trolddomsforestillinger og en række psykologiske og sociale mekanismer. Hvad det sidstnævnte angår, skal det blot konstateres, at vi her har at gøre med en gennem menneskets historie stort set uforanderlig faktor. Disse mekanismer fandtes ved processernes fremkomst, og de findes den dag i dag, hvor de blot finder udtryk overfor nye former for syndebukke.

Det lykkedes dog som nævnt aldrig teologerne at gøre pagten til et centralt punkt i de danske processer. En vis påvirkning fra de teologiske forestillinger kan måske alligevel påvises, idet man kan hævde, at der efterhånden fremstod et tredje lag af trolddomsfore-stillinger. Der er i så fald tale om en krydsning mellem folkelige og teologiske forestillinger; en slags veludbygget og systematiseret folkelig mytologi[172]. I de ovenfor behandlede sager findes en række eksempler på sådant systematiseret folkeligt mytologistof, især i Rugård- og Falster-sagen, hvor man kan opleve heksesammenslutninger, malende beskrivelser af Fandens udseende, hekseflyvninger og heksemærker[173]. Disse forestillingers tilstedeværelse i de folkelige trosforestillinger skyldes sandsynligvis især påvirkning fra det teologiske mytologistof, der sydfra havde fundet vej til Danmark[174].

De folkelige trolddomsforestillinger levede i bedste velgående i processernes afsluttende fase, og det var i hvert fald ikke ændringer på denne front, der førte til processernes ophør. Det er rigtigt, at processerne ophørte, idet den almindelige befolkning ikke længere rejste sagerne, hvilket jo havde været en forudsætning, da man anvendte den akkusatoriske procesform. Ophøret skyldtes dog ikke ændringer indenfor folkets trolddomsopfattelse men påvirkning udefra; det blev simpelthen for farligt og for dyrt at rejse anklager i trolddomssager[175]. Bag befolkningens trang til at forfølge troldfolkene lå de ovenfor nævnte mekanismer, og disse mekanismer gjorde befolkningen til en faktor, som man i høj grad kunne manipulere med. Både Arenfeldt og Ole Bjørn havde i et stykke tid succes med at gøre dette. Trolddomsprocessernes historie er således, i hvert fald hvor man anvender den akkusatoriske procesform, oftest historien om, hvorvidt man fra oven har haft vilje til, og succes med, at manipulere med den jævne befolkning. Der synes simpelthen "at være en nøje sammenhæng mellem antallet af hekseprocesser og de 'faciliteter' som lovgivningen og domstolene giver befolkningen..."[176]

4.2. Øvrighedens indstilling.

Når øvrigheden medtages som en afgørende faktor for processernes ophør, er det især på grund af den centralisering og ordning af administrationen der indførtes med enevælden i 1660. Fra da af var samfundets styring ordnet strengt hierakisk med den enevældige konge i toppen af pyramiden. Om kongernes personlige holdning og deres indflydelse på processernes gang er det svært at sige noget sikkert. Christian IV tillægges ofte stor betydning, især i mere populære fremstillinger, og at han personligt greb ind i adskillige trolddomsssager kan ikke benægtes[177]. Betydningen heraf skal dog ikke overvurderes, for det var et kendtegn ved Christian IV i det hele taget, at han ustandseligt blandede sig i eet og alt. Hvad hans to efterfølgere angår, så er der intet der tyder på direkte indblanden fra deres side[178]. Reskripter o.l. var ganske vist formelt udstedt af kongen men kan nok i virkeligheden i lige så høj grad tillægges embedsmænd som f.eks. M.Moth.

Adelen udgjorde en væsentlig del af enevældens administrations-apperat, og var i kraft af dette en måske ret afgørende magtfaktor. De øverste myndigheders vedtagelser blev kanaliseret ud til folket bl.a. gennem adelen og fogederne, og adelen var derfor et vigtigt formidlingsled i øvrighedens kontakt med den jævne befolkning. Alex Wittendorff påpeger, at adelen således havde en ikke ringe indflydelse på den jævne befolknings hverdag og meningsdannelse[179]. Også gennem deres indflydelse på udvælgelsen af fogederne besad adelen en afgørende magt. Det var nemlig fogedernes opgave at håndhæve loven, hvorved de var bestemmende for underretternes virke, og disses vilje til at rejse trolddomssager. Adelsmændene var naturligvis ligesom gejstligheden af forskellige overbevisninger[180], men de har alle tilhørt samfundets elite, og bl.a. i kraft af deres dannelsesrejser besad mange af dem en usædvanlig horisont og en åbenhed for nytænkning. De kan altså meget vel have været væsentligt medvirkende til på længere sigt at sprede de nye idéer til folket. Desuden har adelen haft indflydelse i kraft af deres embeder i centraladministrationen, især inden for det juridiske apperat[181]. Og medens de ældste og mest konservative adelsmænd sad i højesteret, har der muligvis været større åbenhed blandt de lidt yngre adelige, der sad som landsdommere rundt omkring.

Enevælden var en fortsættelse af den verdsliggørelse, der på mange områder var fulgt efter reformationen bl.a. på det juridiske område, på hvilket man langsomt fratog kirken mere og mere magt[182]. Selvom man fra officiel side gjorde meget ud af at fastholde, at der var tale om et sakralt kongedømme, var enevælden nok i virkeligheden mere et udtryk for en yderst verdslig trang til på oplyst og fornuftig vis at styre samfundet som en maskine, der helst ikke skulle have for meget grus i tandhjulene[183]. Danske Lov fra 1683 var et fuldgyldigt udtryk for enevældens centraliseringsbestræbelser og ånd i det hele taget[184] og medførte bl.a. en væsentlig indskrænkelse af den folkelige retspleje, der ellers havde udgjort en god del af trolddomsprocessernes fundamentet[185]. Birkelund udtaler i denne forbindelse: "Enevældens underkendelse af det folkelige element i retsplejen var sandsynligvis en del af årsagen til processernes ophør...", og dette understreger udmærket, at øvrighedens betydning for processernes ophør især lå i dens påvirkning af lovgivningen[186].

4.3. De teologiske trolddomsforestillinger.

Brochmands Systema havde været det eneste vægtige teologiske værk om trolddomsvæsenet i tiden før enevælden, og perioden herefter måtte også nøjes med ganske få værker om emnet. De fleste teologiske tilkendegivelser var ydermere præget af usikkerhed, og de kunne aldrig siges at repræsentere den samlede gejstlige stand, der overordnet set forholdt sig forbløffende passivt. Hverken de gejstlige eller universitets-teologerne producerede vægtige skriftlige indlæg, og den tavshed fra teologernes side jeg kommenterede ovenfor, var stadig udbredt[187].

En af dem, der brød tavsheden, var Johan Brunsmand, der indledte sit polemiske, strengt luthersk-ortodokse forfatterskab[188] med i 1673 at udgive et opbyggelsesskrift, der var en formaning til læseren om at fastholde Luthers rene lære. I personlige disputter, bl.a. med Niels Stensen, viste Brunsmand sig som en glødende og ofte aggresiv ortodoksiens forkæmper, hvilket også var tilfældet i Køge Huskors fra 1674 og i et andet værk, som Brunsmand udgav i 1676. Brunsmands argumentation byggede altid på Skriften, dogmerne og overleveringen, og Brunsmand var således en typisk repræsentant for det bestående. Man fornemmer også hurtigt, at det ikke var had til troldfolkene og deres herre, der fik Brunsmand til at udgive beretningen om Køge Huskors, men snarere frygten for den opløsning og forandring af samfundet, der tydeligt viste sig på dette tidspunkt. Køge Huskors var i første omgang et indlæg i debatten fra ortodoks side, hvorfra man desperat søgte at opretholde det overleverede og allerede vedtagne i en tid, hvor det var under angreb fra nye, undergravende strømninger.

Brunsmand har måttet betragte beretningen om Køge huskors som et fint eksempel på den Ondes virke her i verden. Med de parallelle historier, der bringes i tilslutning til beretningen, de frivillige tilståelser og især de officielle bekræftelser af sagens sandhedsværdi[189], mente Brunsmand at have fremlagt et nærmest officielt dokument af stor bevisværdi. Beretningen blev da også meget populær, men den skulle ikke få lov til at stå helt uanfægtet hen. I bogen De betoverde Wereld (den forheksede verden) fra 1691, brugte den hollandske præst Balthazar Becker et helt kapitel på at angribe og gendrive beretningen om Køge-sagen. De to mænds synspunkter var hver for sig meget kendetegnende for fronterne i debatten: Becker var en fremragende repræsentant for de nye strømninger, idet han inspireret af Descartes fastholdt, at man burde tvivle om alt, indtil dets sandhed var bevist v.hj.a. videnskabelige undersøgelser[190]. Brunsmands udgangspunkt derimod var fortidens sandheder, der fremstod som åbenbare og derfor ikke behøvede at underkastes denne undergravende tvivl.

Af teologiske værker om emnet iøvrigt skal nævnes en disputation fra 1672[191]. I den benægtedes eksistensen af varulve, idet der bl.a. henvistes til melankoli, som mulig anledning til sådanne fantasibilleder. Endvidere findes en dissertation fra 1673 om spøgelser og en tilsvarende fra 1679 om samme emne. Af langt større vægt var en dissertation fra 1682 af den ortodokse hofpræst H.G.Masius, der gendrev en hel del af de naturlige forklaringer, samtiden havde forsøgt at give på forskellige trolddomsfænomener. Masius anså djævlepagten for mulig, og han slog fast: "I hvert Fald fejler de, som vil tilskrive alle Tilstaaelser af Hekse Fantasi eller Melankoli [...] De, som benægter Djævelens Eksistens, skal passe godt paa, at de ikke - maaske før end ventet - kommer til at bøde for deres consortium med den Onde". Masius var udmærket klar over, hvad der stod på spil, nemlig Djævelens eksistens og dermed også på længere sigt Guds eksistens, Bibelens sandhedsværdi og værdien af alt andet overleveret.

Af ytringer fra officiel kirkelig side stod Kirkeritualen fra 1685 helt alene med sine adskillige gange omtalte retningslinier for præsters adfærd overfor formodet besatte[192]. Der blev rådet til forsigtighed, men man aner en vis bitterhed overfor f.eks. de Melankoliske Griller, hvormed man var begyndt at affærdige påståede besættelser. Ellers fornemmes der i denne sene periode af ortodoksiens storhedstid en vis afmatning i den kirkelige aktivitet, og tiden efter enevældens indførelse var mere præget af stille andagt end af store sværdslag. Den tidligere omtalte splittelse blandt gejstligheden var om muligt endnu større mod periodens afslutning end tidligere. Nogle præster har f.eks tilsyneladende tilegnet sig Beckers tanker, medens andre forargedes herover, og i sagerne ovenfor har vi set masser af eksempler på andre gejstlige uoverensstemmelser[193]. Det teologiske fakultet oplevede i tiden op til århundredeskiftet en betydelig svækkelse i forhold til de øvrige universi-tetsfag og samfundet i det hele taget[194]. Også i en større sammenhæng var teologien presset som magtfaktor, og omkring århundredeskiftet stod det klart, at den havde mistet en meget stor del af den magt, den før havde besiddet som monopolindehaver af lærdom og medindehaver af den styrende magt[195]. Blandt eksempler på teologiens svækkede magtposition kan således nævnes det mislykkede forsøg på efter enevældens indførelse at få universitetet lagt under kirkens styre. Desuden et senere - ligeledes mislykket - forsøg på i 1677 at få indført en form for kirkeligt selvstyre[196].

Overfor Jens Bircherod havde Ole Bjørn i sin første relation sammenlignet Thisted-sagen med Køge-sagen[197]. Dette gav i 1699 Arni Magnusson en passende anledning til at fordømme både besættelsen i Køge og den i Thisted: "...om det saa kaldede Huus Kaars udi Kiøge. At som Mag. Oluf udi sin Skrivelse til Bispen [...] saavel som siden stædse udi Sagen sig der paa, saa som paa en utviflagtig Historie, have beraabt, ja ydermeere, som siunes, efter dens Anledning og Maade dette gandske Besettelses Verk opdigtet. Saa sees der af hvad Uordener og Skade det ofte kand foraarsage, at mand slige uvisse Eventyr til Trykken, og gemeene Mands Kundskab befordrer"[198]. Da Brunsmand forsøgte at tage til genmæle overfor Becker og Magnusson, skulle han bitterligt erfare, at tiderne var skiftet. Da Brunsmand i 1700 udsendte "En Liden, kort og enfoldig Erklering" skete det først efter personlig ansøgning til majestæten selv, da det teologiske fakultet først havde nægtet bogen at passere censuren[199]. I sin ansøgning til kongen skriver Brunsmand, at "...intet udi min erklæring og skrift er enten mod regieringen eller religionen..." og understreger dermed det besynderlige, at de danske trolddomsprocesser ophørte, selvom man formelt havde alle midler til at gennemføre sådanne i endnu 150 år. Brunsmand og hans fæller havde så vægtige autoriteter som Bibelen, loven og traditionen i ryggen, men tabte alligevel slaget.

4.4. Det juridiske grundlag.

Danske Lov overtog i det store hele bestemmelserne fra 1617-recessen, idet man dog foretog en opdeling af den sorte magi, der nu kunne udøves både med og uden pagtslutning med Djævelen. Dette må siges at være en justering i forhold til retspraksis, der som nævnt aldrig havde været optaget af pagtslutningen. Selvom man stadig gav lovhjemmel for at straffe folk for at anvende trolddom, betegnede man disse trolddoms-kunster som "galne indbildede Konster" og udtrykte derved alligevel fra officiel side en vis skepsis overfor realiteten af den sorte magis virkninger[200].

Set i lyset af den betydning jeg ovenfor har tillagt 1576-recessen, fordi dem forøgede risikoen ved at rejse en sag, er det klart, at jeg tillægger reskriptet af 21.7.1686 stor værdi[201]. Reskriptets afskrækkende effekt, der også har gjort sig gældende overfor dommerne, betød, at den føromtalte, selvbekræftende, onde cirkel dermed definitivt blev brudt. Hvor båldommene før bestyrkede de heksetroende og dermed førte til flere bål, begyndte nu den stik modsatte effekt at gøre sig gældende, således at enhver frifindelse istedet bestyrkede de tvivlende. På dette tidspunkt, efter 1686, var det blevet en omfattende affære at føre en troldkarl til bålet, og man var nu i endnu højere grad end før prisgivet dommernes velvilje.

Vi har ovenfor oplevet flere skeptiske landsdommere, og Claus Raschs udtalelse om de jyske landsdommere var kun en gentagelse af Leonora Christines udtalelse fra omkring 1670, at "den, som da var Landsdommer i Jylland, holdte med Troldkonerne og sagde, der var ingen Troldkoner til"[202]. Denne indstilling til de jyske landsdommere kan gå helt tilbage til Erik Juels og Mogens Høegs indsættelser ved Viborg landsting i 1623 og 1640, der begge medførte en væsentlig stigning i antallet af frifindelser[203], men den der først og fremmest hentydes til, er nok Villum Lange. Han er med sit kendte melankoliker-citat blevet gjort til repræsentant for de skeptiske landsdommere. Citatet stammer fra 1670 og lyder i uddrag: "Vi haffue i disse dage hafft en hob quinder for os beskyldte for troldom, en deel haffue vi dømt til Jlden. Dog for deres store taabeligheds oc enfoldigheds skyld haffue vi sat i dommen, at sagen først skal andrages hans kongelige Mayestat [...] Den ene bekiendte selff for os at hun haffde talet med fanden oc loffuet hannem tieneste, men om det var melancholie eller anden indbildning, eller det var saa i sandhed, veed Gud. Mig kom hun for som et Menneske, der gich i barndom..."[204]. Af citatet kan udledes to væsentlige ting, nemlig for det første at Lange var villig til at dømme troldkvinder til bålet, og for det andet at han var usikker på, hvordan man skulle opfylde de givne beviskrav.

Igen oplever vi altså denne dominerende usikkerhed, og dommernes frygt for at dømme forkert blev kun bestyrket af de juridiske og økonomiske repressalier, der kunne ramme dem, hvis deres dom blev underkendt i en højerere retsinstans. At enhver fortolkning af lovens bogstav endvidere var udelukket, har heller ikke gjort dommerarbejdet mindre vanskeligt[205]. Også nævninge var ansvarlige for deres kendelser, og at der således var en risiko forbundet med behandlingen af en trolddomsproces både for anklager, dommer og nævninge har uden tvivl været endnu en dæmpende faktor perioden igennem - især hvis man var usikker på dommernes velvilje. Usikkerheden var en af årsagerne til den vilkårlighed, der prægede retsvæsenet, og den blev absolut ikke mindre af, at teoretisk uddannelse af dommere var ikke-eksisterende[206]. Sagen var simpelthen, at "parterne kunde risikere allehaande, selv i Sager med evident Hjemmel for deres Ret."[207]

Dommernes ansvar øgedes også af en anden, meget vigtig udvikling, idet man gennem det 16. og 17. århundrede gik fra renselses-pligt til bevispligt og mod slutningen af perioden desuden foretrak materielt bevis fremfor formelt[208]. Ifølge landsskabslovene skulle man som nævnt rense sig ved jernbyrd, hvis man blev anklaget, og også de kirkenævn og andre nævningeting, der erstattede denne ordning, var lagt an på den anklagedes pligt til at rense sig selv. De krav til beviser, der før havde lydt, blev efterhånden større og større, indtil man f.eks. i Falster-sagen kunne opleve B.Albertin kræve sådanne beviser[209]. Med en forordning af 31.3.1635 var man formelt gået over til det materielle bevissystem, hvorefter det mere skulle dreje sig om sagernes egentlige sammenhæng end f.eks. om de impliceredes troværdighed og rygte. Nævningetingene og tolv-mands eden blev dog først afskaffet med Danske Lov, så reelt har der været tale om en lang overlapningsperiode. I denne periode fremkom også prokuratorstanden, der i flere af de ovenfor gennemgåede sager skulle give dommerne grå hår i hovedet[210]. I Falster-sagen så man flere dommere beklage sig over, hvorledes prokuratorerne fik kvinderne til at trække deres tilståelser tilbage, og denne "relativering af sandhedsbegrebet" har slet ikke levnet plads til trolddomsforbrydelsen. Prokuratorernes arbejde bestod i at undersøge skyldsspørgsmålet, og hvis der var noget, der ikke var befordrende for trolddomsprocesserne, så var det undersøgelser.

I den sidste del af 17.århundrede fordrede man altså i stigende grad beviser, men når V.Lange end ikke i 1670 følte sig sikker på at kunne dømme på frivillige tilståelser, så var det egentlig kun i forskrivelsessager, hvor der forelå et (materielt) dokument, at man kunne opfylde beviskravene[211]. Det var denne problematik, der gjorde de fleste dommere usikre, men der skulle gå knap hundrede år, før man turde udtale konsekvenserne af de nye beviskrav. I forlængelse af lands-dommer Mathiesens overvejelser[212] kunne juristen L.Nørregaard i 1788 konstatere om pagtslutningen, som den var omtalt i D.L.6-1-9, at "denne Pagt ei aleene af Delinqventen, men og af Dievelen, som ethvert andet Forbund, maae være samtykket og vedtaget; thi ellers er kun Misgierningen begyndt, men ei fuldbyrdet, og Lovens Straf følgelig upassende". I 1797 kunne en anden jurist, Christian Brorson, afsluttende slå fast: "Vi have da her en Artikel, der aldrig kan anvendes"[213]. Det havde den ikke kunnet i over 100 år.

4.5. Sammenfatning.

Selvom den umiddelbare grund til processernes aftagen, idet man anvendte den akkusatoriske procesform, nødvendigvis måtte være den almindelige befolknings manglende søgsmål, så er det i det ovenstående påvist, at disse ikke skyldtes manglende tiltro til trolddommens realitet. Det folkelige element var i det store hele uforandret fra de officielle processers fremkomst til efter deres afslutning. I teologiens verden følte man åbenbart ikke det store engagement nødigt, og fra officiel kirkelig side måtte man nøjes med Kirkeritualens budskab om, at man burde udvise forsigtighed. Samtidig så man forkrampede enkeltudfald til forsvar for den trolddomstro, kirken selv tidligere havde defineret; den kirke hvis magt i den verdslige sfære på dette tidspunkt var blevet væsentligt reduceret. Fra juridisk side derimod havde man stor magt over processernes forløb: Med 1617-recessen havde man været med til at starte de voldsomme forfølgelser[214], og Danske Lovs delvise gentagelse af de samme bestemmelser var måske en del af årsagen til den opblussen, der fandt sted i Jylland i 1683-87. Øvrighedens primære interesse var dog orden, og med 1686-reskriptet fik man denne genoprettet.

5.2. De nye strømninger[246].

At den filosofiske rationalisme, den mekaniske filosofi, eller hvad man nu vil kalde disse nye strømninger, skulle have haft nogen indflydelse på trolddomsprocessernes ophør i Danmark, benægter de fleste[247]. Alligevel vil jeg i det følgende kapitel søge at påvise, at dette i nogen grad kan have været tilfældet. Sandsynligvis er det rigtigt, at Descartes' mekaniske filosofi endnu ikke havde fået sit "gennembrud" i Danmark[248], da processerne begyndte at aftage. En afgørende påstand fra min side er imidlertid, at der ikke fordres et "gennembrud", for at en tankegang skal kunne påvirke beslutningsprocesserne. Mentalitets-ændringer afgøres ikke ved flertalsbeslutninger, og den vågnende skepsis, der bl.a. var en konsekvens af Descartes' tanker, kunne nemt gøre sig gældende uden et "gennembrud". De afgørende spørgsmål bliver da: 1) Hvad findes der af indicier for, at de nye strøm-ninger i en eller anden form gjorde deres indflydelse gældende overfor den lærde elite i den sidste halvdel af det 17. århundrede? 2) Hvis en sådan indflydelse kan påvises: Hvilken effekt havde den da på trolddomsprocessernes ophør?

Det tydeligste bevis for en cartesiansk tankegang blandt den lærde elite finder vi hos ingen ringere end Thomas Bartholin, der med følgende udtalelse fra nogle epistler, der blev udgivet allerede i 1667, afslørede stor påvirkning fra Descartes: "Jeg ved ikke, hvor meget Du tror paa saadanne Hexe; jeg ved blot, at jeg tror meget lidt derpaa. Jeg ville simpelthen ikke tro paa mig selv, hvis jeg personligt overværede saadanne Blændværker. De dygtigste og skarpsindigste Filosoffer er alle af den Opfattelse, at vi ikke engang kan tro paa Alt, hvad vi selv ser. Hvor saaledes Fornuften hviler, ogsaa Dømmekraften. For mit Vedkom-mende anser jeg disse Ting for Opspind af Melankolikere"[249]. At der var tale om en helhjertet tilegnelse af Descartes tanker ses bl.a. deraf, at den lærde mediciner end ikke vidste sig sikker på sine egne sanser, og at han kaldte de pågældende filosoffer for de dygtigste og skarpsindigste. Endelig påstod han, at alle disse dygtige filosoffer var enige; det har filosofferne nu aldrig været. Johansen er også inde på Thomas Bartholin og den nævnte ytring, men hans behandling af citatet er meget kritisabel: Efter at have påstået at Bartholin ikke har udtalt sig om emnet (altså hekse), bringer han et uddrag af pågældende epistel, som han dog både fejlciterer og beklipper, så der intet siges om hverken "Hexe" eller cartesianske tanker. Johansen citerer ligesom jeg efter Jacobsen, 1966, så det kan ikke være her, fejlen er opstået[250].

Thomas Bartholin har tilsyneladende på et tidspunkt skiftet mening om heksevæsenet, for han har tidligere været mindre skeptisk[251]. En grund til denne meningsændring kan nemt have været påvirkning fra hans bror, professor i medicin Erasmus Bartholin, der under langvarige ophold i Leyden fra 1646-1657 havde tilegnet sig Descartes' tanker. Atter tilbage i fædrelandet arbejdede han med eksperimentalfysiske forsøg indenfor områder, der samtidigt optog folk som Descartes, Newton og Huyghen. Erasmus Bartholin nød kongens gunst, var lærer for Prins Jørgen og fra 1675 assesor i Højesteret, hvor vi ovenfor i forbindelse med Nibe-sagen har set ham diagnosticere en påstået besat som "siug og melancholisk". Vi har altså her at gøre med en indflydelsesrig, cartesiansk påvirket professor, som var højtplaceret inden for retsvæsenet, og som i kraft af dette har været i stand til at yde en betydelig påvirkning til forskellige sider. Også Erasmus Bartholin omtales af Johansen, men hans betydning affærdiges med et brev fra Thomas Bartholin, hvori det bl.a. hed om den jævne befolkning: "De hverken lyder lægernes ordrer eller tillader en metodisk kur, da lægerne sjældent kaldes før alt er forsøgt og almuens midler forgæves prøvet."[252] Dette er iøvrigt det eneste argument, Johansen anfører som forsvar for sin påstand om, at de skeptiske lærde ingen indflydelse skulle have på den almindelige befolkning. Jeg er som bekendt ganske enig med Johansen i, at der ingen direkte mentalitetsændring kan påvises fra eliten til almuen. Men i modsætning til Johansen mener jeg, at der har været tale om en direkte påvirkning ad anden vej, nemlig via loven og domstolene, og det var her, at folk som Erasmus Bartholin kunne påvirke udviklingen med deres moderne meninger. Ikke påvirke den almindelige befolkning, men påvirke kollegaer ved domstolene og i centraladministrationen.

En mere direkte påvirkning fra medicinsk side var den flere gange nævnte melankoli-diagnose, og det er ikke umuligt, at denne har været en af årsagen til processernes ophør. Vi har set den fremdraget af både Villum Lange, landsdommer Mathiesen, Erasmus og Thomas Bartholin samt H.G.Masius, og i højesterets behandling af det sidste årtis sager, var den gennemgående indstilling ofte overbærende overfor de anklagede koners "gammel snach"[253]. Sygdomsforklaringen var hele tiden lige for[254], og det var svært at opponere mod sådanne forklaringer. De var hverken imod Guds eller kongens lov, og i Kirkeritualen måtte man nøjes med at advare mod overdreven brug af forklaringen. Johansen giver et eksempel på, at man også i Centraladministrationen argumenterede med sygdomsforklaringen, da man efter 1686-reskriptet flere gange benådede dømte troldfolk, men han afviser samtidig, at sygdomsforklaringen skulle have haft nogen indflydelse på ophøret[255].

5.2.1. Et nyt verdensbillede[256].

"...Spørgsmålet om baggrunden for trolddomsprocessernes ophør må anskues i en større sammenhæng, der vel nok kan siges at udgøre et af historiens mest grundlæggende og vanskeligste problemer: Overgangen fra en magisk-religiøs menneskeopfattelse og kosmologi - baggrund og ramme for alt hvad mennesker har tænkt og gjort i den pågældende periode - til en lige så mangetydig og modsætningsfyldt virkelighedsfor-ståelse med en anden form for rationalitet."[257] Sådan hedder det i afslutningen til et af de nyeste, men desværre ikke særligt dybtgående, bidrag til belysning af de danske trolddomsprocessers ophør. Der er tale om en ganske afgørende pointe, som har fået al for lidt opmærksomhed i både den danske[258] og den internationale forskning, og som jeg derfor i det følgende vil uddybe.

Når man leder efter forskellige anledninger til processernes ophør, kan det naturligvis være gavnligt at lede efter enkelte, specifikke forklaringer. Men søger man de bagvedliggende årsager, må man være opmærksom på, at trolddomsprocesserne kun kunne finde sted, fordi de blev legitimeret af et større verdensbillede, og at de senere ophørte fordi verdensbilledet begyndte at smuldre. Russell gør opmærksom på, at "no intellectual framework existed from which to fight witchcraft beliefs"[259], og det er først da man senere, med det jeg har kaldt de nye strømninger, får et nyt intellektuelt fundament, at man med vægtige midler kan begynde at bekæmpe trolddomstroen. Ikke ved at angribe selve trolddomsbegrebet direkte, men ved at opbygge et nyt verdensbillede, udfra hvilket de "middelalderlige" trolddomsprocesser måtte ophøre[260]. Da trolddomsprocesserne var på deres højeste, var der kun meget få kritiske røster, og disse blev enten bortcensureret eller mistænkeliggjort i en sådan grad, at de selv var med til at øge frygten for, at Satans anslag havde karakter af eet stort komplot. Trolddoms-processerne blev legitimeret fra alle sider: Fra den folkelige forestil-lingsverden, som man delvist havde tilført det teologiske forbrydelsesbegreb, og fra filosofisk, juridisk og verdslig side[261].

Ved udgangen af senmiddelalderen var kirken imidlertid presset, og efterhånden mistede kirken en stor del af sin magt, ligesom naturvidenskaberne, filosofien samt den politiske, økonomiske og sociale verdslighed fik mod og mulighed for at gå deres egne veje. I takt med denne udvikling blev det stadigt sværere at legitimere processerne. Trolddomsprocesserne var et stykke af middelalderen, der var blevet ført med ind i den nye tid, og de kan lignes med en kolos på lerfødder, der ikke kunne står selv, og hvis beståen derfor kun blev opretholdt, fordi den støttedes fra alle sider. Hvis støtterne forsvandt, ville den styrte om - og det var netop, hvad der skete, da bl.a. den juridiske støtte begyndte at forsvinde som resultat af det nye verdensbilledes krav om efterprøvelse og bevisførelse.

Jeg vil vove den påstand, at de nye strømninger på en eller anden måde må have haft en fællesnævner; de var alle dele af det fælles verdensbillede, der i disse år var ved at erstatte et tidligere. Descartes' filosofi bør derfor ikke betragtes isoleret, uanset hvor ny og exceptionel den var, for den delte det grundvilkår med mange af samtidens nye strømninger, at de alle fremstod på baggrund af den dybe fortvivlelse over mangel på faste holdepunkter, som man oplevede i starten af det 17.årh. Det var den samme søgen efter sikker viden, der drev naturvidenskaberne frem til store opdagelser i denne periode, og fælles for alle disse bestræbelser var, at man havde opdaget forandringens mulighed. Med Kopernikus, Galilei og andre banebrydende videnskabs-mænd havde man opdaget, at det var muligt at rykke fortidens overleverede erkendelse; man havde opdaget bevægelsens mulighed, og man gik nu igang med på eksperimenterende vis at efterprøve alt, for ved hjælp af egne undersøgelser at fastslå hvordan verden hang sammen[262].

Amerikaneren Thomas Kuhn har arbejdet indgående med sådanne skift mellem verdensopfattelser, som han kalder paradigmeskift, og efter hans beskrivelse forløber et sådant som følger[263]: Når man har samlet sig om et givent paradigme, anvender man dette som grundlag for al videre forskning/handling, idet man tager dets sandhedsværdi for givet og altså ikke behøver at underkaste det nogen kontrol. Oplever man fænomener, der ikke kan passes ind i paradigmet, vil man i første omgang give alt andet end paradigmet skylden, men selvom det lykkes at bortforklare disse anomalies, vil de efterhånden akkumuleres, og "eventually prompt the suspicion that something is amiss with the currently accepted paradigm, and set the stage for its demise."[264] Således Kuhn; jeg er fuldt opmærksom på, at man ikke kan applicere Kuhns teorier direkte på trolddomsprocessernes ophør, ligesom jeg for en sikkerheds skyld vil gøre opmærksom på, at et paradigme er en meget svært definérbar størrelse, for så vidt der altid eksisterer utallige paradigmer/ verdensbilleder på een gang. Alligevel mener jeg, at man med stort udbytte kan anvende Kuhns tanker på denne opgaves problematik.

At man kan sammenligne grundlaget for trolddomsprocesserne med et paradigme, forsvares bl.a. deraf, at dette dogmelignende grundlag tages for givet og ikke udsættes for kritik før sidst i forløbet. I videre forstand var det altså ikke kun trolddomsprocessernes fundament, der blev angrebet med fremkomsten af det nye, rationalistiske verdensbillede men kristendommens fundament i det hele taget, som Wittendorff indledende antydede. De Anomalies, der efterhånden blev ophobet, bestod i denne sammenhæng af enhver erfaring, der ikke kunne passes ind i det teologisk-mytologiske paradigme, der udgjorde processernes grundlag[265]. Også Midelforts stereotypi-nedbrydelser, som vi har set flere eksempler på under pkt.3, og de sager, der blev afsløret som bedrag eller som resultat af sygdom, er eksempler på sådanne anomalier. Med den omtale melankoli- og sygdomsforklaringsmodel har vi et eksempel på, hvordan man med de naturvidenskabelige, rationelle forklaringer, der skulle blive en stor del af det nye verdensbillede, kunne indpasse fænomener i et nyt verdensbillede, der ikke lod sig indpasse i det gamle. Trolddomsprocesserne var blot et af mange fænomener, der måtte ophøre, da det rationalistiske paradigme begyndte at gøre sig gældende.

5.3. Sammenfatning.

Processernes ophør i Danmark er ikke viet megen opmærksomhed i forskningen, og som det eneste målrettede forsøg på en forklaring står Johansens disputats. Jeg har derfor været nødt til at vie denne megen opmærksomhed i det ovenstående, og jeg håber at have gjort rede for, hvorfor jeg heller ikke med Johansens forklaring mener, at vi har fået forklaret processernes ophør tilfredsstillende. Angrebene på Johansen kan virke endeløse, men i virkeligheden er det ganske få grundlæggende synspunkter, der skiller os. Det er mistænkelig nemt at kritisere andres teorier, og langt sværere at sætte egne teorier i stedet. Mit eneste formål med at kritisere Johansens forklaringsmodel har været at antyde, at vi endnu ikke har fået forklaret de danske trolddomsprocessers ophør.

Kilderne svigter os i nogen grad, og jeg mener derfor, at det er meget svært at sige noget nøjagtigt om, hvornår processerne begynder at aftage. Det eneste, vi kan sige med sikkerhed, er, at de officielle trolddomsprocesser ophørte omkring indgangen til det 18.århundrede. Jeg har derefter forsøgt at påvise, at ophøret ikke kom oppefra men nedefra, og at det var en konsekvens af en mængde nye strømninger, der var i færd med at ændre hele verdensbilledet.

6. Konklusion.

Grundlaget for de danske trolddomsprocesser var radikalt anderledes end det, der lå til grund for de centraleuropæiske processer. Trolddomsfor-følgelserne havde deres årsag i en række universelle mekanismer, men en række faktorer bevirkede alligevel, at processerne kom til at forløbe vidt forskelligt fra land til land. I Danmark blev processerne rejst på grundlag af de folkelige trolddomsforestillinger, og teologerne havde kun ringe indflydelse på processernes indhold. Tendensen i Danmark var, at myndighedernes indgreb som regel vikede hæmmende for processernes udfoldelse.

Ved at gennemgå en række konkrete sager har jeg forsøgt at give en karakteristik af trolddomstroen i processernes afsluttende fase. Forsøger man at finde fællestræk ved disse sager, er der især eet træk, der dominerer billedet, nemlig den vilkårlighed der præger sagernes behandling. Man savner helt den systematisering og uniformering, der dominerede proceduren i Centraleuropa, og man får ofte det indtryk, at enkeltpersoner har haft en afgørende indflydelse på processernes forløb.

Således har jeg f.eks. gjort mere ud af at betone Erasmus Bartholins rolle i processernes afsluttende fase, end det er sket andre steder, og jeg har antydet, at hans indflydelse måske har været overordentlig stor. Mere væsentligt er det dog, at enkeltpersoner generelt kan tænkes at have spillet en stor rolle; f.eks. folk som Villum Lange, Christoffer Bartholin eller Matthias Moth. Mere grundige studier i sådanne personers indflydelse på trolddomsprocessernes ophør ville derfor være ønskelige. Også andre emner kunne med stor nytte studeres nærmere, f.eks. befolkningens tilegnelse af andagtslitteraturen, betydningen og indholdet af adelens dannelsesrejser, påvirkningen fra andre landes restspraksis og lovgivning o.s.v. Der er som nævnt forsket forbløffende lidt i den afsluttende periode af trolddomsprocessernes historie, og de danske processers ophør er endnu ikke tilstrækkeligt forklaret. Det er de heller ikke blevet med nærværende opgave, hvis primære mål har været at belyse nogle sider af emnet, som man med held kunne undersøge nøjere i fremtiden.

Processerne ophørte, fordi de ikke længere blev rejst af befolkningen. Folk holdt op med at rejse sagerne, fordi de blev usikre på dommernes velvilje og dermed ikke var villige til at løbe den risiko, der var forbundet med at rejse sådanne trolddomssager. At befolk-ningens vilje til at forfølge troldfolkene dog stadig var til stede selv efter de officielle processers ophør er til fulde påvist ovenfor. Man kan således sige, at processerne ikke ophørte, men at de blev afskaffet[266].

Risikoen for at tabe en sag var blevet stadigt større, da dommerne ved de højere retsinstanser i stigende grad var blevet uvillige til at dømme troldfolk til bålet. Uviljen bundede i en usikkerhed, der var opstået, fordi dommerne var blevet opmærksomme på, hvor svært det var at opfylde beviskravene i trolddomssager. At man efterhånden skærpede disse beviskrav betydeligt har ikke gjort det nemmere for dommerne. I modsætning til en stor del af de danske historikere, der har beskæftiget sig med emnet, vil jeg hævde, at den mekaniske filosofi bl.a. på denne måde har haft en afgørende indflydelse på de danske trolddomsprocessers ophør.

Nye strømninger begyndte at gøre sig gældende på en række forskellige områder, hvilket medførte, hvad man kunne kalde et "trolddomsprocessernes syndefald": En skepsis over for det magiske grundlag, hvorpå trolddomsprocesserne hvilede, begyndte at gøre sig gældende i forskellige dele af den lærde elite, bl.a. fordi man efterhånden blev i stand til at kunne forklare mange af de hidtil uforklarlige fænomener. Jeg kalder det et syndefald, fordi der var tale om en skepsis, der ikke kunne gå i sig selv igen. Når man først een gang havde erfaret, at der var grund til at være skeptisk, så ville denne skepsis fortfarende være tilstede. Sådanne erfaringer kunne dommerne gøre sig, når de f.eks. oplevede en sag som den fra Nibe, for i den forbindelse var der al mulig grund til at være skeptisk. Næste gang skulle de nok vide at være mere kritiske[267].

Hvis trolddomsprocesserne skulle vare ved, måtte de bestandigt bekræftes. Fik de lov til at passe sig selv, ville de til sidst ophøre. I forbindelse med de sidste større spanske trolddomsprocesser skrev inkvisitoren Alonso de Salazar i en indberetning: "...med passende tavshed og reservation fandtes der hverken hekse eller forgjorte på stedet, førend man begyndte at tale eller skrive derom." Noget senere, i 1749, har vi fra Holbergs pen nogle lignende udtalelser: "Hvad som meest svækker den Lærdom om Hexerie, er dette, at jo meere man tvivler om dets Realitet, jo mere tager det af: Thi hvad som man ved en stærk Troe dagligen haver seet at tilvoxe, haver man ved Vantroe dagligen seet aftage..."[268]. Trolddomstroen havde tidligere bekræftet sig selv i en selvforstærkende cirkel. Da denne cirkel blev brudt, brød processernes fundament hurtigt sammen.

Fra første færd havde trolddomsprocessernes realitet været betinget af en række forskellige faktorers sammenblanding, og med nogle af disse faktorers opløsning, ophørte de officielle trolddoms-processer[269]. I Danmark var det især den juridiske side af sagen der svigtede, men heller ikke teologerne havde været gode til at opildne forfølgelserne. En kamp var igang mellem to forskellige verdens-billeder[270]. Med så vægtige autoriteter som Bibelen, loven og traditionen i ryggen kæmpede dele af befolkningen og enkelte teologer en forgæves kamp. De ønskede at bevare det gamle, statiske verdensbillede, som havde været en uundværlig støtte for trolddomsprocesserne, men som nu var ved at gå i opløsning. De tabte kampen.

7. LITTERATURLISTE.

Primærlitteratur:

Brunsmand, Johan: Køge Huskors (1674) og En Liden, kort og enfoldig Erklering (1700). Udgivet med indledning og noter v. Anders Bæksted. København, 1953. P.87-305:

Bæksted, Anders: Besættelsen i Tisted 1696-98. Odense, 1959. Af 821 sider skønnes ca. 300 at være primærlitteratur:

Christensen, C.V. og Fr. Hallager: Besættelsen på Rosborg. Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 3.Rk, 2 (1899-1900). P.225-260. Af 36 sider skønnes 12 at være primærlitteratur:

Jacobsen, J.C: Danske Domme i Trolddomssager - i øverste Instans. København, 1966. P. 241-309, og af p. 137-239: 25 sider der skønnes at være primærlitteratur:

Jacobsen, J.C: Den sidste Hexebrænding i Danmark 1693. København, 1971. Af 110 sider skønnes 100 at være primær-litteratur:

Jacobsen, J.C: Besættelse og trolddom i Nibe 1686. København, 1973. Af 69 sider skønnes 60 at være primærlitteratur:

Primærlitteratur i alt:

Sekundærlitteratur:

Barnes, Barry: Thomas Kuhn. The Return of Grand Theory in the Human Sciences, ed. Quentin Skinner. Cambridge, 1991. P.83-100:

Birkelund, Merete: Troldkvinden og hendes anklagere. Århus, 1983. P. 5-137:

Brink, Torben: Den teologiske forståelse af trolddom i Dk indtil midten af det 17. årh. Utrykt speciale. Århus, 1992:

Brunsmand, Johan: Køge Huskors. Med indledning og noter v. Anders Bæksted. København, 1953. P. 9-86:

Bæksted, Anders: Besættelsen i Tisted 1696-98. Odense, 1959. Af 821 sider skønnes 521 at være sekundærlitteratur:

Christensen, C.V og Fr. Hallager: Besættelsen på Rosborg. Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 3.Rk, 2 (1899-1900). P.225-260. Af 36 sider skønnes 24 at være sekundærlitteratur:

Dahlerup, Troels: Den gejstlige jurisdiktion i dansk middelalder. Fortid og nutid, 23, 1966-68, p.297-309:

Easlea, Brian: Witch Hunting, Magic and the New Philosophy. Brighton, 1980. P.196-222:

Glebe-Møller, Jens: Om enevældens teologer og ortodoxiens forfald. Københavns Universitet 1479-1979, Ed. Leif Grane. København, 1980. Bd.5, p.156-195:

Henningsen, Gustav: Hekseforfølgelser efter "hekseprocessernes tid" -et bidrag til dansk etnohistorie. Folk og kultur, 1975, p.98-151:

Henningsen, Gustav: Trolddom og hemmelige kunster. Dagligliv i Danmark, Ed. Axel Steensberg. Haslev, 1981. Bd.1, p.161-196:

Henningsen, Gustav: Hekseforfølgelser. Dagligliv i Danmark, Ed. Axel Steensberg. Haslev, 1981. Bd.1, p.353-376:

Henningsen, Gustav: Heksejægeren på Rugård - De sidste trolddoms - processer i Jylland 1685-87. Herning, 1991:

Henningsen, Gustav: Anmeldelse af Jens Chr.V.Johansens disputats. Historisk Tidsskrift, 16.Rk, 1, 1992. P.131-149:

Holm, Preben: Lidt om hekse. Præsteforeningens Blad, 12-13, 1994, p.249-261:

Iuul, Stig: Lov og ret i Danmark. København, 1969. P.19-26,64-77:

Jacobsen, J.C: Danske Domme i Trolddomssager - i øverste Instans. København, 1966. 78 sider af p.137-239 skønnes at være sekundærlitteratur:

Jacobsen, J.C: Den sidste Hexebrænding i Danmark 1693. København, 1971. Af 110 sider skønnes 10 at være sekundær-litteratur:

Jacobsen, J.C: Besættelse og trolddom i Nibe 1686. København, 1973. Af 69 sider skønnes 9 at være sekundærlitteratur:

Johansen, Jens Christian V: Tavshed er guld... En historiografisk oversigt over amerikansk og europæisk heksetros-forskning 1966-1981. Historisk Tidsskrift 14.Rk, 2 (1981-1982), p. 401-423:

Johansen, Jens Christian V: Denmark: The Sociology of Accusa-tions. Early Modern European Witchcraft. Centres and Peripheries, Eds. Bengt Ankarloo & Gustav Henningsen. Oxford, 1990. P.339-365:

Johansen, Jens Christian V: Da Djævelen var ude..... Odense, 1991. P.9-100, 128-197:

Jensen, Anton: To hekseprocesser. Staten og civilisationen. Mentalhistoriske essays om Danmark i 1700-tallet. Eds. Thomas Bloch Ravn et al. Den jyske Historikers Skriftrække nr.1, Århus, 1984. P.78-81:

Jørgensen, Jens Ulf: Ting og rettersted. Dagligliv i Danmark, Ed. Axel Steensberg. Haslev, 1981. p.307-352:

Lausten, Martin Schwarz: Reformationen i Danmark. Viborg, 1987. P.152-171, 193-199:

Riising, Anne: Danmarks middelalderlige prædiken. København, 1969. P. 330-344:

Russell, Jeffrey B: A History of Witchcraft. - Sorcerers, Heretics, and Pagans. London, 1980. P.63-130:

Stybe, Sv. Erik: Fra folkevækkelse til enevælde af Guds nåde. København, 1975. P.131-153:

Tamm, Ditlev: Christian IV's kanslere. København, 1987. P.120-135:

Thomas, Keith: Religion and the Decline og Magic. - Studies in Popular Beliefs in Sixteenth- and Seventeenth-Century England. London, 1991. P. 179-208, 517-701, 755-800:

Trevor-Roper, H.R.: The European Witch-Craze of the Sixteenth and Seventeenth Centuries. New York, 1967. P.101-192:

Tørnsø, Kim: Djævletro og folkemagi - Trolddomsforfølgelser i 1500-og 1600-tallets Vestjylland. Århus, 1986. P.5-10, 78-126:

Wittendorf, Alex: Trolddomsprocessernes ophør i Danmark. Historisk Tidsskrift, 16.Rk, 1, 1992, p.1-28:

Sekundærlitteratur i alt:

Litteratur i alt:

219 sider

300 sider

12 sider

94 sider

100 sider

60 sider

785 sider

18 sider

133 sider

42 sider

78 sider

521 sider

24 sider

12 sider

27 sider

40 sider

54 sider

36 sider

24 sider

192 sider

19 sider

13 sider

32 sider

78 sider

10 sider

9 sider

23 sider

27 sider

162 sider

4 sider

46 sider

27 sider

15 sider

58 sider

23 sider

16 sider

261 sider

92 sider

55 sider

28 sider

2199 sider

2984 sider

=======

GGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGGG

8. Bilag 2: Lovgrundlaget.

Københavnske Reces af 6.12.1547[271].

Art.8: Udeske mand maa ingen mand vitne til skade.

Item skal ei heller nogen udedske meniske eller nogre andre, som forvunden ere for nogen uerlig sag tiufve, foredre, troldkarle eller troldkvinder staa til troende enten udi vitnisbiurd eller udi andre maade, i hvad de ville sige eller vitne paa nogen.

Art.17: Ingen skal pinligen forhøris, førend han er dømpt.

Item skal ingen pinligen forhøres, uden den er tilforne lougligen forvunden til døde for nogen ugierning.

Kalundborgske Reces af 21.11.1576[272].

Art.8: Hvorledis holdis skal, naar kirkenefnd ofversvere nogen troldomssager.

Och eftersom vi hafve formerkt, hvorledis at naar Kirkenefn och andre, som pleie at sverge om trolddomssager, opkrefvis och sverge nogen, som beskyldis for slig misgierninger, til ilden, da er det tit och ofte blefvit befundet, at de, som saa ere blefvit ofversvorit och ret, hafve verit uskyldige, da paa det at ingen i saa maade skulle ofverillis eller uskyldigen tagis af dage, førre end endelig dom er gangen, ville vi, at al tid herefter saa dermed holdis skal, at naar kirkenefnhafver ofversvorit nogen, som for troldomsager er anklagit, da skal dend, som ofversvorit er, icke strax rettis, men blifve besiddendis, til saa lenge sagen indstefnis til landstinget, och landsdommerne da at dømme derpaa och enten dømme forskrefne kirkenefn ved magt eller feld at være, och dersom dends slegt och venner, som ofversvorit blifver, icke ville stefne sagen til landsting och tage dom, da skal det stande dend anden part oben fore at stefne och tage endelig dom efter, som forskrefvit staar. Dog skal dend, som ofversveris, icke aflifvis, førre dom er gangit til landsting, som førre er rørt.

Forordning af 12.10.1617[273].

Om Troldfolk og deres medvidere.

Eptersom daglig forfarenhed gifver til kiende, at nogle hemmelige konster, som ere signen, manen, maalen, characteres eller malen, vise igien, visse dagers udi ugen edvelelse etc., fast gaar i svang och holdis for indifferent och uforbudne af den aarsage, at de formenis at komme meniskenerne och fe til gafn och helbrede, saa och epterdi der udi under tiden mengis och vanbrugis nogle formente guds ord, uanset at saadanne konster af gud allermegtigste høiligen forbudne ere som de, meniskene fra gud och af hannom tilforordnede naturlige hirlp och medicin til diefvelen och hemmelige unatturlige raad och middel henvender och bortfører, och der foruden befindis forskrefne konster fast at verre alle trolfolkis første alphabet och til troldoms onde och ulyckelig idret er ret ophof och begyndelse, da paa det saadan guds fortørnelse och vederstyggelighed nest guds hielp kunde afstillis och forekommis, hafver vi verrit foraarsagit at tenke paa alvorlige och der til tienende middel och veie och derfore med vore rigens raad saaledis herom determinerit och forordnit, saa och (hermet) determinerer och forordner.

1. at dersom nogen epter denne daug befindis udi forskrefne konster kyndige och forfarne at verre och dennom øfve och bruge, daa skulle de, som ere af adel, stande til rette och straffis epter, som af os och vore rigens raad ofver dennom kient och afsagt vorder; de andre, som icke ere af adel, skal hafve forbrut deris boeslod och rømme alle vore riger, lande och førstendomme, meden de, som saadanne folkis medvidere ereoch deris raad och daad til sig eller sine bruge aller bruge lade, skal første gang, om de ere af adel, staa obenbare skrift och hafve forbrut til nestliggendis hospital et tusinde daller; de andre skulle i lige maader staa obenbare skrift och straffis epter deris formufve; anden gang, saa frembt nogen befindis i samme forseelse, da skulle de, e hvo som helst de ere, uden al exception lige pen och straf verre undergifne med dennom, som konsterne øfve och der udi forfarne ere.

2. Hvis rette trolfolk belangis er, som med diefvelen sig bebundit hafver eller med hannom omgaais, med dennom skal forholdis epter lougen och recessen; meden de, som sig med saadanne folk indvikler och ved deris troldom noget isg understaar at lade forrette, skal straffis paa deris hals uden ald naade.

3. Och paa det saadan voris alvorlig vilge och forordning gud til ere dis bedre kand epterkommis, da biude vi och hermed strengeligen befaller alle vore befalingsmend och ridderskaf, saa och bisper, provister, prester, borgemestere, raadmend, fogeder och alle andre, som ere i øfrighed(s) kald och bestilling, at de enhver epter sin condition, strax de derom videndis vorder, alle dennom, om hvilke denne vor forordning formelder, andgifver, tiltaller och straffe lader, saa frembt de self derfore icke vil stande ps til rette som de, saadanne folkis medvidere ere och med dennom samtycke.

Danske Lov, 1683[274].

1-5-3: Giver nogen Dommere een Uretfærdig Dom ud, og det skeer, fordi hand er ikke ret undervist i Sagen, eller om Sagen er hannem Vrangt forredragen, eller og hand haver det giort af Vanvittighed, da skal hand igiengive den, som hand med sin Dom Uret giort haver, hvis bevislig Skade, Kost og Tæring, hand derpaa lidt og giort haver; Kand det og bevisis, at Dommeren haver taget Gunst, Gave, Vild, eller Frændskab for Retten, eller Sagen findis saa klar, at det ikke kand regnis for Vanvittighed, eller Vrang Undervisning, da skal hand derfor afsettis, og ej sidde meere i Dommers Stæd, og bøde imod den forurettede Skaden igien, være sig Gods, Liv, eller Ære, og Kongen, hvis overbliver af hans Boeslod.

1-5-4: Døer nogen Dommere, som for Uretfærdig Dom beskyldis, før end Sagen til OverDommeren indstævnis, eller der endelig paa hans Forseelse efter klar Bevislighed kient vorder, da svare hans Arvinger Skaden aleene, og skal det ej være den Afdødis Lempe for nær, som den, der ikke kand møde, og svare for sig.

1-13-19: Intet Udædisk Menniske, eller nogen anden, som forvunden er for nogen Uærlig Sag, Tyverj, Forræderj, eller Troldom, skal staa til troende i Vidnisbyrd, eller i andre maader, i hvad de ville sige og vidne paa nogen.

1-15-1: Hvis nogen for Dom og Ret vedgaar det , som hand sigtis og beskyldis for, da maa hand det ej siden fragaa.

1-20: Ingen skal pinligen forhøris, uden hand tilforn er dømt til Døde for nogen Ugierning, med mindre det er in crimine Majestatis i højeste Grad, hvor Sagens Beskaffenhed ikke lider, at den almindelige Lands Proces kand følgis.

1-24-51: Naar nogen for Troldom, eller for Drab, er dømt fra sit Liv til Hiemting, da skal dog efter samme Dom ingen Exsecution skee, før end den af Landsdommerne, eller Overretten, bliver ved Magt kient; Og dersom den Beskylte, eller hans Slegt og Venner, ikke vil stævne SAgen til Landsting, eller Overret, da staar det Sagsøgeren frit for der endelig Dom at tage.

6-1-7: Hvem som overbevisis at have lastet Gud, eller bespottet hans hellige Navn, Ord og Sacramenter, hannem skal Tungen levendis af hans Mund udskæris, dernæst hans Hoved afslais, og tillige med Tungen serttis paa een Stage.

6-1-9: Befindis nogen Troldmand, eller Troldquinde, at have forsoret Gud og sin hellige Daab og Christendom, og hengivet sig til Dievelen, den bør levendis at kastis paa Ilden og opbrændis.

6-1-10: Hvo som bruger nogen galne indbildede Konster med Forsæt at ville forgiøre og skade een anden, have sin Hovedlod forbrut; Og er det Mandsperson, da straffes hand med Jern og Arbejd paa Bremmerholm, eller andet saadant Stæd, sin Livs Tid; Er det Qvindis-Person, straffis iligemaade i Spindehuset.

6-1-11: End bryde de ud, eller bortløbe, straffis paa deris Liv, om de kand antreffis.

6-1-12: Dersom nogen befindis med Segnen, Manen, Maalen, Igienvisning, visse Dagis Udvælgelse, Characterers Misbrug, at omgaais, og i saadanne mistænkte Konster kyndige og forfarne at være, og dem øve og bruge, da skulle de have forbrut deris Boeslod, og rømme Kongens Riger og Lande.

6-1-13: De, som ere saadanne Folkis Medvidere, og deris Raas og Konster til sig, eller andre, bruge, eller bruge lade, skulle første Gang staa aabenbare Skrifte, og give til næste Hospital to tusinde Lod Sølv, om de Middel dertil have, ellers efter deris yderste Formue. Befindis nogen anden Gang i samme forseelse, da straffis den ligesom de, der saadan Ugudelighed og Daarskab øve.

6-21-6: Kalder Mand anden Tyv, Horesøn, Forræder, eller andre Ubeqvems Ord; Er hand ved sin fulde Lavalder, da bliver hand selv den samme Mand, med mindre hand den anden saadan Gierning skielligen overbevise kand. Er hand mindre Aaring, miste sin Hud.

6-21-8: Overbevisis nogen at have skrevet, eller opslaget, Skandskrifter og Pasqviller paa ærlige Folk, og haver ikke været sit Navn bekirnet, da bør hand At miste sin Ære, og gaa i Jern sin Livs tid paa Holmen, eller anden Stæds; Er det paa Øvrigheden, miste sin Hals.

Fra Danmarks og Norgis Kirke-Ritual, 1685[275].

VI.Capitel, III. Artikel: Bliver Præsten kaldet til nogen, som holdis for at være besat, eller i anden Maade plagis af Dievelen, da maa hand ingenlunde afslaa det; men bør, efter sit Embedis Pligt, i HErrens Navn, efter forregaaende alvorlig Bøn og Paakaldelse til Gud, strax at forføje sig til den Syge og fornemme hans Tilstand.

End bliver hand ikke kaldet, og det er vitterligt, at saadan en er i hans Menighed, bør hand dog komme af sig selv, og, om hand saa tykkis, kand hand tage sine Medhielpere eller nogle andre Guds Børn der af Sognet med sig.

Hand maa ikke være for hastig til at dømme der om, at hand enten giør for lidet der af, eller og for meget. Ti om endskiønt slige Exempler, derfor Gud være æret! ere nu omstunder rare i Christenheden, siden den Sterkere er kommen over den Sterke [...] Saa bør mand dog ikke holde det for Fabel, Drømme, Melankoliske Griller, eller anden Sindsens Urolighed, naar saadant høris iblant os, og ikke tænke, at vi nu ere aldelis fri for slige Sathans Anfægtninger, ligesom der var ingen Plads nu mere for hannem i Christenheden, efterdi hand er ikke saa bunden til Afgrunden [...]

Ikke heller skal en Guds Tiener være for hastig til at tro den gemeene Tale om saadanne Syge; Men hand bør at være betænksom i sine Domme, og i saadan Fald vel vide at giøre Forskel paa slige Sathans Gierninger, saa at hand ikke tager det ene for det andet, og dømmer den at være besat, som enten ikkun udvortis plagis af Dievelen, eller og ved Forgift eller anden Trolddom er bragt i den Tilstand, eller og maa skee af en naturlig Svaghed saaledis kand anstille sig, efterdi der ere adskillige Sygdomme, som udi et og andet ligner dem som ere besatte, saasom Maaned-syge, Raseri, den faldende Syge og andre deslige.

Derfor naar Præsten kommer til nogen, som er saaledis anfægted, skal hand først og for Alting vel give Agt paa hvorledis den Sygis Tilstand monne være, og derhos nøje udforske paa hvad Maade denne Anfægtning er overfalden hannem. Hvilket hand strax skal give Superintendenten tilkiende, efter alle Omstændigheder, og imidlertid med Bøn, Trøst og Formaning flittig opvarte den Syge, saavelsom dagligen antegne hvis der forefalder, for disbedre Underretning om Sygdommens Beskaffenhed.

Siden skal Superintendenten beskikke nogle visse Præster der omkring, som tillige med Sogne-Præsten der paa Stæden, skulle skiftis til at opvarte den Anfægtede med Bøn og Læsning.

Disse skulle allerførst i nogle Medicorum Overværelse nogle gamge komme tilsammen hos den Anfægtede, og vel med hinanden overveje, om den Svaghed kand være naturlig eller ej, hvis ikke, om det da, maa skee, maate være et Εμπαισμα og Sathans Gøgelspil [...] Eller og om saadan en vel kand eragtis at være legemlig besat af Dievelen, saa at hand enten hersker og regerer i det gandske Legeme og alle dets Lemmer, sampt Sind, Fornuft og alle Siælens Egenskaber, eller og, at hand ikkun har bemægtiget sig en eller anden særdelig Lem paa Legemet, som hand selv boer udi, og lader sin Magt fornemmelig see udi [...]

Ti om endskiønt det for mange og store Aarsagers Skyld, er meget vanskeligt nu i disse sidste Tider at giøre Forskel paa Aanderne, og ret til Grunde at kiende og udforske saadan Sathans legemlige og personlige Besettelse i Menniskene, saa kand dog en Guds Tiener, ikke letteligen fare vild derudi, naar hand spørger Gud til Raads derom, og indretter sin Prøve efter Guds hellige og salige Ord, hvorudi alle Sathans Anslag imod os arme Mennisker af Gud selv ere os forud aabenbarede tillige med en kraftig Recept og Lægedom imod en hver af dennem.

Og skal bispen til den Ende forfatte en særdelis Bøn i slig Tilfald for den Anfægtidis naadige Befrielse, efter Guds behagelige Villie, hvilken Præsten tillige med andre hosværende Guds Børn, til det mindste tvende Gange hver Uge, med tilbørlig Iver og Andagt paa sine Knæ skal bede inde hos den Anfægtede, og altid slutte med HErrens Bøn, og Velsignelsen over den Lidende.

Ellers skulle de nærmeste Venner, og de, som ere i Huset, tvende Gange hver Dag læse samme Bøn for hannem : Iligemaade skal og i alle Bedestunde, saavelsom og til hver Prædiken, giøris Bøn for samme Menniske baade for og efter Prædiken, ikke alleneste i den Sogne-Kirke, som Personen er udi, men end og i alle andre Kirker der i Byen saavelsom i alle Herrets-Kirkerne der omkring, om det er paa Landet; Dog skal den Syge og Anfægtede ikke personlig opføris til Kirken, mens samme Bøn holdis, som andenstæds brugeligt haver været, med mindre det for sær Aarsags Skyld saaledis maate vorde befalet, paa det Menigheden med dis større Iver og Andagt maatte giøre deris Bøn for hannem.

Reskript af 21.7.1686[276]. Vor Nåde tilforn, Eftersom Vi kommer udi erfaring, at der skal være adskillige i Vort land Nørre Jylland, som for trolddom beskyldes, da er Vor allernådigste vilje og befaling, at når dom i sagerne til landstinget er gået, I da de vedkommende advarer, at de ingen af de beskyldte personer lader henrette, førend at sagerne for Vores Højesteret bliver examinerede og påkendte...

[1] Prædikestolen er fra 1594, og her gengivet efter eget foto.

[2] Især B.Becker fremførte sådanne tanker, og de var også kendt i Danmark. Jacobsen, 1966, p.203ff, Trevor-Roper, p.173f, Henningsen, 1981, p.190 og Easlea, p.212. Jfr. Kirkeritualen, bilag 2, p.81f. Om Ole Bjørns syn på Djævelens tilstedeværelse i verden, se Bæksted, I, p.345.

[3] Henningsen, 1991, p.7 jfr. nedenfor, p.46f.

[4] Hvad de upublicerede kilder angår, såsom landstingenes dom- og tingbøger, se nedenfor, p.56f og note 237.

[5]At emnet er kompliceret påpegede H.H.Fussing allerede i 1940. Han hævdede, at undersøgelser af emnet kræver forudsætninger på flere forskellige områder: Teologi, jura, historie og psykiatri. På nuværende tidspunkt ville man nok til denne liste af fagområder føje: Sociologi, psykologi, antropologi m.fl. "Hexeri i Dalum 1651" i Fynske Aarbøger I, 2. København, 1940.

[6] Også af samlede fremstillinger over det danske heksevæsen findes kun een: Vilhelm Bang: Hexevæsen og hexeforfølgelser. København, 1896. Heller ikke den er tilfredsstillende.

[7] F.eks. Henningsen: Fra heksejagt til heksekult. København, 1984, p.19f og Henningsen, 1975, p.101. Den skarpe adskillelse af begreberne kritiseres også af Tørnsø, p.8.

[8] Med Centraleuropa henvises til landene omkring Alperne og Pyrenæerne, hvor forfølgelserne hele perioden igennem var værst. Trevor-Roper, p.102f. Kapitlet generelt efter Jacobsen, 1966, p.24-115, Russell, p.52-89, Trevor-Roper e.a.

[9] Norman Cohn: Europe's Inner Demons. London, 1993 [1.udg.1976], p.181ff og Richard Kieckhefer: European Witch Trials. Los Angeles, 1976, jfr. Johansen, 1982, p.403.

[10] Russell, p.65. Om exemplaernes påvirkning af de folkelige forestillinger i Danmark, se Riising, p.343 og Tørnsø, p.77.

[11] Om den i Danmark benyttede akkusatoriske procesform, se nedenfor, p.7.

[12] Birkelund, p.14 og 33, Jacobsen, 1966, p.168 og Trevor-Roper, p.118.

[13] Terminus technicus: Det at en anklaget eller dømt troldkarl udråber medskyldige.

[14] Især E.William Monter har arbejdet med sådanne regionale forskelle.

[15] Overordnet disse tre elementer findes nogle mekanismer, som alle mennesker er underlagt. Nogle ikke særligt charmerende mekanismer, som skal nærmere behandles nedenfor, p.10.

[16] På dansk grund har især Gustav Henningsen, Merete Birklund og Kim Tørnsø arbejdet udfra denne opdeling. Jfr. Johansen, 1990, p.358ff jfr. nedenfor, p.42f.

[17] Jfr. Birkelund, p.33, 54 og 74 samt Johansen, 1991, p.26f.

[18] Trods teologernes halvhjertede forsøg på at få det gennemført, se nedenfor, p.12f.

[19] Afsnittet jfr. Tørnsø, p.97ff.

[20] Jfr.Tørnsø, p.98ff, Merete Birkelund, p.113, Thomas, p.761 og Henningsen, 1991, p.19f, hvor fænomenet ligefrem betegnes som bikulturalitet.

[21] Eksempler herpå findes i Falster-sagen, jfr.p.30.

[22] På et senere tidspunkt kan man således tale om et tredje forestillingsniveau, der er opstået, idet de folkelige forestillinger er blevet påvirket af de teologiske. Se p.42f.

[23] Ebbe Nyborg: Fanden på væggen. Århus, 1978, p.39 og p.81-84, jfr. Henningsen, 1991, p.20f. Videre om kalkmaleriernes påvirkning af folketroen, se Johansen, 1990, p.363ff.

[24] F.eks. Birkelund, p.82 og 104, Jacobsen, 1971, p.12, Johansen, 1990, p.363f og Wittendorff, p.8. Jfr. Brunsmand, p.137f og Henningsen, 1991, p.110f.

[25] Birkelund, p.111, note 138 nævner et pudsigt eksempel på denne sammenblanding.

[26] Johansen, 1991, p.88 og 91 og Tørnsø, p.103.

[27] Den hvide magi var en udbredt handelsvare, se f.eks. Henningsen, 1991, p.28 og p.37, og nedenfor, p.30.

[28] Tørnsø, p.118 og Henningsen, 1975, p.114. Det var farligt at låne ting ud til troldfolk, for de kunne anvende dem til forgørelser imod en. Var skaden først sket, og var ens mælk f.eks. blevet forgjort, kunne man dog ved at brænde noget af mælken, der nu indeholdt en del af troldkvindens ånd/sjæl/hug, derved tilintetgøre forgørelsen.

[29] I oplysningens og modernismens navn havde man hidtil udelukkende betragtet trolddomsprocesserne som samfundsødelæggende udslag af teologernes perverse magtlyst. Henningsen har foretaget en sondring, efter hvilken Witch craze ganske rigtigt er disfunctional, men hvor tro på almindelig witchcraft har en række af de sociale funktioner, vi nedenfor skal behandle. Se G.Henningsen: The Witches Advocat, Reno 1980, p.387ff, især p.392. Opdagelsen af disse aspekter skyldes oprindeligt især folk som antropologerne Evans-Pritchard og Mary Douglas, der har udvidet forståelsen af trolddomsbegrebet betydeligt.

[30] Jfr. Henningsen, 1975, p.99 og Henningsen: Fra heksejagt til heksekult, København 1984, p.20-22. K.Thomas foretager en lignende tredeling, idet han anskuer trolddomstroen udfra hhv. en psykologisk, sociologisk og en intellektuel vinkel: Thomas, p.559.

[31] Thomas taler p.643 om en "face-saving function of witchcraft" med hvilken man kan bortforklare en række pinlige tilfælde lige fra impotens til faglig inkompetance.

[32] Dette kan kaldes trolddomstroens terapeutiske funktion.

[33] Keith Thomas tillæger denne faktor en stor del af årsagen til trolddomsprocessernes opståen, Thomas, p.659 og 669ff.

[34] Jfr. p.18 incl.note 70.

[35] Jfr. Thomas, 628ff.

[36] Bl.a. af Rene Girard.

[37] Riising, p.337.

[38] Tørnsø, p.83f m. henv. til både H.Tausen og P.Palladius.

[39] Jacobsen, 1966, p.138.

[40] Riising, p.338, hvoraf man også kan læse,at man åbenbart allerede før reformationen har haft problemer med præster, der har haft et lidt for lemfældigt forhold til den hvide magi.

[41] Tørnsø, p.83f jfr. Brink, p.14-18.

[42] Gengivet hos Brink, p.15.

[43] Så sent som under Falster-sagen ser vi et eksempel på dette, se p.30.

[44] De øvrige af de førnævnte teologisk-mytologiske træk nævnes kun få gange af teologerne.

[45] Tørnsø, p.84-88 jfr. Brink, p.18-23.

[46] Om denne, se nærmere nedenfor, bl.a. p.16.

[47] Brink, p.23-25.

[48] Efter Birkelunds tal: Tabel 11, p.136, viser, at kun 0,3% af anklagerne indeholdt pagtslutning med djævelen. Tallet for tilståelsernes vedkommende beløb sig derimod til 12%. Størstedelen af tilståelserne var aflagt under tortur (tabel 12, p.137), og dette er en udmærket understregning af forskellen på folkets og øvrighedens forestillinger om trolddommens indhold. Tabel 8.1, p.132, viser endvidere den forsvindende del af de samlede domme, der udgjordes af sager om hvid magi.

[49] Jacobsen, 1966, p.184 påpeger pagtens forsvindende rolle i de danske processer bl.a. ved at postulere, at en pagt i sig selv nok ikke engang var tilstrækkeligt til at udløse en dom!

[50] Glebe, p.137f, jfr. Brink, p.27-29.

[51] Tørnsø, p.85 og Birkelund, p.30.

[52] Lausten, p.194ff og Henningsen, 1992, p.139. Om timingen af 1617-forordningen: Tamm, p.124f, Johansen, 1991, p.36ff og Wittendorff, p.24-26 og 28.

[53] Jfr. note 20, der har henvisning til Henningsens omtale af denne bikulturalitet.

[54] Dette afsnit efter Birkelund, p.26-37, Jacobsen, 1966, p.137-142, 172-176 og Johansen, 1991, p.20-33. Alle omtalte lovtekster og forordninger er gengivet i bilag 2., p.76-84.

[55] Både udkastet og den endelige lovtekst er gengivet i Jacobsen, 1966, p.139-141.

[56] Om dette betød, at man måtte iværksætte tortur allerede efter dom ved underretten, var der delte meninger om, og det diskuteres stadig af forskerne, jfr.p.25 incl. note 92.

[57] Birkelund, p.102 og sagerne der gennemgåes nedenfor.

[58] Jfr. 3.5. og især 3.3. Endvidere: Jacobsen, 1966, p.149, 169 incl. note 3, 193, 236f og 277, Henningsen, 1991, bl.a. p.78, Iuul, p.73ff og Birkelund, p.38f.

[59] Medmindre disse kunne dækkes af den dømtes bo, hvilket dog sjældent var tilfældet. Birkelund, p.34 jfr. Henningsen, 1992, p.142 og Johansen, 1991, p.91-97. Der er åbenbart nogen uklarhed vedrørende omfanget af den økonomiske byrde ved at føre proces, men alle er enige om, at det var både dyrt og risikabelt.

[60] Birkelund, p.101, jfr. p54 og Henningsen, 1991, p.114.

[61] En meget usædvanlig retsbeskyttelse. I almindelige drabssager indførtes obligatorisk appel først i 1636. Birkelund, p.37.

[62] Frifindelsesprocenter efter Birkelund, tabel 8.1, p.132: Herreds- by- og birketing: 9,5%. Landsting: 38,3%. Retterting/Højesteret: 76,1%. Johansen, 1991, p.43 og Henningsen, 1992, p.140 har lidt andre tal, men tendensen er klart den samme.

[63] Se bilag 1, p.74f.

[64] Johansen, 1991, p.80ff og 214-218 jfr. p.57.

[65] Henningsen, 1992, p.142 argumenterer for dette. Dele af bilag 1 indikerer ligeledes, at den eksplosive udvikling var begrænset til de jyske dommeres område, hvilket dog delvist kan skyldes, at kilderne for de andre landsdele er tilsvarende dårligere.

[66] Se bilag 2, p.77, note 274.

[67] Nibe-sagen, p.27ff og i særdeleshed Thisted-sagen, p.34ff.

[68] Tørnsø, 1986, Birkelund, 1983 og Johansen, 1991.

[69] Birkelund, p.32ff angiver den processuelle fremgangsmåde for disse almindelige sager.

[70] Johansen, 1991, p.54ff hvor det påpeges, at hævnmotivet kan påvises bag knapt halvdelen af de undersøgte sager (p.56), Birkelund, p.100f og Thomas, p.659ff.

[71] Birkelund, p.103, Brunsmand, p.20 og Thomas, p.634f og 661. Fra de nedenfor behandlede sager, f.eks Henningsen, 1991, p.57 og 61og Bæksted, 1959, I, p.128 og 335.

[72] Johansen, 1991, p.48-54, Henningsen, 1991, p.48ff, og Bæksted, I, p.118 og 124. Motivet har sandsynligvis ofte været tilstede uden at føre til søgsmål: Thomas, p.534f.

[73] Se f.eks. Jacobsen, 1971, p.19 og 21 samt Christensen, p.234. Jacobsen, 1971, p.15ff og Birkelund, p.156 og 158 har eksempler på døtre, der anklager deres egne mødre.

[74] Efter Brunsmand.

[75] Efter Anna Bartskærs lille skift Huus-Kaars, aftrykt i Brunsmand, p.109-131.

[76] Det er især denne drengs anfald, der får A.Lehman til at diagnosticere huskorset som en række tilfælde af den såkaldte "store hysteri" iblandet en del spiritisktisk-mediumistiske fænomener. A.Lehman: Overtro og Trolddom. København, 1920. II, p.377f hhv. I, p.357ff. Der var tale om sære begivenheder: Levitation, overmenneskelig styrke o.l.

[77] Brunsmand, p.125. Således et tydeligt eksempel på førnævnte terapeutiske funktion.

[78] Ibid., p.130.

[79] Hvor intet andet er nævnt ifølge Brunsmand selv, ibid.p.134-152, ellers ifølge A.Bæksted, ibid. p.21ff.

[80] Jfr. ovenfor, p.18f.

[81] Johansen har i andre sammenhænge fremsat denne teori. Se bl.a. Johansen, 1991, p.42f.

[82] E.Midelfort: Witch Hunting in Southwestern Germany 1562-1684. California, 1972, p.137.

[83] Efter Christensen.

[84] Se Jacobsen, 1966, p.275f.

[85] Christensen, p.236.

[86] Ibid., p.235f.

[87] Efter Henningsen, 1991.

[88] Om denne lange pause og årsagerne dertil, se p.56f, jfr. Johansen, 1991, p.279-281 (løbenr.639-662).

[89] Dette afsnit efter Henningsen, 1991, p.81-96.

[90] Om denne hekseprøve, og den nåleprøve der senere skal omtales, se Birkelund, p.55.

[91] Dette afsnit efter Henningsen, 1991, p.96-108 og 117-24.

[92] Selv bøddelen undrede sig (Ibid.p.99, jfr. p.171). Se også note 56 jfr. D.L.1-20.

[93] Første gang da Lerche lod Mette Nielsdatter føre baglæns ind i retssalen (ibid.p.71), og anden gang da Arenfeldt lod håret klippe af Anne Sørensdatter (ibid.p.103). Malleus Maleficarum tilrådte begge disse forholdsregler, og det er påfaldende, at de begge fandtes i det samme kapitel, nemlig 3.del, spørgsmål 15. Dette skyldes måske, at de to allierede har udvekslet synspunkter om deres fælles sag, eller snarere at Arenfeldt (jfr. note 95) havde inspireret Lerche. M.Summers (ed.): The Malleus Maleficarum of Heinrich Kramer & James Sprenger. New York, 1971, p.227-230.

[94] Henningsen, 1991, p.127.

[95] Når man sammenligner med Lerches mere anonyme fremtræden i forbindelse med Nibe-sagen, se Jacobsen, 1973, p.60 incl. note 72, kunne man nemt få det indtryk, at Lerches ildhu især skyldtes påvirkning fra Arenfeldt.

[96] Efter Henningsen, 1991, p.124f.

[97] Om dette reskript, der sandsynligvis er en direkte følge af de af Arenfeldt fremtvungne udlæggelser, og om hvorfor dets betydning vanskeligt kan overdrives, se p.49.

[98] Henningsen, 1991, p.155 jfr. p.115.

[99] Især D.L. 6-21-6 og 8. Artikel 6 ville medføre båldom til Arenfeldt.

[100] Efter Jacobsen, 1973.

[101] Om de gejstlige domstole og deres jurisdiktion, se Dahlerup, Jacobcen, 1966 p. 296 og Jacobsen, 1973, p.1ff m. henv. til bl.a. Poul Johs. Jørgensen.

[102] Efter Jacobsen, 1973, p.9-15.

[103] Kirke-Ritualen af 1685, se bilag 2, p.80ff.

[104] Efter Jacobsen, 1973, p.15-21, citaterne er fra p.20 og 21.

[105] Ibid.p.21.

[106] Ibid. p.22-27.

[107] Jfr. Jacobsen, 1973, p.39, note 45.

[108] Jfr. bilag 2, p.80ff.

[109] Siden provstemodet havde Hørtikarl nægtet at gå til alters ved Crase, førend sagen var afgjort i højesteret.

[110] Ibid, p.61. Jfr. nedenfor, p.62f.

[111] Ibid., p.50, jfr.Kirkeritualen, bilag 2, p.81, hvor man gør opmærksom på samme problem men dog hævder, at det kan løses med besindighed og Guds hjælp.

[112] Forudsat selvfølgelig at denne holdning hos den højere gejstlighed, var kendt af den lavere. Dette var sikkert tilfældet, da både Lars Crase i nærværende sag og Ole Bjørn i Thisted-sagen, undlod at informere deres overordnede, som de burde. Dette skyldtes nok, at de var fuldstændig bekendt med den kritiske holdning blandt biskopper o.l.

[113] Hvor intet andet er nævnt, efter Jacobsen, 1971.

[114] Dette afsnit efter Henningsen, 1981, p.186.

[115] De fire domme efter Jacobsen, 1971, p.23-26.

[116] Til de juridiske aspekter af denne to-deling af 6-1-9, se ibid., p.26f, Jacobsen, 1966, p.230 jfr. Henningsen, 1991, p.107, 110 og 154. Jfr. også nedenfor, p.31.

[117] Ibid. p.16 og 19f.

[118] Til landstingets behandling: Ibid. p.28-30.

[119] Ibid., p.45.

[120] Ibid. p.45-48. De gengivne citater fra hhv.p.45, 46, 47 & 47.

[121] Mathiesen var på sædvanlig vis stævnet efter D.L.1-5-3 og 4.

[122] Videre om disse problemstillinger, se p.51.

[123] Jacobsen, 1971, p.49-57.

[124] Ibid. p.59-64, citatet fra p.64.

[125] Dette kan tages som udtryk for hvor afgørende ens rygte var, når man stod anklaget for trolddom. Jfr. Birkelund, p.52ff og Johansen, 1991, p.48ff.

[126] Jacobsen, 1971, p.65-70.

[127] Johansen kalder procesformen for quasi-inkvisitorisk, og det er egentlig en udmærket betegnelse. Johansen, 1991, p.132 og 135. Der er dog stadig langt til inkvisitorisk procedure.

[128] Det blev også antydet, at der i forbindelse med de udenretlige forhør havde været anvendt torturlignende tilstande såsom søvntortur og trusler om tortur. Ibid.p.79, 81, 84 og 87.

[129] Ibid. p.89-95. Bartholin-citaterne fra p.89, 90, og 90. Lemvig-citatet fra p.90.

[130] Jfr. D.L. 1-15-1.

[131] Som man alligevel overtrådte ved at frikende Karen Gregers Madsens.

[132] Efter Bæksted.

[133] Afsnittet indtil nu efter Bæksted, I, p.103-110.

[134] Ibid. p.117-125. Dette er direkte imod Ritualen, se bilag 2, p.82.

[135] Ibid. p.126-142.

[136] Ibid., p.153.

[137] Ibid. p.175.

[138] Ibid. p.335. Jfr. Henningsen, 1981, p.189 og ovenfor, p.20.

[139] Ibid. p.192ff.

[140] Bl.a. med Ole Langgaard der nægtede at sende sin datter Kirsten til Ålborg. Ibid.p.220ff, 244ff, 269ff, 309f, og 371. Jfr. p.225f.

[141]Ibid.p.286-347.

[142] Ibid., p.415ff.

[143] Ibid., p.242.

[144] Ibid., p.238, 268, 272, 273, 275, 284 (!) og 390.

[145] Ibid. p.367.

[146] Ibid. p.361-69.

[147] Bæksted, I, p.273, 284, 359 og II, p.49, 171f.m.fl. Jfr. henvisningerne ovenfor til Moths korrespondance med de to gejstlige, note 144.

[148] Bæksted, II, p.148ff og 168-70.

[149] At almuen er overbevist om besættelsernes realitet, ses bl.a. af Ibid.,p. 156.

[150] Næste tre citater/ytringer efter Ibid., P.255, 263 og 266ff.

[151] Bæksted, II, p.288-90.

[152] Ibid., p.302-306.

[153] Ibid., p.307-312, jfr.p.48, hvor disse udgivelser skal behandles nærmere.

[154] Ibid., p.311-313 og 391.

[155] Ibid., p.279 e.a. At trolddomsfænomenet især trivedes blandt almuen, kan i det hele taget være en del af årsagen til, at den lærde elite aldrig udviste den store interesse for sagen!

[156] Bæksted, I, p.229 e.a.

[157] Bæksted, II, p.287. Næste citat efter Ibid., p.350 jfr. forsidebilledet og omtalen deraf p.1.

[158] Ibid., p.352.

[159] Hvor intet andet er nævnt, efter Henningsen, 1975.

[160] Se p. 51f om kravet til bevisførelse.

[161] Henningsen, 1975, nævner således slet ikke sagen, der er omtalt af S.C.Bech i Politikens Danmarkshistorie, IX, p.152. En sådan dom burde vel også indgå i undersøgelsen af tidens trolddomstro, selvom den faldt ved en militær domstol.

[162] Dette afsnit efter Henningsen, 1975, p.141-143. Sagen mod H.J.Forthammer dog efter Henningsen, 1981, p.194ff. Jfr. Jacobsen, 1966, p.231ff.

[163] Henningsen, 1981, p.374ff.

[164] Henningsen, 1975, p.114-125 nævner sager fra 1714, 1726-30, 1762, 1766 og 1819-20.

[165] Ibid., p.118-121 og 128-135. Henningsen gør opmærksom på, at problemet kan have haft et langt større omfang, end det fremgår af de overleverede kilder. Ibid., p.144.

[166] Bæksted, I, p.418, jfr. Leonora Christines citat, p.49.

[167] Henningsen, 1975, p.121 e.a. Jfr. p.9.

[168] Henningsen, 1975, p.106-113.

[169] Thomas, p.696f. Jfr. 5.2.1., p.63ff.

[170] Henningsen, 1975, p.146.

[171] Jfr. Johansen, 1991, p.133 og Tørnsø, p.122.

[172] Især Johansen, 1990, p.358-365 argumenterer for dette. Jfr. Henningsen, 1991, p.34.

[173] Henningsen, 1991, p.29ff, 100f, 110f og Jacobsen, 1971, p.19.

[174] Johansen, 1991, p.74ff, overser tilsyneladende, at elementer som djævlemærker og sex med Fanden havde deres direkte oprindelse i den centraleuropæiske, teologiske mytologidannelse.

[175] Se nedenfor, p.49ff.

[176] Henningsen, 1991, p.172.

[177] Således mod Maren Splids (1641) mod Lamme Heine (1627-30) og mod Christenze Kruchow (1620). Jfr. ovenfor om Rosborg-sagen. Til dette afsnit se Tamm.

[178] Christian V var direkte indblandet i Thisted-sagen, men hans primære interesse var tilsyneladende at sikre alle en fair behandling. Kongen udnævnte dog i 1698 Bircherod til doktor pr. bullam, hvilket var en sjælden og personlig anerkendelse fra kongens side.

[179] Wittendorff, p.15-18.

[180] Jfr. Johansen, 1991, p.137 og Jacobsen, 1971, p.89-95.

[181] Hammerich, p.49, kalder adelen for den egentlige bærer af den tids lovkyndighed.

[182] Se nærmere nedenfor, p.47f.

[183] Glebe-Møller, p.165ff, Bæksted, I, p.52 og 55, Iuul, p.19ff, Hammerich, p.45 og Stybe, p.149. Jfr.ovenfor, p.37 og B.Scocozza i Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, 1989, VIII, p.332f.

[184] Jacobsen, 1966, p.202, note 2 m henv. til J.A.Fridericia.

[185] Birkelund, p.36 og 37, note 40. Følgende citat fra p.49.

[186] Jfr. Birkelund, p.108. Se videre nedenfor, p.49-52.

[187] Jfr. ovenfor, p.13. Det kan ofte være en lidt tom fornemmelse, at kirkens indflydelse på denne kirkehistoriske opgaves begivenheder var forbløffende ringe. Selvom det selvfølgelig også er en vigtig pointe!

[188] Dette afsnit efter A.Bæksted i Brunsmand, 1953, p.32-40.

[189] Ibid. p.106-8, 135, 186 jfr. p.222f.

[190] Ibid. p.66, 227 og 299.

[191] Følgende afsnit efter Jacobsen, 1966, p.196-98. På grundlag af omtalte skrifter konstaterer Johansen, 1991, p.148, at "Dæmonologi og trolddom var altså emner, universitetsprofessorerne beskæftigede sig med...". På grundlag af kun fire værker, kan man vist ikke tale om en overvældende interesse.

[192] Se bilag 2, p.80ff.

[193] Endvidere: Wittendorff, p.5f, jfr. Johansen, 1991, p.156, Birkelund, p.86, Henningsen, 1981, p.194ff, Henningsen, 1992, p.144f og Henningsen, 1981, p.190.

[194] Med et udkast til en fundats i 1692 fortsattes bevægelsen mod at gøre teologi til blot eet fag blandt mange. Dette og afsnittet i det hele taget, jfr.Glebe-Møller.

[195] Også på andre områder fortrængte verdsligheden kirken, Dahlerup, p.309. I kirkeordinansen hed det, at alt, bortset fra "nøglemagten", hører under de verdslige myndigheder, der dog skal tjene kirken, så den kan leve i fred. Lausten, p.185. Samarbejdet mellem kirke og stat var stadig en realitet, men fra nu af var det staten, der stillede dagsordenen.

[196] Glebe-Møller, p.162f og Stybe, p.151.

[197] Bæsted, I, p.151.

[198] Efter Brunsmand, p.69. Om dette værk, jfr. p.38.

[199] Magnussons bog var overhovedet ikke underlagt censur.

[200] Udtrykket har en parallel (prétendue magie) i et fransk trolddomsedikt fra 1682. Johansen, 1982, p.420. Jfr. Tamm, p.120, billedteksten, om lignende sproganvendelse i 1617-forordningen.

[201] Ligesom Henningsen der, i modsætning til de fleste danske forskere, også betoner reskriptets betydning. Jacobsen, 1996, p.203, Birkelund, p.31 og Johansen, 1991, p.33. ctr. Henningsen, f.ex. 1992, p.144.

[202] Vagn L. Simonsen (ed.): Leonora Christina: Jammers Minde. Haslev, 1980, p.104.

[203] Henningsen, 1992, p.142f om Langes betydning som Henningsen mener, at Johansen undervurderer og om de enkelte dommeres indflydelse, som Henningsen anser for afgørende.

[204] Efter Johansen, 1991, p.142.

[205] Kun kongen kunne fortolke loven, Hammerich, p.44, m.henv. til D.L.

[206] Hammerich, p.60ff. Det følgende citat er fra p.61.

[207] Hammerich, p.61. På de efterfølgende sider omtaltes landsdommernes indberetninger af 1686, der giver et grundigt indtryk af, hvor slemt det stod til med uddannelsesniveauet ved domstolene, især i Jylland, hvor f.eks. flere fogeder hverken kunne læse eller skrive.

[208] Den bedste kortfattede udredning af disse begreber findes hos Birkelund, p.32-38. Om udviklingen, se endvidere Johansen, 1991, p.130, Jacobsen, 1966, p.236.

[209] Undergravende for edsbeviset var den store udbredelse af mened. Når man f.eks. i Nibe-sagen kunne opleve to kvinder stå og sværge hinanden ret imod, så måtte tilliden til esbeviset svækkes. Jacobsen, 1973, p.46. Jfr. Thomas, p.77.

[210] Jfr. Jacobsen, 1966, p.294, 296, 298f, 303 (eksempler på prokuratorer i højesteret) og Hammerich, p.55. En af de mest berygtede prokuratorer var B.Albertin, der første gang gjorde sig uheldigt bemærket i den store sag mod Axel Juel i 1687. Flere af højesteretsdommerne foreslog ham i denne forbindelse indsat på Bremerholm for sin hårde procedure. I flere af de ovenstående sager idømtes Albertin store bøder for sin procedure.

[211] Jfr. p.39, hvoraf det fremgår, at den sidste trolddomshenrettelse faktisk blev foretaget i en sådan forskrivelsessag. Også i andre lande opdagede dommerne det vanskelige i at bevise trolddomsforbrydelsen, Easlea, p.200, Johansen, 1982, p.417 og Thomas, p.547, 550 og 685.

[212] P.31 jfr. flere af højestreretsdommernes overvejelser i samme forbindelse, og Bentzens bekymring i forbindelse med Rugård-sagen, Henningsen, 1991, p.157.

[213] Efter Jacobsen, 1966, p.224f.

[214] Tørnsø, 1986, p.25f, Johansen, 1991, p.40ff, og Henningsen, 1992, p.135ff.

[215] Ebbe Kühle: Historie...En indføring i historisk metode og teknik. Skive, 1976, p.51-53.

[216] Henningsen, 1991, p.172 jfr.Russel, p.84.

[217] Jfr. Johansen, 1982, p.406-23, især p.420-23. Endvidere Thomas, p.681ff og 696.

[218] Se ovenfor, p.20f og 35.

[219] Henningsen, 1991, p.170ff., Henningsen, 1975 og Henningsen, 1992. Henningsen har desværre aldrig skrevet noget decideret værk om processernes ophør, men i ovennævnte værker findes forskellige væsentlige påstande om dette.

[220] Birkelund, p.111f.

[221] Der er også tydelige paralleller til Easleas og E.W.Monters teorier.

[222] Tørnsø, p.7. Min begejstring gælder især Tørnsøs intentioner. At disse intentioner ikke opfyldes, er Tørnsø med rette blevet kritiseret for i Fortid og Nutid 34, 1987, p.309-11.

[223] Jfr. indledningen, p.2 incl. note 5.

[224] Udfra Johansen, 1991. Disputatsen er anmeldt af både Henningsen og Wittendorff, 1992.

[225] Johansen, 1991, p.42ff, citatet fra p.43.

[226] Ibid., p.43, 46 og 149ff.

[227] Ibid., 1991, p.152.

[228] Ibid., p.43, 139, 141 og 144.

[229] Ibid., p.140ff, især p.142.

[230] Ibid., p.43.

[231] Ibid. p.143. Bortset fra en bemærkning p.150, og den dertil knyttede note 98, p.192.

[232] Ibid., p.143 hhv. p.149ff jfr.p.138.

[233] Ibid., p.35, 151ff og 160.

[234] Se bilag 1, p.74ff.

[235] Johansen, 1991, p.15ff jfr. Birkelund, p.18f.

[236] Ibid., f.eks. p.17, hvor det oplyses, at 1665, 1668 og 1676-81 er helt uden kilder. I sin anmeldelse af Johansens disputats omtaler Gustav Henningsen (1992, p.134f) også dette punkt, uden at det dog afstedkommer nogen kritik af Johansens afgørende anvendelse af disse dårligt dokumenterede tendenser i sin videre argumentation. Henningsen siger direkte (p.135): "Derfor må diagrammet over hekseprocessernes antal år for år (s.41, figur 2) også tages med store forbehold for denne periode."

[237] Johansen, 1991, p.80ff og 214-18 jfr. p.51ff og 63. Se også ovenfor, p.15.

[238] G.Henningsen: The Witches' Advocate. Reno, 1980, p.392.

[239] Se 3.3., 3.6. og 3.7. jfr. Henningsen, 1975 og Henningsen, 1991, p.170-175.

[240] Wittendorff, p.5f, Henningsen, 1981, p.372, Henningsen, 1992, p.144, Henningsen, 1991, p.174 jfr. Thomas, p.185, 189ff.

[241] Ibid., p.128-38. Også A.Jensen fremdrager sagen som bevis på, at viljen stadig var til stede. Jfr. ovenfor, note 127.

[242] Dette afsnit efter Wittendorf, p.3-11.

[243] J.Brochmand var et levende eksempel på, at man godt kunne være tilhænger af både heksejagt og bodsfromhed, jfr. hans Systema hhv. hans Huspostille. Glebe-Møller, p.137f.

[244] Ibid., p.10.

[245] Holm, p.258.

[246] Denne betegnelse dækker over en mangesidet bevægelse indenfor filosofi, natur-videnskab samt den politiske, økonomiske og sociale virkelighed.

[247] Således Johansen, 1991, p.141 og Wittendorff, p.11. Se dog Birkelund, p.111f.

[248] Jfr. ovenfor, p.55. Med anvendelsen af "gennembrud" henviser jeg til Johansens citat.

[249] Efter Jacobsen, 1966, p.182.

[250] Johansen, 1991, p.142.

[251] Johansen, 1991, p.187, note 32. Thomas' søn, Christoffer B. blev også væsentligt mere skeptisk, da han havde brændt fingrene i Rugård-sagen. Henningsen, 1991, p.173.

[252] Ibid., p.141.

[253] Jfr. ovenfor, p.33. Sygdomsforklaringerne har iøvrigt været anvendt helt op i vor tid, og det er da også sandsynligt, at sygdom ofte har ligget bag påståede besættelser. Jfr. note 76, Christensen og Hallager, p.247-60 og Jacobsen, 1966, p.305-9.

[254] Således også i Thisted-sagen, Bæksted, I, p.355 jfr. p.258 og 268.

[255] Johansen, 1991, p.143.

[256] I dette kapitel er der tale om tanker og udviklinger, som ikke kan afgrænses geografisk. Skiftet fra eet verdensbillede til et andet er en diffus proces, og mit eneste formål i denne sammenhæng er at antyde nogle underliggende strukturer, der har haft indflydelse både i Centraleuropa og i Danmark.

[257] Wittendorff, p.28.

[258] Henningsen 1975, p.102, kunne f.eks. med fordel have påpeget, at dommernes skepsis og "den intellektuelle grundvold" begge var dele af det samme verdensbillede. To andre forskere forklarer det, at en kvinde tror på sine evner som klog kone, med at hun er sindsyg, og afslører dermed en ikke særlig stor forståelse for tidens virkelighedsopfattelse. Johansen og Christensen: "Men mon de var skyldige..." i Fortid og Nutid, XXIX, 1981-82, p.29. Jfr Birkelund, p.115 og ovenfor, p.18f.

[259] Russell, p.123f.

[260] Thomas, p.768f, påpeger, at kritik mod magiske systemer med trolddomstroens selvbekræftende karakter måtte komme udefra, og at den i dette tilfælde kom fra "the scientific and philosophical revolution". Trevor-Roper, p.180, påpeger, at "the attack was directed at the centre; and when it had prevailed at the centre, there was no need to struggle for the outworks: they had been turned." Jfr. ovenfor, p.43 og 47.

[261] Thomas, p.756, påpeger, at også de forskellige magiske aspekter legitimerede hinanden.

[262] Om de store træk, se f.eks. E.Lund e.a.: De europæiske idéers historie. København, 1991, p.220ff, og Bæksted i Brunsmand, p.50.

[263] Efter Barnes. Kuhns hovedværk er The Structure of Scientific Revolutions fra 1962.

[264] Barnes, p.91.

[265] Jrf. Wittendorff, p.13.

[266] Henningsen, 1991, p.172.

[267] Jfr. Thomas, p.689. Vi har ovenfor oplevet mange personer lære af deres fejltagelser, f.eks. Bircherod, Christoffer Bartholin og endda Søren Glud og Lars Crase.

[268] Efter Jacobsen, 1966, p.210f.

[269] Jfr. Trevor-Roper, p.97.

[270] Jfr. ovenfor, p.63f.

[271] Efter Jacobsen, 1966, p.141f. De to artikler gentages senere som art. 18 og 19 i den koldingske reces af 13.12.1558 og endnu senere i Danske Lov 1-13-19 hhv 1-20.

[272] Efter Jacobsen, 1966, p.142. Bestemmelsen indgår senere i Danske Lov 1-24-51 og erstattes endnu senere af reskriptet af 21.7.1686.

[273] Efter Jacobsen, 1966, p.172f. Bestemmelserne i forordningen gentages med ubetydelige sproglige afvigelser i Christian IV's store reces af 27.2.1643, II.bog, 28.kap., art.1-3. Disse er gengivet hos Jacobsen, 1966, p.175f. Endnu senere optages bestemmelserne i Danske Lov, 6-1-9, 10, 11, 12 og 13.

[274] Efter V.A. Secher (ed.): Kong Christian den femtes Danske Lov. København, 1891. Tallene henviser til bog - kapitel - artikel.

[275] Efter Danmarks og Norgis Kirke-Ritual, genudgivet af Udvalget for Konvent for Kirke og Theologi. Havervad, 1985.

[276] Efter Henningsen, 1991, p.129f. Hverken Jacobsen, 1966, eller Johansen, 1991, gengiver reskriptet, og da Jacobsen henviser til det (p.203 og 294f), kalder han af ukendte årsager reskriptet af 21.7.1686 for foreløbigt og henviser i stedet til reskript af 20.11.1686, der imidlertid blot er en gentagelse af juli-reskriptet. Jfr. Henningsen, 1992, p.139 og 144, der kommenterer Johansens overtagelse af Jacobsens fejldatering og konsekvenserne deraf.