Indholdsfortegnelse

1. Indledning -herunder problemformulering s. 2

1.1. Metodiske overvejelser s. 3

2. Udgangspunktet: De ændrede vilkår s. 5

2.1. Informationssamfundet s. 6

2.2. In ternettet s. 7

2.3. Medierne s. 9

2.4. Nye tider s. 11

3. Folkekirken s. 14

3.1. Tradition og reformation s. 14

3.2. Fra statskirke til folkekirke s. 15

3.3. Folkekirkens kommunikationsformer s. 17

4. Folkekirken i informationssamfundet s. 22

4.1. Status: Folkekirken og danskeren s. 22

4.2. Teologi og kirkepolitik s. 26

4.3. Folkekirkens struktur s. 31

5. Konklusion s. 34

5.1. Perspektivering / visioner s. 36

6. Anvendt litteratur s. 39

1. Indledning – herunder problemformulering

Mig er givet al magt i himlen og på jorden.

Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple,

idet i døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,

og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.

Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Matthæusevangeliet 28, 19f.

Denne opgave drejer sig om folkekirkens vilje og evne til at besinde sig på sin rolle som formidler af det kristne budskab. I forhold til den opgave kirken har fået med ovenstående missionsbefaling. I forhold til sig selv og sine indre forhold. Og ikke mindst i forhold til sine omgivelser og sin samtid.

Meget tyder nemlig på, at den kirkelige kommunikations forudsætninger har ændret sig og fortsat ændrer sig på afgørende vis. Hvis denne formodning holder stik, hvad skal Folkekirken så gøre for at sikre sin fortsatte eksistensberettigelse?

Mit personlige udgangspunkt i forhold til denne problemstilling er erfaringsmæssigt helt konkret: I kraft af mit arbejde som sognepræst i Folkekirken konfronteres jeg dagligt med en efter min opfattelse problematisk modsætning mellem på den ene side de kommunikationsformer, Folkekirken anvender, og på den anden side de kommuni-kationsformer, danskerne ellers møder i deres dagligdag.

I det følgende vil jeg:

1. Indledningsvis forsøge at pege på nogle centrale træk ved den såkaldt nye tid. Dels hvad der rent faktisk er foregået og foregår i forhold til kommunikation, men også i videre forstand hvordan denne udvikling påvirker vores verdensbillede og erkendelses-rammer.

Jeg er til fulde opmærksom på, at det ikke kun er i forhold til medier og informations-teknologi, at vi kan tale om nye tider. Men en del af pointen med at tale om et informationssamfund er netop, at det er informationsteknologien, der får større og større betydning. Bl.a. derfor vil jeg fokusere på denne på bekostning af udviklingen indenfor filosofi, litteratur, politik, økonomi, etik o.s.v. (Velvidende at alle disse er tæt forbundet.) Jeg vil omtale Internettet som et ganske særligt af de informations-teknologiske medier, dels fordi det er et unikt medium, der på god måde udtrykker en række træk ved IT-udviklingen, men også fordi Internettet kan ses som en metafor på den nye tid i bredeste forstand.

2. Med denne kortfattede analyse af vor tids kommunikative forudsætninger håber jeg at have oplyst scenen tilstrækkeligt til at kunne introducere hovedaktøren, den danske Folkekirke, og dennes identitet og historie i forhold til temaet: Kommunikation/ formidling, samtidsrelation og organisationsstruktur.

Jeg vil skitsere, hvordan Folkekirken historisk har forholdt sig til sin rolle som formidler af det kristne budskab. Hvordan Folkekirken er organiseret, og hvilke kommunikationsformer den anvender i nutiden.

3. Efter således at have præsenteret aktøren og rammerne kan jeg uddybe under-søgelsen af, hvordan Folkekirken virker i sin samtid: Hvordan står det til med danskernes forhold til Folkekirken? I hvor høj grad har Folkekirken forholdt sig kritisk til sin egen rolle i de nye omgivelser?

Herefter vil jeg forsøge at redegøre for de årsager, der ligger bag Folkekirkens reaktioner (eller mangel på samme). Som et ganske særligt område i denne undersøgelse vil jeg – ud fra den antagelse, at enhver organisations vilje og evne til selvbesindelse er afgørende for dens muligheder for overlevelse - gå nærmere ind på Folkekirkens struktur og kultur.

4. Endelig vil jeg, som perspektivering af min konklusion, kort skitsere nogle retningslinier for, hvordan Folkekirken bedst kan ruste sig til ovennævnte udfordringer: Hvordan kirken bedst kan få et afklaret og gennemtænkt forhold til den udvikling, der kan overrumple og overflødiggøre den, hvis den ikke er sin opgave voksen.

En sammenfattende problemformulering kunne således lyde:

Gennem en analyse af den tid, vi befinder os i, med dens ændrede præmisser i forhold til formidling og kommunikation, samt en undersøgelse af Folkekirken og dens forhold hertil, vil jeg søge at besvare følgende spørgsmål:

Hvordan har Folkekirken hidtil formået at omstille sig til en tid, der stiller fornyede krav til formidling og kommunikation?

Hvorfor forholder det sig sådan, og hvordan kan Folkekirken tage udfordringen op overfor nævnte udvikling og dens påvirkning af det samfund og de mennesker, den er kirke for?

Jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan svare fyldestgørende på disse spørgsmål. Men hvis jeg kan klargøre, hvad det er, der står på spil i forhold til forskellige indstillinger til kirkens opgave som formidler i en ny tid, så er meget nået.

1.1. Metodiske overvejelser

Om vi er på vej ind i en ny tid er relativt nemt at undersøge. Kloge mennesker har udtalt sig om spørgsmålet, og der er desuden tal, statistikker o.l. at lægge til grund for en bedømmelse.

At karakterisere folkekirkens historie og dens organisation er også relativt håndterligt, da der er tale om forhold, der nemt kan betragtes.

Når det kommer til bedømmelsen af, hvorvidt Folkekirken har været sin opgave voksen, støder man imidlertid straks på større problemer. For hvem er Folkekirken? Rent organisatorisk kan ingen udtale sig på Folkekirkens vegne. Vi har ingen pave, end ikke en ærkebisp. Ingen synoder eller andre samlede demokratiske råd o.l. Dronningen og Folketinget blander sig ikke i kirkens indre anliggender. Tilbage står en medlemsskare, der udgøres af 90% af befolkningen, men som heller ikke kan tage patent på at udtale sig om, hvad Folkekirken er. Alle kan for så vidt udtale sig, men ingen kan hævde, at de gør det på Folkekirkens vegne. At det er vanskeligt at komme overens med, hvad en sådan organisation mener og gør, er indlysende nok ikke helt nemt.

Når jeg i det følgende omtaler Folkekirken er det som summen af alle de menigheder, kirkelige autoriteter og organisationer, der tilsammen udgør Folkekirken. Dette gør jeg udfra den grundliggende antagelse, at Folkekirken kan betragtes som en organisation, der er samlet om et bestemt formål. Dette formål er at forkynde evangeliet, det kristne budskab - et formål som er mindste fællesnævner, men dog en fællesnævner. Man kan til gengæld heller ikke sige så forfærdelig meget mere om kirkens formål, før uenigheden starter. Ikke en gang i forhold til, hvem det er, der skal forkyndes for.

2. Udgangspunktet: De ændrede vilkår.

Uanset hvilke teoretiske betragtninger man anlægger på kommunikationsprocessen, og uanset hvilken form for kommunikation, der er tale om, er det nødvendigt, hvis man agter at formidle et budskab, at være opmærksom på sine omgivelser:

Hvem er modtagerne, og indenfor hvilke rammer befinder de sig?

Disse spørgsmål er helt afgørende for, hvordan en kommunikation finder sted:

- Modtageren vil uværgeligt være påvirket af sine omgivelser: I forhold til forventning om det, der skal modtages, f.eks. foranlediget af forhåndsviden om afsenderen. I forhold til grad af opmærksomhed overfor det, der modtages. I forhold til konventioner, vaner og forventninger til kommunikationens form, foranlediget af den kommunikation, man i øvrigt modtager.

- Afsenderen vil på samme måde være påvirket af omgivelserne både i forhold til opfattelsen af modtagergruppen, kommunikationens indhold og sin egen afsender-rolle.

Disse forhold – man kunne samle dem under betegnelsen de kulturelle rammer – har altid været underlagt forandringen som vilkår. Det lyder så banalt, at det næsten burde være unødvendigt at gøre opmærksom på det, men af forskellige årsager har de kulturelle forandringer gennem hele historien konstant været årsag til megen ængstelse og en fundamental usikkerhed overfor tilværelsen og dens tilskikkelser[1].

På en sten, der anslås at være fra år 4000 f.Kr., findes følgende indskrift:

Verden er ved at udarte nu på det sidste. Der er tegn til, at jorden snart skal forgå. Børn adlyder ikke længere deres forældre. Alle mennesker vil skrive bøger. Det lakker ganske åbenbart mod verdens ende[2].

At vores livsgrundlag bestandigt er under forandring, har man altså været opmærksom på i årtusinder (i nævnte eksempel forandringer af både social og informations-teknologisk art). Dommedagsprofetierne er hørt igen og igen i en endeløs strøm. Og de høres stadigvæk. Vi har det åbenbart grundlæggende vanskeligt ved forandringen som eksistensvilkår.

På den anden side findes der et lige så højtråbende kor, der forkynder fagre, nye tider med fremskridt af både politisk, økonomisk og teknologisk art, der vil forbedre vores verden på ganske afgørende måde. Og sådan har det også altid været.

Da telegrafen fremkom var man delt i to lejre: Den, der udråbte den nye teknologi som midlet til øget velstand, nærmere menneskelige relationer, øget demokrati o.s.v. Og på den anden side den, der hævdede, at nu stod verden overfor sin undergang. Samme tendens (og i påfaldende grad samme argumenter) kom til udtryk, da man introducerede jernbanen, elektriciteten, telefonen, radioen og TV’et.

Set i dette perspektiv kunne det være nærliggende blot at trække på skuldrene i forhold til den nuværende informationsteknologiske udvikling og konstatere, at der nok ikke er noget ved denne udvikling, som vi ikke har set mange gange før. "Her er ingen fare på færde. Vi har set det hele før. Verden har altid forandret sig, og det vil den blive ved med…"

I det følgende vil jeg dog forsøge at påvise, at vi står overfor en udvikling i forhold til medier og informationsteknologi, der er ganske afgørende anderledes end alle tidligere forandringer. Både i kraft af dens hastighed, men også i kraft af dens betydning for vort samfund og vore menneskelige relationer..

2.1. Informationssamfundet

Hvis vi vil berolige os med, at det nok bare er den samme historie, der er ved at gentage sig, som ovenfor nævnt, så kan dette gøres også ved at se blot et par årtier tilbage. For også i forhold til informationssamfundet har den umiddelbart forestående revolution været udråbt hundredevis af gange[3].

I Danmark blev debatten om informationssamfundet for alvor sat på dagsordenen med regeringens redegørelse om Info-samfundet år 2000 fra 1994. Rapportens indledning er blevet gentaget til hudløshed:

Vi er midt i en revolution. En global kortslutning af tid, sted, personer og processer. Samtidig eksploderer mængden og udvekslingen af information. - Midlet er moderne informations-teknologi (IT), og resultatet er en gennemgribende ændring af kommunikations- og arbejdsprocesser i hele samfundet[4].

Denne påstand, der atter har hensat befolkningen i en blanding af eufori og rædsel overfor de enorme ændringer, der står lige for døren, rejser endnu en gang spørgsmålet: Er der overhovedet tale om en unik udvikling, eller er det blot historiens evige genkomst, der er tale om?

En række faktorer taler for, at vi faktisk er på vej ind i et informationssamfund, der vil byde på ganske andre eksistensrammer, end dem, vi kender i dag.

- I nyere tid har vi brugt en stadig stigende del af vore ressourcer på udvekslingen af information. Hvor man i middelalderen brugte 90% af arbejdsressourcerne på produktion af fødevarer, er denne procentsats og den tilsvarende sats for ressourcer anvendt på vareproduktion i det hele taget, blevet stadigt lavere. Vi bruger vores ressourcer på at udveksle informationer, hvilket også omfatter enorme områder som undervisning og underholdning.

- Dette er allerede nu i fuld gang med at forandre vores arbejdsmarked fuldstændigt, dels i kraft af automatisering af industrien, men også (og bl.a. som en følge af denne omlægning) til stadig øgede krav til uddannelse. Efter- og videreuddannelse er ufravigelige krav til det moderne menneske.

- Sociale strukturer bliver tilsvarende forandrede. Dette gælder familiestruktur så vel som det enkelte indvids forhold til omverdenen og dermed også til sig selv.

- Udviklingen af informationsteknologien er hurtigere nu, end på noget tidligere tidspunkt. Ifølge Moores lov udvikles mikroprocessorerne, IT'ens rygmarv, med en hastighed så stor, at deres ydeevne i forhold til pris fordobles hvert halvandet år. Det kræver ikke megen matematisk færdighed at forestille sig konsekvensen af denne eksponentielle udvikling, der har gjort sig gældende de sidste tredive år, og efter alt at dømme vil fortsætte de næste tredive[5].

Hvad der i de sidste fire-fem år især har givet næring til forestillingen om det fremspirende informationssamfund, er det faktum, at de stadigt kraftigere PC'er – som i øvrigt står i flere og flere hjem (nu 48 %) – nu er blevet koblet sammen i det globale netværk, Internettet. Med dette netværk, der på engelsk forbindes med forestillingen om en Information Highway, er der for alvor åbnet op for den uhindrede udveksling af informationer, der skal danne grundlaget for fremtidens informationssamfund.

2.2. Internettet

Internettet alene gør ingen informationsrevolution. Men det er ikke meget galt.

Internettet kan med god mening opfattes som eksponent for en stor del af den betydning, der tillægges den informationsteknologiske udvikling. Internettet er en del af denne udvikling, men også i en vis forstand netop indbegrebet af informations-revolutionen. Allerede nu er Internettet interessant, men alt tyder på, at det især vil blive tilfældet i de kommende år, hvor Internettet muligvis vil overtage en række øvrige mediers roller, f.eks. TV mediet, videomediet, musikCD-mediet o.s.v.

Uden at skulle fortabe sig i alle disse forjættende profetier (som en række prominente IT-guruer ellers ynder at gøre, f.eks. Bill Gates og Nicholas Negroponte) kan man roligt hævde, at Internettet allerede nu har indtaget en betydelig rolle i vort samfund. Målt på medieomtale er der ingen tvivl om, at vi har at gøre med noget banebrydende. Målt på udbredelse, har det nye medie overgået alle sine forgængere: Først efter introduktionen af World Wide Web med dets grafiske brugerflade i 1993-94 har den store offentlighed fået øjnene op for Internettets muligheder. Og væksten har konstant ligget på omkring 10 % månedligt. I Danmark er antallet af brugere mere end fordoblet, bare indenfor det sidste år[6].

Der går ikke en dag uden at større og mindre firmaer, offentlige institutioner o.s.v. går på Internettet med egen hjemmeside. Flere og flere offentlige servicefunktioner kan udføres via Internet, og regeringen har pålagt alle offentlige administrationsenheder at tilslutte sig Internettet, ligesom man ved lovændring har sidestillet elektronisk arkivering med papirbaseret[7].

De fleste danskere har derfor et helt konkret forhold til Internettet, om ikke andet så som udtrykket netop for overgangen til informationssamfundet.

Men Internettet rækker videre. For det kan ses som udtryk ikke alene for den informationsteknologiske udvikling, men også som metafor for hele den udvikling, der har præget vores samfund de sidste årtier - den udvikling vi forsøger at indfange med begreber som pluralisme, postmodernisme, kulturrelativisme, værdiforfald, individualisme, materialisme o.s.v.

Cyberspace som metafor

- Når man via Internettet bevæger sig ind i den kunstigt skabte virkelighed, det virtuelle rum, cyberspace, sidder man foran sin skærm alene. Dette er et glimrende udtryk for vor tids sociale isolation, hvor man mere og mere er overladt til sig selv. En isolation, der sikkert vil øges, efterhånden som man kan foretage sig alt hjemmefra skærmen: arbejde, socialt liv, indkøb, underholdning o.s.v

- Når man sidder foran sin skærm, er det en selv, der bestemmer. Årtiers (århundreders) fokus på individet og individets ret til selv at vælge får nu sit fuldendte og gennemførte udtryk ved dette menneske, der sidder i sin selvskabte, virtuelle virkelighed og bestemmer, hvad han vil[8]. Interaktion er løsenet, og spørgsmålet er, om det er interaktionen, der gør os stadig mere modvillige til at modtage et absolut budskab i en envejsformidlet form (som modtagere alene), eller om det er sidstnævnte modvilje, der danner grobund for den interaktive formidlings fremfærd[9].

- Dagsordenen i cyberspace sættes af pengene. Lige som alt andet her i verden har Internettet for længst mistet sin uskyld og er efterhånden lige så gennem-kommercialiseret, som resten af verden. Og muligvis ender det endda med, at metaforen overgår sit udgangspunkt: Cyberspace er et billede på tidens materialisme og kommercialisme, men kan samtidigt være med til at accelerere gennemførelsen af samme kommercialisering og især den effektivitet, der er så afgørende for de kommercielle kræfters ageren.

- De frie markedskræfter har meget frit slag i Cyberspace. Internettet er f.eks. pr. definition og historie anarkistisk i opbygning og natur. Nettet kan ikke strammes om Nettet, der er helt igennem decentralt og hinsides styring og censur. Bill Gates taler begejstret om friktionsfri kapitalisme[10]. Meget moderne.

- Vi kan forstå, hvordan den digitale virkelighed virker. Det digitale system er lige præcis så definerbart, som vi gerne ville have, at resten af verden var det: Der er årsag og der er virkning. Det hele er 0'er eller 1-taller, ja eller nej. Resten er et spørgsmål om matematik. Logik. (At vi ofte ikke kan få det til at virke alligevel er i bedste fald et udtryk for kaosteori, i værste fald endnu et eksempel på menneskets mangler i forhold til den logisk tænkende, digitale intelligensteknologi.)

Adgangen til den information, hvis udveksling er kernen i informationssamfundet, er enorm og uendelig. Dette får nogle til at tale om faren for et information overload: at vi har langt mere information tilgængelig, end vi har brug for. Mere end at finde informationer, drejer det sig nu om at kunne finde de rigtige informationer. Dette truer med at vælte vores gamle magtopfattelse; at det er viden, der er magt. Viden kan enhver nu få. Derfor bliver overblik det nye udtryk for magt. Dette vil ændre vores verden helt afgørende. Og hvad enten denne nye tilstand nu er god eller dårlig, så er den i hvert fald både afgørende og anderledes.

Internettet er et fremragende billede på mange af de tendenser, der danner baggrund for påstanden om at en ny tid er i sin vorden. Internettet er et resultat af udviklingen, Internettet er en del af denne udvikling, og Internettet er med til at forstærke denne udvikling.

2.3. Medierne

Selvom Internettet i den aktuelle debat er udgangspunktet for manges tanker om informationssamfundets udvikling, så dækker begrebet informationsteknologi dog meget bredere. Den informationsteknologiske udvikling startede for årtusinder siden, men det er mediernes udvikling i dette århundrede, især i efterkrigstiden, der danner grundlag for forestillingen om et kommende informationssamfund. Ikke mindst i kraft af udviklingen indenfor de elektroniske medier, hvor især TV-mediet indtager en mere og mere dominerende rolle.

At TV-mediet er i gang med at ændre vores samfund på afgørende måde har alle kunnet se de sidste tre-fire årtier. Mediefolk som McLuhan og Neil Postman har sat ord på udviklingen.

McLuhan pegede med sin bog Global village fra 1964 på det faktum, at verden via TV-mediet var ved at blive til en landsby; at der var ved at blive foretaget den kortslutning af tid og sted, som nævntes ovenfor. De oprindelige grundvilkår for menneskelig kommunikation, at kommunikation hang sammen med tid og sted, var nu for alvor ophævet: Hele verden kunne – som en lille landsby – følge med i amerikanernes krig i Vietnam. Hele verden sad foran TV-skærmene over hele kloden og så Neil Armstrong sætte foden på månen i juli 1969.

Postman har med sin bog Amusing Ourselves to Death fra 1985 peget på en anden voldsom virkning ved TV-mediets fremfærd. Nemlig den, at TV-mediet har formået at sætte dagsordenen ikke alene for sin egen kommunikationsform, men også for en række andre samfundsinstitutioners måde at kommunikere på. TV-mediet har vist sig yderst imperialistisk i sin adfærd, og konsekvensen har været, at alt nu skal være underholdende, og at det nemt bliver laveste fællesnævner, der kommer til at bestemme kommunikationens form. OG at indholdet desværre er så tæt forbundet med den måde, hvorpå det kommunikeres - med formen - at også indholdet forfladiges.

Således McLuhan og Postman.

Rent konkret forholder det sig sådan, både globalt og i Danmark, at vi bruger mere og mere tid på de elektroniske medier, især på TV-mediet.

I Danmark blev der for et par år siden gennemført en større undersøgelse af danskernes medieforbrug og medieudbudet i Danmark gennem et årti, hvilket mundede ud i udgivelsen af en rapport med de vigtigste data[11], hvorfra jeg i det følgende vil fremhæve nogle få facts.

For det første: Danskernes forbrug af trykte medier er faldende (fig. 4.6. og 5.2.). Desværre er bogmediet ikke medtaget i undersøgelsen, men tendensen skulle også her være faldende. Så meget desto voldsommere er stigningen i forhold til TV-sening (fig.9.9. og 9.10). Danskerne brugte således i 1994 i gennemsnit 160 minutter dagligt på at se TV (tab. 9.4.).

For det andet: Sendetiden fra de danske kanaler er blevet voldsomt forøget fra 2800 timer årligt i 1983/84 til 11300 timer årligt i 1994 (s.6 og fig.9.1). For lokal-TVs vedkommende er tendensen den samme (fig.9.4.) Hverken TV2’s morgen-TV eller DR2 er medregnet, hvorfor den stigende tendens ser ud til at være yderligere forstærket siden rapportens udfærdigelse. Derudover har danskerne i stigende grad adgang til et væld af udenlandske kanaler via satellit og hybridnet (fig. 9.6).

For det tredje: Det øgede udbud har forrykket fordelingen i programtyper, således at forbruget af sport og underholdning vokser på bekostning af kultur- og aktualitetsstof.

Selvfølgelig vil dette øgede bombardement med TV-kommunikation i en stadigt mere underholdningsbetonet form påvirke vores måde at opfatte kommunikation på - den måde vi selv kommunikerer på, og de forventninger vi stiller til den kommunikation, vi fra andre medier bliver præsenteret for.

2.4. Nye tider

I det følgende vil jeg se på, hvordan ovennævnte medie- og informationsteknologi-udvikling har været med til udforme det verdensbillede, der præger det moderne menneskes opfattelse af sig selv, sine omgivelser og kommunikationen disse to imellem.

Vi har udviklet et samfund, hvor det helt centrale omdrejningspunkt er individets frihed til at vælge. Dette er relativt sent ideologiseret i liberalismen, men har rødder helt tilbage til rennaissancen[12]. Vi lever i et samfund, hvor vi via demokrati, ytringsfrihed, frie markedskræfter etc. i høj grad er i stand til selv at tilrettelægge vort liv. Dette gælder på alle livets områder: Uddannelse, karriere, familie, sociale relationer, indkøbsvaner, fritid o.s.v. Og efterhånden som udbudet forøges, f.eks. i forhold til informationer, bliver vi stigende grad nødt til at vælge fra. Dette gør os kræsne. Vi gider ikke at se på og lytte til hvad som helst.

Det hedder zapper-kulturen. Vi har et utal af muligheder i forhold til alle medier, og hvis vi ikke er tilfredse med det, vi finder på den ene kanal, så kan vi hurtigt og bekvemt skifte til en anden. Med fjernbetjeningen – scepteret – sidder vi endnu en gang og vælger. Det er os, der bestemmer, og alt kan fortsat centrere sig om det eneste holdepunkt vi har: Os selv.

Set fra afsenderens side er dette en helt ny og krævende situation. For alle de andre kommunikationsafsendere er at betragte som støj; som signaler, der virker forstyrrende i forhold til den kommunikation, man selv ønsker at foretage. Derfor bliver bestræbelsen for afsenderen først og fremmest at få modtagerens opmærksomhed. Og derefter at fastholde den. Dette kan gøres på mange forskellige måder, men i sidste ende vil det altid resultere i …mere støj.

Denne kamp for opmærksomhed betyder også, at der stilles færre og færre krav til modtageren. Ansvaret for kommunikation ligger i dag på afsenderen alene. Nuvel, afkodningen af afsenderens budskab sker først med betydningsdannelsen i mødet med modtageren (tekstmodellen), men det er stadig afsenderens ansvar at tage højde for dette på forhånd. Som afsender i dag kan man ikke tillade sig at stille krav til modtageren, for modtageren er som regel modtager for sin underholdnings skyld, og underholdning er netop karakteriseret ved, at man kan modtage den uden at behøve at yde noget synderligt rent intellektuelt. Også dette forhold fører til kommunikation efter laveste fællesnævner, for jo bredere man rammer, jo flere rammer man, og jo større modtagergruppe får man[13].

Samtidig med at massemediekommunikationen har bredt sig, har vi oplevet store forandringer af vores sociale strukturer, f.eks. i forhold til fællesskabet. Jeg siger, at denne udvikling er indtruffet samtidig med medieudviklingen, og altså ikke nødvendigvis som en følge heraf. Men tankegangen er nærliggende.

Det er værd at mærke sig, at det netop er faren for opløsningen af fællesskabet, der gang på gang har fået alarmklokkerne til at ringe. Det var især denne angst for de menneskelige relationers endeligt, der lød ved indførelsen af både telegraf, telefon, radio og TV. Og den samme angst, der bringes frem i IT-debatten i tide og utide. Og selv om man ikke skal bilde sig ind, at det gode solide, menneskelige fællesskab var noget, der eksisterede indtil sidste år, så er der dog ingen tvivl om, at netop alle disse kommunikationsmidler sammen med den øvrige teknologiske udvikling har en stor del af skylden for den opløsning af gamle fællesskabsdannende institutioner, som vi ser i vor tid.

- Familie- og slægtsfælleskabet har slet ikke den betydning i det enkelte individs liv, som det havde generationer tilbage.

- Landsby- eller lokalfællesskabet har også mistet det meste af sin betydning, bl.a. fordi vi i dag er så mobile, og så løst tilknyttet en bestemt egn, by e.l.

- Arbejdsfællesskabet er opløst af rationalisering, decentralisering o.l.

- Det demokratiske fællesskab er i krise. Folk stemmer ganske vist i stort tal ved valgene, men det er meget få, der i den forstand går ind i politiske fællesskaber.

- Fagforeningerne har mistet en stor del af deres traditionelle fællesskab, når ledelsen ikke kan enes med medlemmerne om overenskomsterne, og der ikke kan skabes enighed om at støtte faglige demonstrationer[14].

- Kirken, der om nogen institution kan bryste sig af en lang historie netop som fællesskabsdannende, har også svigtende tilslutning til sit fællesskab.

- Og så videre…..

Som erstatning for disse gamle fællesskaber vælger folk i dag andre og anderledes former for fællesskaber, der er afgørende forskellige i forhold til de hendøende på flere måder:

Som nævnt er der tale om fællesskaber, man selv vælger. Dette er afgørende forskelligt fra en stor del af de fællesskaber, som man før befandt sig i. For dem havde man ikke selv valgt. Dem var man blevet sat i. I dag vælger vi selv vores rammer. Vi vælger arbejde, vi vælger partner, vi vælger venner, vi vælger sportsklub o.s.v. Og informationsteknologien giver os mange nye valgmuligheder i form af forskellige virtuelle fællesskaber på Internettet: Chatgrupper, newsgroups, mailinglister o.s.v. Det er os selv der vælger til og fra, og fællesskabet får dermed den afgørende forskel fra fortidens fællesskaber, at de bliver uforpligtende. McLuhan taler om den globale landsby, men det fællesskab, der er tale om i den globale landsby er et uforpligtende fællesskab. Et fællesskab, som man kan træde ind i og ud af, som man vil. Et fællesskab man kan tænde for og slukke for, som man vil. Et fællesskab, der netop er virtuelt. Altså tilsyneladende – uden krop.

Samme mangel på virkelighed er der i den pseudoverden, medierne trækker os ind i: Den parallelverden af glamour, skønhed, rigdom og lykke, som både fiktion, show og reklamer beretter om. En verden som let bliver tilflugtssted fra den virkelige, fysisk forpligtende verden. Et tilflugtssted, der let tydeliggør kontrasten mellem ens virkelig-hed og den virtuelle virkelighed, der formidles i mediernes verden, og dermed øger ens uro i stedet for at dæmpe den. Muligvis med det resultat at man synker ind i apati, i afmagt over ikke at kunne følge med i den virkelige verdens hårde krav. En ond cirkel, der peger væk fra denne verdens virkelighed. En ny slags verdensforsagelse..

Som det sidste væsentlige træk ved vores nye verdenssyn skal nævnes, at vi i stigende grad oplever verden i billeder og tale, fremfor gennem skrift. Jan Lindhardt hævder på den baggrund, at vi er på vej tilbage til en kommunikationskultur, der ligner middelalderens[15]. Om der ligefrem bliver tale om middelalderens genkomst, skal jeg ikke komme nærmere ind på i denne sammenhæng. Men alle tal og tendenser underbygger påstanden om, at vi mere og mere tænker i billeder.

Der er stor forskel på skriftlig og billedlig/mundtlig kommunikation: Skriftsproget henviser læseren til en ensom proces af skriftafkodning, fjernt fra afsenderen, hvor der er masser af tid til fordybelse, gentagende læsning og gennemtænkning af indholdet. I kraft af dette er skriften fremragende, hvis man vil formidle et budskab, der har en vis dybde. I forhold til den klassiske kommunikationsteori har man her mulighed for at fastholde i det mindste illusionen om, at man kan styre kommunikationsprocessen som afsender. Støjkilderne er i hvert fald minimeret, alene i kraft af de krav man stiller til modtageren ved af forlange hans koncentration i afkodningen. For så vidt man altså kan få folk til at læse en tekst fra ende til anden, er mediet uovertruffent til formidling af f.eks. større meningssammenhænge.

Tale- og billedsproget derimod har helt andre styrker. De bibringer os en følelse af nærhed i forhold til afsenderen. De matcher langt bedre det overfladiske og hastigt skiftende livsmønster, der er aftegnet ovenfor. Og de taler i langt højere grad til følelserne, end skriften gør, bl.a. fordi de er tættere på vores konkrete oplevelse af virkeligheden.

3. Folkekirken

Efter at have set på de forandringer, der foregår omkring os, er det nu tid til at se nærmere på den aktør, hvis forhold til de ændrede vilkår vi senere vil undersøge.

3.1. Tradition og reformation

Kirkens historie starter med Jesu bud til disciplene om at gå ud i verden og prædike evangeliet til omvendelse[16]. Om Jesus i den forstand bad disciplene om at danne kirker er uklart, men det blev hurtigt resultatet: Inden udgangen af det første århundrede fandtes der utallige kristne kirker (menigheder) i Middelhavsegnen, og i det 5. Årh. blev kristendommen officiel religion i hele det enorme Romerrige.

I løbet af middelalderen var kirken så gennemorganiseret, at den uværgeligt stivnede i sin form, som en magtinstitution i samfundet, så magtfuld at man gennem århundreder kæmpede med de verdslige herskere om magten.

Centralt i forhold til den kirkelige kommunikation er det, at kirke og kongemagt efterhånden fandt sig til rette med en magtdeling, hvor de to institutioner gensidigt supplerede hinanden. På denne måde fik kirken reelt monopol på al undervisning og forkyndelse. Kirken var Guds repræsentant på jorden og dermed i kraft af sin blotte tilstedeværelse et vidnesbyrd om Guds indgriben i verden.

Således har man ikke behøvet at bruge sin energi på at overveje, hvordan ens kommunikation virkede (for så vidt man overhovedet kunne have fundet på det). Man var sat til at forkynde ordet med mandat fra Gud. Det gjorde man, som man altid havde gjort, og så skulle Helligånden nok tage ansvaret for resten. Og hvis Ordet ingen virkning havde, så havde det sikkert sin egen mening.

Den struktur og organisering, kirken havde fundet i den sene oldkirke i de første århundreder, var stort set uantastet gældende op igennem middelalderen, indtil man fra 1300-tallet oplevede en række protestbevægelser i opgør med den katolske kirkes magtmisbrug og verdslige korrumpering. Et af disse opgør førte – som en følge af Martin Luthers virke og tanker - til reformationen.

En af Martin Luthers hovedanklager mod den katolske kirke var netop, at man havde glemt at tage forkyndelsesopgaven alvorligt og i stedet var mere optaget af at udbygge sin egen verdslige magt. I forkyndelsen henviste man hellere til sig selv som (frelses)institution end til Kristus som frelser. Man havde grundlæggende svigtet sin opgave, både overfor Gud og overfor folket.

En stor del af Luthers arbejde gik ud på at rette op på disse misforhold. Han gjorde op med den katolske opfattelse, at gudstjenesten havde sin virkning, uanset tilhørernes antal, beskaffenhed eller fatteevne. Han understregede det vigtige i, at der blev prædiket for den almindelige befolkning, ikke alene på deres modersmål, men også på en måde, så de forstod, hvad der blev sagt. Til dette formål udgav Luther og hans medarbejdere en mængde prædikensamlinger og –vejledninger samt de to katekismer til de dårligst rustede af præsterne. Hertil kom en revision af gudstjenesten, der skulle bringe menigheden i centrum igen i stedet for præsterne selv. Præsterne skulle iklædes almindelig borgerdragt (den tids cowboybukser)[17]. Der skulle prædikes, så det kunne forstås. Der skulle synges salmer på nationalsproget, og melodierne blev ofte lavet på grundlag af datidens popmusik: viser og dansemelodier. Desuden fik menigheden lov til selv at medvirke ved gudstjenestens højdepunkt, nadveren.

Mens præsterne gennem ortodoksien og oplysningstiden sloges, især med hinanden, om hvad der helt præcist var ret kristendom, forblev kirkens kommunikationsformer stort set uændrede, ligesom den indre, kirkelige struktur og magtopbygningen var den samme indtil statskirken med Grundlovens indførelse i 1849 blev til en folkekirke.

3.2. Fra Statskirke til Folkekirke.

Med Grundloven fik vi i det store og hele den ordning af kirken, vi kender i dag. I § 4 hedder det: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. I § 66 hedder det endvidere: Folkekirkens forfatning ordnes ved lov. Sidstnævnte er endnu ikke sket.

Hvis vi tilføjer menighedsrådslovgivningen af 1903/12 kommer Folkekirkens ordning – skematisk opstillet – til at se således ud[18].

Bortset fra opsplitning af ansvaret mellem økonomi på den ene side og tilsyn og forkyndelse på den anden, så ser det meget overskueligt ud. At virkeligheden ofte er en anden, vil jeg påpege med følgende, uddybende kommentarer[19].

For det første: Martin Luther introducerede begrebet det almindelige præstedømme i et opgør med det katolske embedssyn, der efterhånden havde ophøjet præsten til en ganske særlig og ophøjet, åndelig sfære. Pointen med det almindelige præstedømme er, at kirken ikke skal tegnes og bæres af et ophøjet præsteskab, men af alle de troende, der udgør kirken, i fællesskab. Denne størrelse er ikke med i ovenstående figur, hvilket ret (luthersk) beset må betragtes som en mangel, da det netop ikke er præstens ansvar alene, men hele menighedens ansvar, at evangeliet bliver forkyndt.

For det andet: Figuren indeholder ingen henvisning til sognets betydning for dansk kirkeliv. Det er af betydning for forkyndelsens vilkår, at der er tradition for en overmåde decentral kirkestruktur. Et højt (grundtvigsk-pontoppidansk) frihedsideal kendetegner de enkelte sognes måde at gøre tingene på. Og frihedsidealet bliver ikke mindst holdt i hævd af præsterne, der hæger meget om deres forkyndelsesfrihed; en frihed de som nævnt har overfor deres overordnede, men som de også kan påberåbe sig overfor menighedsrådet.

For det tredje rummer figuren ikke alle de frivilligt arbejdende, kirkelige organisa-tioner, der også i høj grad er med til at tegne kirkens ansigt og forkyndelse. Således diakonale organisationer, missionsselskaber, socialt engagerede organisationer, spejder- og ungdomsbevægelser o.s.v.

For det fjerde medregner figuren heller ikke de kirkelige retninger, der både aktuelt og især historisk har haft stor indflydelse på opbygningen af dansk kirkeliv. Hertil kan regnes Indre Mission, Grundtvigianismen, Tidehverv, Ungdomsbevægelserne, De Højkirkelige, Kirkeligt Centrum m.fl.

For det femte: Forskellige lovændringer i forhold til menighedsrådenes beføjelser i forbindelse med f.eks. ændringer af gudstjenestens gang, har gjort det vanskeligere at hævde præstens eneansvar i forhold til forkyndelsen.

I lyset af alle disse supplerende bemærkninger og forbehold kunne man passende forsøge på endnu en måde at illustrere Folkekirkens struktur. Denne gang ved at afbilde de forskellige historiske lag, der ligger til grund for Folkekirkens struktur[20].

Det embeds- og territorialkirkelige lag dækker Folkekirkens formelle ordning.

Det bevægelseskirkelige lag dækker det omtalte netværk af kirkelige retninger, bevægelser og organisationer.

Det demokratisk kirkelige lag dækker den demokratiske dimension, der er blevet lagt over Folkekirken, dels med Grundloven, dels med menigheds-rådsloven.

Det distancerede lag dækker over alle de mennesker og institutioner, der ikke har direkte, regelmæssig berøring med Folkekirken (se nedenfor, pkt. 4.1.)

Flere lag kunne tilføjes.

Med disse to figurer og de fem uddybende kommentarer skulle det gerne stå klart, at Folkekirken er en yderst kompleks størrelse rent organisatorisk og historisk. Med rødder tilbage til starten af vor tidsregning. Tilpasset gennem århundreder først i en luthersk retning, derefter desuden i en særlig dansk retning, således at vi i dag har en dansk Folkekirke, der i sin opbygning kun vanskeligt lader sig sammenligne med andre lutherske kirker, selv dem i vore nabolande.

3.3. Folkekirkens kommunikationsformer

Indenfor ovennævnte rammer har Folkekirken altså sit virke. Indenfor denne komplekse og mangesidede ordning forkynder man det kristne budskab til danskerne. I det følgende skal vi se nærmere på, hvilke former for kommunikation man anvender – hvilke medier man bruger.

Højmessen.

Som det vigtigste kommunikationsmiddel står højmessen og de kirkelige handlinger[21]. Højmessen ledes af præsten, der kun har ganske få muligheder for at foretage ændringer i gudstjenestens gang, der skal følge de i Ritualbogen angivne retningslinier. Gudstjenesten består af fire hoveddele[22]

1. Indledning: Efter sammenringning indledes gudstjenesten med musik, bøn og lovsang.

2. Ordet: Tre bibelske læsninger, trosbekendelse, prædiken og kirkebøn. Imellem læsningerne samt før og efter prædikenen synges salmer.

3. Nadver: Indledes med en nadverbøn, der efterfølges af fadervor og indstiftelsesordene. Derefter uddeles brødet og vinen.

4. Afslutning: Velsignelse, salme, bøn og musik afslutter gudstjenesten.

Efter dette mønster afholder præsten højmessen, idet han anvender de til dagen fastlagte bibeltekster. Hvad præstens forkyndelsesfrihed i højmessen angår, så udfolder denne sig i prædikenen, via valget af salmer samt til dels ved valg af kollektbøn. Salmerne vælges fra Den Danske Salmebog (1953) eller tillægget hertil (1994). Ønsker præsten at vælge andre salmer, kræver dette menighedsrådets og biskoppens tilladelse, idet organisten dog kan modsætte sig anvendelse af salmer udenfor ovennævnte to samlinger. Musikken skal udføres ”på pibeorgel eller andre akustiske instrumenter”[23].

Det skal bemærkes, at ovennævnte gudstjenesteordning har fået kongelig autorisation d. 12. Juni 1992, som et resultat af utallige overvejelser, eksperimenter og kommi-sionsarbejder gennem de sidste halvtreds år, kulminerende med Liturgikommisionens nedsættelse i 1970 og bispekollegiets beslutning i maj 1988 om at indlede den endelige udfærdigelse af en ny Ritualbog. Ritualbogen og dens retningslinier skulle således kunne betegnes som et nutidigt udtryk for Folkekirkens (ledelses) ønsker om, hvordan den kirkelige kommunikation skal foregå i højmessen.

Det skal afsluttende bemærkes, at fornyelserne i forhold til den gamle gudstjeneste-ordning især er sket i kraft af tilbagevenden til gammel praksis og tradition[24]: Der er åbnet op for anvendelsen af gamle (traditionelt katolske) led i højmessen så som Litaniet, Kyrie, Gloria og syndsbekendelse med absolution. Desuden har man indført en Gammeltestamentlig læsning først i gudstjenesten i stedet for en nytestamentlig. Man taler således om en generel opritualisering af gudstjenesten i forhold til den forrige gudstjenesteordning.

Øvrige kirkelige handlinger.

Udover højmessen, på søn- og helligdage, kan danskerne møde Folkekirkens forkyndelse i forbindelse med konfirmation, vielse og begravelse/bisættelse. I disse gudstjenestelige sammenhænge er præsten langt friere stillet, og disse gudstjenester tilrettelægges som regel i et samarbejde mellem de implicerede og præsten.

Ekskurs: Bibelen

Bibelen er ikke et Folkekirkeligt kommunikationsmiddel i den forstand, men udgør grundlaget for den kirkelige forkyndelse. Det er derfor ikke helt uden betydning, at Bibelens nyoversættelse afsluttedes i 1992, samtidigt med at der kom ny gudstjeneste-ordning. Sagen er, at man står med en Bibeloversættelse - hovedsageligt udført af folkekirkelige kræfter - der ganske vist har moderniseret sproget i forhold til de to foregående oversættelser fra 1931 (Gamle Testamente) og 1948 (Ny Testamente), men hvis sprogdragt stadig er omkring tredive-fyrre år gammel. Dette skyldes naturligvis til dels, at grundteksten er op til flere tusinde år gammel, men også at man ønsker at afholde sig fra almindeligt, dagligdags sprog for at fastholde en ”anderledeshed” og en ”hinsidighed” i forhold til denne verdens sprog og daglighed.

Den kirkelige undervisning.

Folkekirken når stadig mange mennesker med forskellige former for undervisning. Dette sker især via undervisningen af kommende konfirmander (på 7. klassetrin) og såkaldte minikonfirmander (på 3. klassetrin.).

Der er ingen faste retningslinier for, hvordan præsten skal varetage arbejde med konfirmationsforberedelsen, idet den kongelige resolution fra 1989 udelukkende påbyder præsten at påse, at konfirmanden er ”fortrolig med den kristne børnelærdom og folkekirkens gudstjeneste”[25]. I forhold til undervisningen af minikonfirmanderne er retningslinierne lidt mere specifikke, idet det i anordningen derom hedder, at forberedelsen skal ”tilrettelægges således, at børnene ud fra en gudstjenestelig sammenhæng mødes om bibelfortælling, salmer, bibelhistoriske sange, bøn og bekendelse.”[26]

Det er stadig en væsentlig majoritet af 7.klasses børnene og en stigende andel af 3.klasses børnene, der tager imod dette tilbud om kirkelig undervisning.

Sjælesorgen.

Denne traditionelt væsentlige del af præstens arbejde har mistet omfang, efterhånden som præsten har fået sværere ved at fastholde en personlig kontakt til sognebørnene. Blandt årsagerne til denne udvikling kan nævnes, at mange af sognene er vokset, at de fleste mennesker har mistet deres nære, daglige tilknytning til den lokale sognekirke, bl.a. fordi vi som ovenfor nævnt er blevet mere mobile. Men også fordi det sekulari-serede menneske vender sig andre steder hen med sine sjælelige problemer end til sognepræsten, f.eks. til psykologer og andre terapeuter. Således udøves sjælesorg i dag især i forbindelse med dødsfald, f.eks. overfor efterladte.

På trods af sjælesorgsarbejdets vigende omfang (eller måske netop derfor) er pastoral-psykologien i disse år genstand for en stigende interesse fra praktisk-teologisk hold.

Kulturelle aktiviteter

En stor del af sognearbejdet består i dag af sogneaftener o.l., der i forlængelse af højskoletraditionen tilbyder foredrag, sangaftener, debatarrangementer o.s.v. Det er i høj grad disse tilbud, sammen med et stort antal koncerter, der viser kirkens ansigt udadtil i kraft af den annoncering, der ofte er forbundet med sådanne kulturelle arrangementer[27].

Kommunikationsformer i de elektroniske medier – Radio og TV

I USA har de kristne forkyndere i høj grad ønsket – og formået – at tage de elektroniske medier i anvendelse. Dette gælder især i forhold til TV-mediet, hvor man finder et utal af TV-prædikanter og ligefrem TV-menigheder[28]. I Danmark har der været forsøg på det samme, men aldrig fra Folkekirkeligt hold: Det er Pinsekirken og andre karismatiske menigheder, der er ansvarlige for den forkyndende/missionerende TV-transmission vi har i Danmark, som udelukkende sendes på lokale TV-stationer.

Dette betyder ikke, at der ikke er en øget opmærksomhed overfor medier og kirke. Den i september 1996 i Ebeltoft afholdte konference om Kirken og informationssamfundet vidner om en vågnende opmærksomhed i forhold til mediernes stigende indflydelse på samfundet[29]. Konferencen fik som udløber, at der nedsattes et forum, Folkekirkens Medieforum, der skulle fortsætte de overvejelser, der var igangsat i Ebeltoft. Vi har dog stadig til gode at se resultater fra dette forums arbejde.

Dannelsen af Århus Folkekirkelige Informationstjeneste (ÅFI) i efteråret 1996 er udtryk for samme ønske om fokus på Folkekirke og medier. Ca. 50 menighedsråd gik sammen om at ansætte en folkekirkelig mediemedarbejder, hvis eneste opgave det er at profilere Folkekirken i de Østjyske medier. Dannelsen af ÅFI har siden ført til dannelsen af Århus Folkekirkelige TV, hvis formål det er at producere udsendelser, der sendes på TV Danmark på et fast ugentligt tidspunkt og Århus Folkekirkelige Radio, der har fast ugentlig sendetid i en af de to lokalradioers sendetid. Dannelsen af en lignende informationstjeneste er i gang i Ålborg og flere andre steder.

Kommunikationsformer i de elektroniske medier – Internettet

Den Folkekirkelige anvendelse af Internettet er langsomt men jævnt stigende. Adskillige kirkelige organisationer har været på Nettet i flere år, ligesom enkelte sogne kom på Nettet i løbet af 1996. I foråret 1997 fik Folkekirken en officiel hjemmeside (www.folkekirken.dk), og siden da har flere og flere sogne i en jævn strøm oprettet egne web-sites.

Anvendelsen af Internettet er ikke missionerende/evangeliserende, men er snarere at betragte som supplement til allerede eksisterende kommunikationsmidler, som kirkeblad, telefonbog o.l. Som regel er der især tale om oplysning om arbejde, der finder sted i menigheden, f.eks. med gudstjeneste- og aktivitetskalendere.

Som nogle af de eneste forsøg på at anvende mediets muligheder for interaktion kan nævnes Kirkefondets (www.kirkefondet.dk) og folkekirken.dk´s opslagstavler og debatfora, der dog kun er sparsomt anvendt. Desuden er der mulighed for på Folkekirkens officielle hjemmeside at modtage sjælesorg via Nettet (dog ikke real-time). På adskillige hjemmesider er der adgang til prædikener, artikler o.l., men altid er der tale om indlæg, der har været anvendt i anden sammenhæng.

I den forstand kan man hævde, at den folkekirkelige anvendelse af Internettet bærer præg af, at man anvender mediet på de gamle mediers præmisser uden at have gennemtænkt det nye mediums særegenhed. Et udtryk for en sådan reel overtagelse af mediet kunne være oprettelse af cybermenigheder, som allerede kendes i cyberspace[30], men denne mulighed har så vidt jeg ved endnu kun været fremdraget som skrækeksempel på, hvordan Internettet truer det menneskelige (og kirkelige) fællesskab.

Således de forskellige folkekirkelige kommunikationsformer.

Som det fremgår, er det meget op til det enkelte sogn (i praksis den enkelte præst), hvordan den kirkelige kommunikation – forkyndelsen – skal forvaltes. Også når det kommer til initiativer, der rækker udover sognegrænserne, er der tale om initiativer, der kommer nedefra, fra ”græsrødderne”. Det er op til et antal menighedsråd selv at tage initiativ til oprettelsen af en informationstjeneste. Det er op til et antal præster o.a. selv at oprette Folkekirkens officielle hjemmeside o.s.v.

Fra Kirkeministeriet sker der intet. Fra stifterne sker der intet. Fra Præsteforeningen sker der intet. Fra Foreningen af menighedsrådsmedlemmer sker der intet. Fra de teologiske fakulteter sker der intet. Fra de præstelige uddannelsesinstitutioner sker der intet. Alt kommer nedefra. Intet ovenfra[31].

4. Folkekirken i informationssamfundet

Efter at have set nærmere på de forandringer, der præger vores tid i forhold til medier og kommunikation, samt på Folkekirkens baggrund og ordning samt dens kommunika-tionsformer, er det tid til at besvare spørgsmålene: Hvordan går det egentlig med Folkekirkens kommunikation? Hvordan forholder Folkekirken sig til sin rolle som forkynder og denne forkyndelses ”effekt”?

4.1. Status: Folkekirken og danskeren

På den ene side har vi et moderne menneske, der i stigende grad oplever verden i billeder. Det har vænnet sig til at interagere og på den måde selv være med til at påvirke forløbet af den kommunikation, det udsættes for eller involveres i. Vi har mennesker, der vil underholdes og som har vænnet sig til, at der i høj grad bliver talt til deres følelser, når der kommunikeres.

På den anden side har vi en Folkekirke, der hævder, at den har noget at sige disse moderne mennesker. Men der er noget, der ikke fænger i mødet mellem det moderne menneske og Folkekirken.

For kirken har ikke undergået væsentlige forandringer i løbet af de årtier, der som ovenfor nævnt har indvarslet en ny samfundsform – informationssamfundet. Folkekirken når ikke igennem til det moderne menneske, for Folkekirkens kommuni-kationsformer er præget af at være udviklet gennem århundreder. I en tid, der adskilte sig fundamentalt fra vores egen.

Lad os først se nærmere på det dominerende kommunikationsmiddel, nemlig gudstje-nesterne - højmessen og de kirkelige handlinger.

- I gudstjenesten finder vi ingen billeder, bortset fra altertavler, epitafier, krucifikser o.l. der stort set alle er udført for århundreder siden. Levende billeder findes ikke i gudstjenesten.

- Sproget der tales er mindst 30 år gammelt – ofte anvendes der i ritualer og tekstlæsninger sproglige vendinger og ord, der ikke har været anvendt i dagligt dansk i dette århundrede.

- Musikken der spilles, dels som præ- og postludium dels som akkompagnement til salmerne, grunder i en tradition, der går århundreder tilbage. Koralbogen der spilles efter, er ligesom Den Danske Salmebog autoriseret i 1953, hvilket naturligvis har betydning for musikkens karakter. Det nye tillæg fra 1992 har kun vundet yderst sparsom udbredelse.

- Muligheden for interaktion, d.v.s. fysisk medvirken i gudstjenesten, er for menighedens vedkommende begrænset til at skulle rejse sig op omkring seks gange i løbet af gudstjenesten. Desuden at skulle synge med på en række salmer, der for manges vedkommende er både ukendte og uvedkommende. Eventuelt kan man også gå til alters, hvilket i så fald repræsenterer højdepunktet af fysisk udfoldelse ved en dansk gudstjeneste.

Alt i alt er der tale om en gudstjensteform, der er bundet til en fortidig skriftkultur, hvor refleksion og ro var at foretrække fremfor følelser og kropslig udfoldelse[32], og som i det hele taget er båret af en kommunikationsform, der er meget tilbageholdende med at henvende sig til de sider af det moderne menneske, som alle andre medier fokuserer på (fordi de ved, at det virker…). Der tales til hjerne i stedet for til hjerte. Man fastholder en kølig saglighed fremfor et levende, kropsligt engagement. Der bruges skriftsprog (idet der som regel læses op, når der tales, hvad enten det er fra ritualbog, Bibel eller prædikenmanuskript) fremfor billedsprog og ligefremt talesprog.

Og hvordan går det så med denne kommunikation? Hvilken plads giver denne kommunikative adfærd Folkekirken i danskernes bevidsthed og hverdag?

I tal har den almindelige kirkegang været jævnt faldende i dette århundrede, således at man fra omkring 10% ved århundredeskiftet nu har en kirkegang på 2%. Dette peger på, at deltagelse i det kirkelige fællesskab og tilknytning til Folkekirken i det hele taget betyder stadigt mindre for danskerne. En påstand, der underbygges af følgende tal fra Socialforskningsinstituttets fritidsundersøgelser fra 1964, 1975, 1987 og 1993, der viser fordelingen af ja- og nej svar på spørgsmålet ”Hvis man skulle melde sig ind i folkekirken for at blive medlem af folkekirken, ville De så melde Dem ind?”[33]

1964 1975 1987 1993

Ja 72% 58% 45% 58%

Nej 16% 37% 23% 26%

Selv om disse tal peger på en fremgang i tilslutningen til Folkekirken, skal man ikke glemme, at vi først nu er ved at genvinde tabet i forbindelse med ungdomsoprøret fra 1968. På den anden side er der andre tal, der antyder, at befolkningen ikke helt har givet slip på Folkekirken, selv om den almindelige kirkegang er faldende. Nyere tal viser at 79% af de danske børn døbes, at 82% bliver konfirmeret, at 56% af ægteskaberne indgås i kirken og at 93% af alle bisættelser/begravelser foregår med bistand fra en præst[34].

Disse tilsyneladende modstridende tal peger på en meget væsentlig udvikling i dansk Folkekirkeliv i de sidste årtier, nemlig at vi kan opdele danskerne i to grupper:

1) De, der kommer ofte i kirken og derfor er bekendt med dens sprog. Vi kan kalde dem kernemenigheden eller de vanekristne.

2) De, der kun sjældent kommer i kirken. Vi kan kalde dem lejlighedskristne, fordi de som regel kun kommer, når der er en særlig anledning til det, f.eks. jul, dåb, vielse etc.

For den første gruppes vedkommende, de vanekristne, er der naturligvis ikke tale om nogen homogen gruppe. Der kan være tale om vidt forskellige motiver bag deres deltagelse i det gudstjenestelige fællesskab. Udover det rent trosmæssige kan nævnes ønsket om at finde fred fra den larm, der præger det moderne menneskes hverdag (informations- og underholdningsbombardementet). Desuden ønsket om at se sig sat i en ramme af tradition og sammenhæng. Dette kan udover et egentligt trosfællesskab også være et historisk og/eller kulturelt fællesskab. Og endelig ønsket om at møde en fast rituel ramme, der er velkendt, og derfor giver en følelse af genkendelighed og tryghed.

Disse forskellige motiver (som er svære at undersøge, da de ofte er hinsides både sprog og bevidsthed) findes også i den sidste gruppe af lejlighedskristne. Dette antydes af den almindelige velvilje, der er overfor kirken som nationalt-kulturelt-historisk samlingspunkt. Selv de mest kirkefremmede udtrykker som regel velvilje overfor Folkekirken som deres kirke – ikke som noget de overrender i tide og utide, men som en del af deres kulturelle arv. Det er denne pointe, der har fået Jan Lindhardt til at sammenligne danskerne med skrabelodder, der viser sig at være gode kristne mennesker, hvis man skraber lidt i overfladen. Fordi de uløseligt bundet til en tradition og en nation, der er gennemkristnet på alle samfundsområder[35].

Selv om dette skule være en rigtig opfattelse, ændrer det dog ikke på den kends-gerning, at denne gruppe er præget af en dyb uvidenhed om den kristne tros indhold så vel som den form, Folkekirken anvender i sin forkyndelse. Uvidenheden gælder de mest grundlæggende kristne dogmer, bibelkendskab samt gudstjenestens sprog.

Dette får til følge, at de lejlighedskristne går til en forestilling, mere end de selv deltager i gudstjenesten. De er med andre dybt fremmedgjorte overfor det, der foregår i kirken og dermed også nemt i forhold til indholdet af det, der siges og gøres.

I tørre tal dækker disse grupper over henholdsvis 2 % og 86%. Disse tal fremkommer udfra følgende antagelse: Gruppe 1) dækker de mennesker, der regelmæssigt går i kirke, medens gruppe 3) dækker resten, fraregnet de 12%, der ikke er medlemmer af Folkekirken. Der er store fejlmarginer i forhold til disse tal, men tendensen er klart, at den største gruppe er gruppen af lejlighedskristne: Mennesker, der nok kan finde på at komme i kirken, men som kun gør det, når der er en særlig lejlighed til det. Og som, kunne man frygte, vil finde mindre og mindre anledning til at komme uden en særlig lejlighed hver gang ovennævnte fremmedgørelse opleves. Det skal i øvrigt nævnes, at antallet af deltagere i kirkelige handlinger ligesom for de almindelige gudstjenesters vedkommende er faldende, hvilket på længere sigt kan vise sig ganske alvorligt: Hvis danskerne hverken møder den folkekirkelige kommunikation i højmessen eller i livets højdepunkter og grænsesituationer, som de gør ved de kirkelige handlinger, så er der ikke megen kontakt tilbage. Medmindre vi formår at ændre det, der får folk til at blive væk og/eller udbygge indsatsen i forhold til de elektroniske medier, hvor et efterhånden ikke ubetydeligt antal danskere møder den kirkelige kommunikation.

Hvad angår de mange ressourcer man anvender som koncert- og foredragsarrangør, så har disse ret beset ikke meget med kirkelige kommunikation at gøre, selv om nogle hævder, at man i kraft af sådanne arrangementer ”åbner folk” for det kirkelige fællesskab. Jeg har ikke set nogen dokumenteret argumentation for holdbarheden af denne påstand.

Hvordan Folkekirken i de kommende år formår at tage Internettet i anvendelse er ikke til at sige. På den ene side kunne man glæde sig over den jævne vækst, der er i antallet af sognehjemmesider på Nettet. På den anden side kunne man indvende, at vi endnu har til gode at se kirkelige sider, der tager konsekvensen af at have et nyt medie mellem hænderne: Budskabet bliver som regel selve dette, at en kirke er gået på Nettet, fremfor at folk nu har adgang til den og den facilitet. Det bliver kirkens anvendelse af teknologien, der er det interessante, fremfor det indhold der faktisk er på f.eks. hjemmesiden[36].

At der i forhold til de nye vilkår for kirkelige kommunikation tænkes fornuftige tanker og iværksættes gode initiativer rundt omkring er der ingen tvivl om. Mediekonfe-rencen i Ebeltoft og stiftelsen af ÅFI er allerede nævnt som eksempler herpå. Tilbudet om deluddannelse i religionsinformatik, bl.a. til præster, er et andet nærliggende eksempel, selv om det er påfaldende, at initiativet er kommet fra Ålborg Universitet og ikke fra Folkekirkens egen uddannelsesinstitutioner (som der ellers er nok af). Disse har overhovedet ingen interesse vist i at få fag som kommunikation, mediekundskab o.l. integreret i (efter-)uddannelsen af præster. Eneste skridt på vejen i forhold til en erkendelse af den virkelige verdens indflydelse på den teologiske ditto er indførelsen af praktisk teologi som eksamensfag i 1989-studieplanen.

Også på sogneplan foregår der rundt omkring mange fornuftige ting, men karakteristisk for det hele er det, at der ingen central styring er. På denne måde gør man sig gode erfaringer lokalt, som man dog ikke formår at gøre nytte af centralt. I forhold til en analyse af Folkekirken som organisation er det ikke meget bevendt. Det er godt for Folkekirken, at den har et rodnet, men det er en skam for Folkekirken, at den ikke forstår at udnytte sine ressourcer, menneskelige og materielle, på en hensigtsmæssig måde.

Hvordan kan det være, at man ikke tager de mørke skyer i horisonten alvorligt? Hvordan kan det være, at man ikke i lyset af den missionsbefaling, Jesus grundlagde kirken med, gør alt hvad man kan for at komme ud til danskerne med evangeliet?

Dette vil jeg forsøge at svare på i det følgende.

4.2. Teologi og kirkepolitik

Det første bud på en forklaring er, at der findes mange i Folkekirken, der vil benægte, at der overhovedet er nogle sorte skyer i horisonten. Folkekirken har det ganske godt, vil de hævde, idet de bl.a. påpeger, at man slet ikke kan måle danskernes forhold til kirke, tro og kristendom i antal kirkegængere o.l. ”Vi skal ikke blande os i folks religiøsitet, men blot sørge for at være der, når folk kommer til os” siger de.

I sin reneste form findes denne tankegang i de Tidehvervske og Grundtvigsk-Tidehvervske kredse, der har så stor indflydelse på Folkekirkens liv, bl.a. fordi det er fra dette miljø, en stor del af kirkens ledende og mest indflydelsesrige personligheder stammer.

Som eksempel på, hvordan denne tankegang udfoldes, vil jeg citere to personer.

Den første, Johannes H.Christensen, sognepræst i Skovshoved, skriver f.eks. i en af sine bøger[37], efter at han har kritiseret undervisningen ved Pastoralseminariet, følgende:

”…man skal nu engang være netop teolog – og hverken terapeut, ungdomsleder eller rock-musiker – for at være præst. Hverken præstens eller Folkekirkens påståede krise kan løses ved […] at interessere sig for formidlingen uden at ænse, hvad det er, der skal formidles. Den præst, som holder af sit arbejde og har sine teologiske kundskaber i orden, skal såmænd nok finde ud af at undervise konfirmander, snakke med folk, holde gudstjeneste med menigheden, gifte de elskende, begrave de døde, døbe de små og granske troens lærdomme til alles tilfredshed, sin egen inklusive.”

Hvor Johs. H. Christensen har denne viden fra oplyses ikke, men personligt er jeg bange for, at det kun er præstens egen tilfredshed, der kan garanteres for,1 alene i kraft af arbejdsglæde og teologiske viden. I øvrigt fortsætter forfatteren sin bog med at lange ud efter den præstelige efteruddannelse, som han anser for inderligt overflødig.

Den anden, Poul Damsgaard, sognepræst ved Odense domkirke, skriver i en intima-tionstale over 1. Kor 4, 1-5[38] følgende:

”…som ansvarlig over for Kristus alene er det ikke præstens ansvar, hvad der kommer ud af hans virke. Han er ikke ansvarlig for ordets virkning. Han skal ikke bedømmes på den synlige virkning og de ydre resultater af sin forkyndelse. […] Ordets virkning er Guds sag og ikke præstens.[…] For om noget sted befinder vi os med kirkens prædiken, med forkyndelsen af Kristi evangelium, på et område, hvor vi ikke har ansvaret for, om der kommer noget resultat ud af det eller ej. Det er ikke præstens bekymring. Præsten må have så megen tro og tillid til Guds ord, at han overlader det at virke, hvad det kan.”

Rent teologisk er det intet at angribe i talen, men det ligger snublende nær, når man på denne måde betoner Guds ansvar i forkyndelsen, at man i tide og utide blot læner sig tilbage og ser mod himmelen i sikker tillid til, at Gud og Helligånd nok skal klare resten.

Som sidste repræsentant for det synspunkt, at dalende folkelig tilslutning til Folkekirkens tilbud ikke udgør noget synderligt problem, vil jeg fremhæve Jørgen I. Jensen, der med sin bog Den fjerne kirke[39], har tilføjet debatten et vægtigt akademisk indlæg. Jørgen I. Jensen skelner mellem den nære og den fjerne kirke; en sondring der stort set falder sammen med ovennævnte skelnen mellem vanekristne og lejligheds-kristne, hvor de sidstnævnte især har et forhold til Folkekirken som den fjerne kirke: En kirke der ganske vist er fjern, men dog udgør et fikspunkt i det pågældende menneskes liv.

Interessant er det, at den nye udvikling, hvor Folkekirken for de fleste er en fjern og ikke en nær kirke, tilsyneladende ikke repræsenterer noget større problem, snarere tværtimod.

”Der er altså ingen grund til at moralisere over at folk ikke går i kirke, heller ikke til at moralisere over kirken og præsterne; og hvis man ikke hører til dem der drømmer om en ny vækkelse […] kan man spørge, om det ikke er bedst at alt bliver ved som det altid har gjort; der er jo noget stilfærdigt, sagligt-beskedent i vores folkekirkeordning, som der ikke er nogen grund til at slippe”[40]

Der er mange lignende tanker i Den fjerne kirke, men konstant afvises det at komme folk i møde med den nære kirkes omklamring. Kommer man nemlig for tæt på kirken, så viser det sig, hvor menneskelig den er – ”kun alt for menneskelig”[41].

Nej, ifølge Jørgen I. Jensen udgør den tilstand, jeg ovenfor har beskrevet, slet intet problem, men er snarere en velsignelse, fordi den fjerne kirke i kraft af sin fjernhed er et bedre middel til at formidle det, der alligevel kun kan anes.

Alle disse forsøg på at bortforklare, at Folkekirken har et formidlingsproblem, har fået Svend Bjerg og Palle Steffensen til at tale om en folkekirkelig afmagtsneurose. Dette fordi ”Den afmægtige folkekirke gør en dyd ud af nødvendigheden. Den ophøjer afmagten til selve sandheden…”[42]

Neurose er et stærkt ord, men der er under alle omstændigheder tale om en indstilling til udviklingen, der ikke kalder på den store indsats.

Teologisk tilbageskuen.

En baggrund for denne reaktionære indstilling overfor nye tiders udfordringer kan skyldes en udbredt tendens til at skue bagud på fortidens lyksalige tilstande. Teologisk formuleret kan man sige, at enhver (fremadrettet) bevægelse i tid er en bevægelse væk fra Paradistilstanden, og dermed en bevægelse væk fra Gud. Bibelen fortæller, at årsagen til Syndfloden var, at mennesket efter fordrivelsen fra Paradiset var blevet ondt. Og vi ved at mennesket – ifølge Martin Luther – er trælbundet til synden, og således ikke kan andet end at synde. Det kan derfor ikke undre, at menneskets synd og ondskab stedse må vokse. Betragtet på denne måde, kan tidens gang kun blive udtryk for en bevægelse væk fra Gud, og udviklingen er derfor per natur af det onde, om ikke lige frem syndig.

En anden grundlæggende årsag til modstand overfor den verdslige udvikling - teknologisk, socialt o.s.v. – er, at kirken traditionelt har opfattet sig selv som stående i et modsætningsforhold til verden.

Kirken taler om Guds kærlighed ind i en verden, der er præget af menneskets ondskab. Kirken taler om Guds retfærdighed som en modsætning til menneskets.

Kirken taler om Gud, som er god, ind i en verden der er ond.

Kirken forkynder evigheden ind i det timelige.

Også derfor har kirken per tradition og refleks forholdt sig kritisk til udviklingen på stort set alle områder, herunder den teknologiske.

Desværre har man sammenblandet form og indhold, idet man åbenbart har ment, at en statisk form i sig selv er udtryk for et evigt indhold. Det er muligt, at det før har været opfattet således, og det er muligt, at man kan argumentere religionspsykologisk for, at det på visse planer forholder sig sådan, men man skal ikke tro, at man alene ved at holde fast ved en overleveret form udtrykker Guds evige sandhed. Denne tankegang må f.eks. fejle, hvis formen får folk til ikke længere at lytte til indholdet. Og præcis dette lader til at være tilfældet i dag.

Præsternes modvilje

En anden grund til Folkekirkens manglende reflektioner i forhold til informations-teknologi og medieudvikling er, at mange i kirken simpelthen er totalt uvidende om, hvad der helt konkret foregår i disse år. Denne uvidenhed (der hurtigt forstærkes til bevidst ligegyldighed i manglende selverkendelse af ens egen uvidenhed) er ikke alene udbredt i kirken, men i hele samfundet. Ikke desto mindre kan der være flere grunde til, at uvidenheden og dermed modviljen, er særligt udbredt i f.eks. præstekredse.

Præsternes faglige miljø og arbejdsmiljø er nemlig af en ganske særlig art; kendetegnet især ved stor vægt på teologisk faglighed kombineret med lukkethed overfor kollegaer. Stridende teologer, og andre i det danske kirkeliv, beskylder ofte og gerne hinanden for at være dårligt teologisk funderede. Bl.a. derfor holder man hellere kortene (og sin uvidenhed) ind til kroppen, end man risikerer at blive afsløret som teologisk uvederhæftig. Man risikerer mindre ved at forske videre i Paulinsk tegnsætning, end man gør ved at hævde, at Folkekirken må besinde sig på mediernes udvikling.

Dette kombineres endvidere på uheldig vis med, at teologer (også hvis de bliver præster), ofte færdes meget i lukkede systemer, hvor man færdes blandt fæller, og således gensidigt kan bekræfte hinanden og låses fast i sine forestillinger og fjendebilleder. Således får man en høj grad af lukkethed overfor tanker og forseelser, der kan anfægte ens faglige identitet og/eller kirkelige ståsted.

Denne lukkethed er medvirkende årsag til, at mange præster, provster og biskoppper ingenting ved om nærværende problemstilling.

Menighedens modvilje

På tilsvarende måde mangler menighederne vilje til fornyelse og selvbesindelse. Dels fordi alle ovennævnte tanker også findes blandt den almindelige kirkegænger, især blandt de vanekristne, der ligesom præsterne ofte færdes meget i et lukket folkekirkeligt miljø. Men især fordi den vanekristne i Folkekirken netop søger og finder det vante: Ritualet, gentagelsen, den gammelkendte ramme. Enhver anfægtelse af den Folkekirkelige form bliver derfor et angreb på den enkelte persons eksistens. Formen er afgørende, og mest afgørende er det, at den forbliver, som den altid har været. Man kunne antyde, at mediet på denne måde bliver til budskabet.

Hvad de lejlighedskristne angår, så står disse jo netop udenfor det kirkelige fællesskab og som regel derfor også udenfor indflydelse. De blander sig ikke, og det bliver derfor de få procent, der kommer i kirken jævnligt, og som sidder i menighedsråd og på lignende poster, der fortsat får lov til at bestemme udviklingen i Folkekirken. Og den skal helst ikke være for hastig.

Lidt kommunikationteori

Kommunikationsteoretisk hænger den manglende velvilje overfor forandringen sammen med det faktum, at modtageren af f.eks. prædikenens kommunikation, i modtagelsens forarbejdningsfase især anvender de dele af prædikenen, der bevirker en emotionel stabilisering, fremfor en kognitiv motivation. Sidstnævnte opstår som regel efter langvarig (gerne dialogisk) påvirkning, medens den emotionelle stabilisering er en væsentlig del af den kirkelige envejskommunikations funktion. Med andre ord: Det af en prædiken, der virker på modtageren, vil i første omgang være det, der bekræfter de holdninger og følelser, han/hun har på forhånd. Dette gælder i forhold til indholdet, men det gælder i lige så høj grad i forhold til formen.

Et andet ganske særligt kommunikationsteoretisk forhold i den kirkelige kommuni-kation er det, at man har et besynderligt dobbelt afsenderforhold, som antydet ovenfor: Man kommunikerer på mandat. Man kommunikerer på en andens vegne. Dette kan muligvis give en vis tryghed (som det sikkert er Poul Damsgaards intention at bibringe de kommende præster, han holdt sin tale for), men det kan også medføre en nonchalant og (kommunikativt betragtet) uprofessionel holdning som den, Johannes H. Christensen giver udtryk for.

Endelig skal det bemærkes, at Folkekirken tydeligvis, f.eks. i sin uddannelse af præster, fastholder en nærmest middelalderlig transfer kommunikationsopfattelse, hvor al fokus lægges på forholdet mellem afsender og medium (f.eks. prædikenen) fremfor på forholdet mellem mediet og modtageren. Man hænger fast i den gamle proces-model fremfor at fokusere mere på betydningsdannelsen, som man gør i den nyere tekst-model. Dette kunne skyldes, at Folkekirken endnu ikke har opdaget, at den har mistet det monopol, den en gang havde på religiøs kommunikation. Og at man fra kirkeligt hold desperat søger at fastholde, at kommunikation er en proces, man kan styre. Uden at tage hensyn til den kompleksitet og støj, der også har påvirket kommu-nikationsprocessen.

Resultatet

Som resultat af al denne mere eller mindre reflekterede modvilje fra præster, uddannelsesinstitutioner og menighed har vi endnu til gode at se en helt nødvendig teologisk gennemtænkning af centrale teologiske problemstillinger og formidlingen deraf. Jan Lindhardt peger på dette behov i forhold til f.eks. syndsbegrebet, som kirken bliver ved med at prædike, som man altid har gjort, selv om syndsbegrebet intet betyder for moderne mennesker[43].

Dette betyder ikke nødvendigvis, at man skal opgive at tale om synd o.l., men blot at man må besinde sig på, hvordan man skal gøre det, når modtagerens udgangspunkt fuldstændigt har ændret sig. Tilsvarende kunne man i lyset af de nye vilkår overveje, hvad det er, der konstituerer en kirke. Er det f.eks. fællesskabet? Hvordan skal vi forholde os til de nye virtuelle fællesskaber og deres langsigtede påvirkning af vores fællesskabsopfattelse? Hvad er præstens rolle i forkyndelsen i en tid, hvor man lægger mere og mere vægt på personen, der kommunikerer? Hvem skal Folkekirken være kirke for, de vanekristne eller de lejlighedskristne, når det nu lader til, at det er helt forskellige modtagergrupper, der er tale om? Hvordan skal man forkynde om det evige liv for mennesker, der hellere vil have mere liv her i timeligheden? Og så videre!

Ret beset er der tale om den samme fortolkningsopgave, som teologerne og kirken har haft til alle tider, men det lader til, at der mangler nogle væsentlige overvejelser i en tid, hvor de er måske mere afgørende end nogensinde før. Folkekirken må arbejde hårdt for at overvinde de teologiske og kirkepolitiske hindringer, der ligger i vejen for løsningen af denne opgave.

4.3. Folkekirkens struktur

Enhver organisations evne til at omstille sig i forhold til ændringer i omgivelserne er tæt forbundet med – og afhængig af – organisationens struktur og kultur. I det følgende vil jeg kort skitsere nogle af de tanker Edgar Schein fremlægger om begrebet organisationskultur[44], idet jeg altså vælger uden skrupler og forbehold at betegne Folkekirken som en organisation.

Når Schein beskæftiger sig med en organisations overlevelse i og tilpasning til ændringer i de eksterne omgivelser, sker det ud fra den antagelse, at der overhovedet er tale om en organisation, der er i besiddelse af en kultur. Det er afgørende nødvendigt at have en sådan organisationskultur, hvis man skal være i stand til at løse problemer sammen:

Hvis en gruppe skal gennemføre arbejdsopgaver, som sætter den i stand til at tilpasse sig sit eksterne miljø, er den nødt til at kunne udvikle og vedligeholde et sæt af interne relationer mellem dens medlemmer.[…]

Hvis interne problemer ikke er løst, hvis folk er forudindtagede om deres stilling og identitet, hvis de er utrygge […], så kan de ikke koncentrere sig om de vigtige overlevelsesproblemer, som virksomheden måske stilles overfor[45].

Set i lyset af den folkekirkelige organisationsheterogenitet, jeg ovenfor har påpeget, ser det altså ud til, at Folkekirken allerede i udgangspunktet har et stort problem i forhold til den selvbesindelse, der er så afgørende for en organisations overlevelse. Nemlig det, at man end ikke indadtil har en tryg og konstruktivt inspirerende organisationskultur.

Vender vi os derefter mod de ydre forhold, så beskriver Schein en organisations evne til at tilpasse sig omgivelserne i følgende reaktionsmønster:

1. Mission og strategi: Opnåelse af fælles forståelse af kernemission, primære opgaver, manifeste og latente funktioner

2. Mål: Udvikling af enighed om de mål, der er afledt af kernemissionen

3. Midler: Udvikling af enighed om de midler, der skal anvendes for at nå malet, såsom organisationsstruktur, arbejdsdeling, belønnings- og autoritetssystemer

4. Målsystem: Udvikling af enighed om de kriterier, der skal anvendes til at måle, hvor godt gruppen opfylder sine mål, såsom informations- og styresystemer

5. Korrektion: Udvikling af enighed om, hvilke velegnede afhjælpnings- eller reperationsstrategier der skal anvendes, hvis målene ikke nås[46].

Alle disse punkter har traditionelt været genstand for stor diskussion i kirken, som det blev påpeget i afsnit 3.1. og 3.2., men i den situation, Folkekirken står i nu, er det nok især punkt 4, målsystemet, der er det problematiske omdrejningspunkt, idet man her indleder striden om, hvorvidt der overhovedet er tale om et problem, når danskerne ikke længere går i kirke om søndagen o.s.v. Så længe man ikke kan blive enige herom, vil man aldrig nå til en egentlig fælles folkekirkelig korrektionsbestræbelse. Og dermed heller ikke til en evt. ændring i de midler, man anvender i bestræbelserne for at nå sit (sine) mål.

Rent bortset fra problemerne med den interne integration har Folkekirken altså desuden problemer med hele det reaktionsmønster, der skulle føre frem til diagnosticering og udbedring af problemet. Folkekirken kan ganske enkelt ikke nå til enighed, hvilket igen resulterer i, at enhver eventuel nytænkning foregår decentralt: indenfor forskellige lukkede dele af det folkekirkelige netværk – de folkekirkelige subkulturer, for nu at blive i Scheins begrebsverden. Dertil siger Schein:

Hvis enighed ikke opstår, og stærke subkulturer danner sig omkring andre antagelser, vil organisationen komme i en så dyb konflikt, at den potentielt kan underminere organisationens evne til at leve op til kravene fra de eksterne omgivelser[47].

Rent konkret viser den problematiske folkekirkelige struktur sig på mange måder.

På godt og ondt er der ingen, der kan udtale sig på Folkekirkens vegne. Til gengæld kan alle sige, hvad de mener, Folkekirken skal mene. At vi har en sådan ordning er udtryk for (god?) dansk jantelov, samt historisk et udtryk for et opgør med en pavekirke og en pave, der betragtede sig selv som Guds stedfortræder på jorden og følgende udtalte sig enerådigt på hele kirkens vegne. Fordelen ved denne ordning er, at ingen kan hævde, at Folkekirken mener noget, man ikke kan tilslutte sig. Men omvendt mener Folkekirken heller aldrig noget, man kan tilslutte sig. For den mener intet. En sådan tilstand er med til at marginalisere Folkekirken i danskernes bevidsthed.

Da fem biskoppper tidligere på året udtalte sig i forbindelse med flygtningedebatten[48], kom hele debatten til overfladen igen. Og der aftegnede sig klart det billede, at mens præster og andre, der befinder sig indenfor murene, var skeptiske overfor denne ”sammenblanding af kristendom og politik”, så var den almindelige dansker positivt overrasket over, at Folkekirken åbenbart alligevel havde en mening om denne verdens tildragelser.

Det passer ikke godt med et moderne verdensbillede, at en organisation ikke udtaler sig om noget. Det frihedsbegreb, der ligger bag angsten for at skulle være del af en organisation, der siger noget, man ikke er enig i, bliver en hæmsko, fordi man på denne måde afskærer sig fra at finde det fælles fodslag, som er nødvendigt overfor befolkningen, hvis kirken skal have plads i den moderne danskers bevidsthed. Det i Folkekirken herskende meningsanarki er ikke slagkraftigt nok til at sikre sig danskerens opmærksomhed.

Et af de tilbagevendende bud på en ændring af denne tavshedstilstand er oprettelsen af synoder, kirkeråd eller andre demokratisk valgte repræsentative organer, der kan udtale sig på Folkekirkens vegne. Det seneste samlede og vægtige indlæg i denne debat om en ændring af Folkekirkens ordning var bogen Kirkens mund og mæle[49], der argumenterede for indførelse af sådanne synoder. Debatten gik højt, men førte heller ikke denne gang til noget konkret, og modstanden fra brede dele af kirkelivet lader ikke meget håb tilbage om, at vi indenfor de næste årtier får en synodeordning, som man har fået i f.eks. Norge.

I forhold til de daglige magt- og kompetenceforhold er situationen ligeså utids-svarende. For det første er der tale om tydelige uklarheder i disse forhold, som allerede antydet i afsnit 3.2.:

De centrale organer, Folketinget og Kirkeministeriet har den erklærede politik, at de ikke blander sig i Folkekirkens indre anliggender (herunder de læremæssige). At de alligevel, især Kirkeministeriet, i udstrakt grad gør dette bl.a. ved at være ansvarlige for lønfordelingen og Folkekirkens økonomi i det hele taget, lader vi ligge i denne omgang[50]. Det ændrer ikke på det faktum, at ingen kan udtale sig på kirkens vegne eller påtage sig et overordnet ansvar for f.eks. en radikal nytænkning af Folkekirkens rolle i danskernes hverdag anno 1998.

Folkekirkestrukturen forplumres yderligere af den opsplitning, der er foretaget mellem på den ene side økonomisk forvaltning og på den anden side tilsyn og forkyndelse. Bl.a. fordi disse to ikke kan adskilles. Det har stor betydning for præsten, hvordan menighedsrådet vælger at bruge pengene: om det er til nyt pibeorgel, eller om det er til trommesæt, billedbibler etc. Desuden har menighedsrådene i 1992 fået øget medindflydelse på valg af liturgi, salmer, musik m.v.

Tilsvarende er det med til at forvirre begreberne, at præsternes overordnede, provst og biskop ingen læremæssige beføjelser har, men kun har tilsyn med, om man udfører sit hverv i overensstemmelse med lovgivningen. I høj grad er både biskop og især provst udstyret med ansvar uden tilsvarende magt. Dette er ikke ligefrem med til at motivere ”de gejstlige ledere” til at være dem, der påtager sig den dynamiske lederrolle i kirken, der – ifølge Schein o.a. – er så nødvendig for at få en organisation til at lære (at lære), som det kræves, hvis man skal tilpasse sig omgivelserne.

Disse – i forhold til en eventuel tilpasning til omgivelserne – så ugunstige forhold skyldes i høj grad den ordning af de folkekirkelige forhold, der ingen afgørende ændringer har set siden starten af århundredet. Og ikke meget tyder på, at Folkekirken står overfor en sådan ændring i de kommende år.

5. Konklusion

I det ovenstående har jeg forsøgt at redegøre for, hvordan at vi i tiden efter 2. Verdenskrig - og i stigende grad med TV’ets stadigt mere dominerende plads i mediebilledet igennem de sidste tre årtier – har oplevet så store forandringer i vores opfattelse og forbrug af medier, at dette uundgåeligt har ændret vores forhold til det at kommunikere. Både i forhold til den kommunikation, vi selv afsender, og i forhold til den, vi modtager.

Alt tyder på, at den hastige udvikling vil fortsætte og måske endda accelerere i de kommende år. Vi bruger – og vil i fremtiden bruge - mere og mere af vores tid på at udveksle informationer. Idet vi bruger mere og mere tid på mediernes mange tilbud, især af underholdning. Idet vi tilsyneladende er på vej ud af industrisamfundet og bevæger os hen imod et informationssamfund, der helt vil forandre vores livsmønstre, ikke bare i forhold til underholdning og fritid, men også i forhold til arbejde og uddannelse.

På et mere overordnet plan er denne hastige udvikling med til at gøre os mere fleksible og mobile i vores livsmønstre og verdensopfattelse. Fortidens stabilitet som ideal er afløst af kravet om dynamik og evne til at tilpasse sig omgivelser, der hele tiden er under forandring. Vi bliver hurtige i vores valg og fravalg, efterhånden som tilbudene og kravene øges. Vi bliver kræsne og troløse, fordi der er så meget at vælge imellem.

Og mest af alt bliver vi mere og mere individcentrerede, fordi det eneste faste holdepunkt midt i forandringen er os selv. Os selv som dem, der vælger, hvad vi vil se og høre. Os selv som forbrugere, der især har identitet og magt netop ved at vælge og vælge fra. Os selv som uafhængige af de fra fortiden overleverede, gensidigt forpligtende fællesskaber, bundet som de er (var) til en fysisk virkelighed, der ikke længere er så afgørende. For tid og sted er kortsluttet, og grundlaget for de gamle fællesskaber var at dele tid og sted.

Om vi ligefrem står overfor et paradigmeskift er af gode grunde ikke til at vide endnu, men nye tider er det. Om de er bedre eller dårligere end de en gang var, skal ikke afgøres her. Men de er i hvert fald anderledes. Fortiden er ikke, hvad den engang var…Og spørgsmålet er så, hvordan Folkekirken har reageret på denne ændring.

For at få styr på, hvad Folkekirken er for en størrelse, og hvilke kommunikations-midler, den anvender, har jeg ovenfor givet et kort rids af kirkens historie. Det er historien om en snart totusinde år gammel institution. En institution, der i forhold til organisation og medier kun har set mindre ændringer i de totusinde år. Allerede i dette rent beskrivende kapitel blev det klart, at Folkekirken er en hyperkompleks institution, sammensat af flere historiske lag, hvis ordning det kan være svært at sætte på formel.

I min gennemgang af Folkekirkens kommunikationsformer viste det sig, at højmessen står i centrum, og at denne er præget af en fast ordning, der i sin nuværende - så sent som 1992 udformede – form fremstår i det store og hele uændret i forhold til den foregående gudstjenesteordning. Blandt nyskabelserne fremtræder således især genindførelser af ældre traditioner og ritualer.

En række initiativer i forhold til de elektroniske medier tyder på, at der er en vågnende opmærksomhed i forhold til nødvendigheden af et godt forhold til medierne, men det er karakteristisk for udviklingen, at initiativerne kommer nedefra og ikke fra nogle af de centrale organer. I forhold til Internettet er denne tendens udtalt. Hvad engage-mentet på Internettet videre angår, så er dette præget af alt andet end den missionsiver, der kendetegnede de første kirker, hvilket vel kan siges at være et udmærket udtryk for Folkekirkens prioriteringer i det hele taget i forhold til forkyndelsen: Man prædiker hellere for de omvendte end til omvendelse.

I den følgende undersøgelse af, hvad Folkekirken egentlig har gjort for at besinde sig på de nye tider, stod det hurtigt klart, at den stort set intet har gjort. Folkekirken har hverken formået eller forsøgt at forny sit formsprog, på trods af tendenser til vigende tilslutning og en opsplitning i et lille mindretal, der kommer ofte i kirken, og et stort flertal, der kun kommer sjældent i kirken. Alt tyder på, at det er det lille mindretal, der får lov til at sætte dagsordenen, og at der på dagsordenen i så fald intet kommer til at stå, andet end status quo. Hvad der trods alt sker af nytænkning sker decentralt, og er derfor ikke et udtryk for en Folkekirkelig selvbesindelse, men snarere for gode lokale kræfter, hvis erfaringer ingen dog rigtigt er i stand til at drage nytte af, fordi alt netop foregår decentralt.

Blandt årsagerne til denne manglende selvbesindelse nævnte jeg som den første den udbredte tankegang, at den vigende tilslutning til Folkekirken slet intet problem repræsenterer, men at tanken om kirken som den fjerne kirke udgør et prisværdigt mål i sig selv snarere end et udgangspunkt for bevægelse og fornyelse. Af øvrige forhindringer for en Folkekirkelig nytænkning findes en gammel og indgroet vilje til hellere at skue tilbage i tiden end frem, kombineret med en almindelig forsagelse af denne verdens frembringelser, herunder de (informations)teknologiske. Tendenser der findes både hos gejstlige og lægfolk i kirken: Hos de gejstlige fordi man er så præget af en fagligt skarp tone og angst for at blotte sig, at man hellere graver sig ned i skyttegrave end åbner sig for nytænkning og dermed følgende angreb fra modstanderfløjene. Hos menigheden fordi noget af det, man tilsyneladende sætter størst pris på i Folkekirken, er, at alt er, som det altid har været.

Endelig er den Folkekirkelige struktur medvirkende årsag til den manglende selvbe-sindelse. Der er ingen centrale organer, der kan sætte udviklingen på dagsordenen. Der er ingen, der centralt placeret kan opfordre til nytænkning uden blot at gøre det som een blandt 4,5 millioner mennesker, der kan udtale sig på Folkekirkens vegne. Derfor har Folkekirken hverken mund eller mæle.

Derfor har vi en Folkekirke, der kredser om sig selv uden tilsyneladende at være interesseret i at komme alle dem i møde, der befinder sig på afstand af kirken. De, der ikke færdes hjemmevant i kirken, må selv bevæge sig hen til kirken. Og hvis de gør det, risikerer de at få et mindre chok: Ritualer, sprog og musik er fra en forgangen tid. Og chancen er stor for, at de ikke kommer igen, bortset fra næste gang, der er dåb i familien, for de fatter ikke en lyd. Måske der findes en mindretal, der bliver fascineret af denne fremmede verden, så anderledes, som den er. Men det er et fåtal.

I kirken hører man svar på spørgsmål, som ingen længere stiller.

- Fordi Folkekirkens forkyndelse stort set ikke (og præsternes uddannelse overhovedet ikke) beskæftiger sig med moderne menneskers virkelighed.

- Fordi præsterne ikke på nogen måde bliver forberedte på at skulle formidle alt det, de har lært i deres studietid (bortset fra fire måneder på Pastoralseminariet efter mange års universitetsstudier).

- Fordi det er nemmere at gentage sig selv, end at lytte aktivt til det, der foregår omkring en. Også fordi det, man hører, måske kan tvinge én til at ændre sine rutiner og forhåndsindstillinger.

- Fordi man i kirken kredser om et fællesskab, der er bundet til fortid og krop, og som i øvrigt ikke længere er en reel virkelighed, fordi færre og færre kommer i kirken, og fordi de, der gør det, oftest gør det for at finde fred. Alene sammen.

- Fordi kirken i sin forkyndelse ofte peger mere på sig selv end på den kristne tro.

- Fordi kirken er ved at kultivere sig ihjel med sit enorme udbud af koncerter og foredrag, der som regel ikke har meget med tro og eksistens at gøre.

Gad vide, hvad der skal til, for at Folkekirken bliver sig sin opgave bevidst?

5.1. Perspektivering / visioner

Paradoksalt nok kan vi måske starte vores fremtidsfærd ved at skue tilbage. Tilbage på Luthers opgør med den samtidige kirke og dens manglende evne til at løse sin opgave ordentligt. For Luther så, at kirkelivet kun var blevet en tom, menneskelig skal i stedet for et sted, hvor Guds ord blev forkyndt. Kirken viste hellere hen til sig selv end til dens herre. Og Luther havde sit opgør med den eksisterende kirke bl.a. i bestræbel-serne på at kirken skulle kunne komme datidens menneske i møde på en for det menneske begribelig måde. Måske vi kan lære lidt af Luther?

Måske vi så kan forstå, at Folkekirken ikke længere besidder det monopol på religiøs formidling, som den havde i middelalderen. Der er masser af konkurrenter derude. Der er masser af religiøse tilbud til det moderne menneske, og hvis ikke Folkekirken vil tale moderne menneskers sprog, så er der andre der vil. På den måde stiller Folkekirken sig i vejen for Guds ord med en gammel, stiv, menneskeskabt form. Og det er vist ikke meningen…

Folkekirken må turde at se på sig selv med nye øjne. Måske endda at se på sig selv som en virksomhed, der har fået en opgave pålagt, som den skal løse på bedste måde. Folkekirken må turde tale om professionalisme. Hvilket blandt andet kan ske ved at præsterne aflægger sig den selvhøjtidelighed, der er et levn fra dengang, hvor man mente, at præster var ganske særlige mennesker (endnu en af de misforståelser, Luther gjorde op med). Hvad enten de kan lide det eller ej, så er de danske præster tjenestemænd i staten. Men det skal de ikke lade sig skræmme af. For tjenestemænd kan også opføre sig både professionelt, teologisk velfunderet og åndfuldt.

Folkekirken og menneskene i den må erkende, at al formidling er redigeret. Også Bibelen selv, der er et stykke informationsteknologi på linie med mange andre. Derfor skal forkynderne også selv turde være redaktører af Guds ord. Med denne erkendelse kan de med så megen desto større alvor forsøge at udføre deres arbejde bedst muligt.

Dette kunne også give sig udtryk i oprettelsen af synoder, eller andre demokratisk valgte organer, der kunne udtale sig på Folkekirkens vegne.

Folkekirken må gennemtænke sin form, for der er tilsyneladende noget, der ikke virker. Måske man skal forsøge at facettere sin form i bestræbelserne på i forkyndelsen at kunne give forskellige tilbud til forskellige mennesker. Man kan på denne måde tilbyde forskellige fællesskabsformer til mennesker med forskellige fællesskabsbehov. Således også mere eller mindre virtuelle fællesskaber, f.eks. på Internettet, hvor man kan prøve at ramme folk med et lille stykke forkyndelse i forbifarten, når de surfer forbi. Og det ene fællesskab behøver vel at mærke ikke at udelukke det andet.

I resten af samfundet ser vi også en række gradueringer i fællesskaberne, idet mange traditionelle fællesskaber allerede nu er næsten virtuelle. Hvad er det for et fællesskab, vi har med den familie, vi stort set kun taler med i telefonen en gang imellem? Hvad er det for et fællesskab, vi har med vores politikere og de andre vælgere? Hvad er det for et fællesskab, vi har med menigheden og de andre lyttere til en radiotransmiteret gudstjeneste? Er det ikke alle fællesskaber, der er løsrevet fra tid og sted? Omgiver vi os ikke allerede med virtuelle fællesskaber overalt i vores hverdag?

På den anden side er det måske netop det, Folkekirken ikke skal. Måske skal kirken netop fastholde det fællesskab, der er bundet til rigtige mennesker, der mødes i den rigtige virkelighed. Jeg skal ikke afgøre det her, men pointen er, at dette netop er en af de problemstillinger, som man skal have gennemtænkt, teologisk og pastoralt. Disse og mange andre overvejelser er tvingende nødvendige at foretage, for at man på vej ind i en ny tid kan besinde sig på, hvad kirke og kristendom er. Og ikke er. Hvad må man fastholde som umisteligt ved den kristne tro og det kristne fællesskab, og hvad er mindre vigtigt?

Folkekirken må forstå, at det ikke er nok spagfærdigt at tage de moderne medier i anvendelse i forkyndelsen, men at medierne er metaforer for samfundet - at et samfunds kultur kan aflæses af dets måde at kommunikere på[51], og at kirken derfor bliver nødt til at beskæftige sig med sin samtids medier og kommunikationsformer.

Og forhåbentlig kan Folkekirken efterhånden opnå en balance mellem fornyelse og stabilitet, der betyder, at den kan forny sin form samtidig med at den fastholder kernen i sit budskab.

”Knæfald for tidsånden” vil nogle råbe. Nej, netop ikke! Ved at foregive, at forkyndelsen af en evig sandhed betinger – eller fremmes af - en evigt urokkelig form, lader man netop formen / mediet træde i karakter og derved blive budskabet selv. Og så ligger man på knæ. Måske ikke bøjet af tidsånden men af sit eget stivsind. For man har forrådt sin eksistensberettigelse. At fastholde sin identitet overfor den skiftende tidsånd er at kunne være ovenpå udviklingen uden at slippe sit budskab.

Og så kan budskabet for den sags skyld godt være, at tidsånden er noget skidt, men det giver kun mening at forkynde det, hvis folk kan høre, hvad man siger.

6. Anvendt litteratur

Andersen, Ole E.: Medieudbud og medieforbrug i Danmark 1983-1994. København, 1995

Andersen, P.C. Om Bøger. København, u.a.

Auken, M. e.a.: Kirkens mund og mæle. Frederiksberg 1992

Beniger, James The control revolution : technological and economic origins of the information society. Cambridge, 1986.

Bjerg, Svend og

Steffensen, P.: Den magtfulde kirke. Frederiksberg, 1997

Christensen, J.H.: De vilde ånders trop – Magten i Folkekirken. København, 1992

Damsgaard, Poul: Af forvaltere kræves, at de findes tro! I tidsskriftet Dansk Kirketidende 11/97, s 174f.

Dybkær, Lone e.a.: Info-samfundet år 2000. København,1994

Gates, Bill: Grib fremtiden. København, 1995

Harbsmeier, E. og

Iversen, H.R.: Praktisk teologi. Frederiksberg, 1995

Jensen, Jørgen I.: Den fjerne kirke.U.s.,1995.

Lindhardt, Jan: Frem mod middelalderen. København, 1993

Qvortrup, Lars: * Mellem kedsomhed og dannelse. Odense, 1996

Ritualbogen Gudstjenesteordning for Den Danske Folkekirke. København, 1994

Schein, E.H.: * Organisationskultur og ledelse. København, 1994.

Thyssen, B. (ed): Kirken og informationssamfundet. Frederiksberg, 1997

* = Litteratur fra det fælles opgivne pensum

---

[1] Vi bevæger os her ind på filosofiens, sociologiens og (religions-) psykologiens område, idet der er tale om en helt grundlæggende angst hos mennesket for forandring. Disse aspekter vil jeg lade ligge og blot konstatere, at de i kraft af deres grundlæggende natur også smitter af på vores forhold til kommunikation: Vi har det bedst med, at der er genkendelighed i den kommunikation, vi modtager. Se nedenfor, s. 29.

[2] Andersen, P.C, s.4

[3] Lars Qvortrup nævner, s. 149, Daniel Bells bog om The Coming Post-Industrial Society fra 1973 som den første, men der er talrige eksempler, der er ældre end Bell. James Beniger opstiller, i tabel 1.1., en liste, der opregner omtrent hundrede (!) titler på værker, der fra 1950-1984 har udråbt en afgørende samfundsomvæltning foranlediget af teknologien.

[4] Dybkær, s.7.

[5] Se f.eks. Gates, s. 46ff.

[6] Se www.cybercity.dk/dynait/9805/980512/98051203.html

[7] Om regeringens konkrete initiativer, iværksat på baggrund af ovennævnte Info-samfunds rapport, se Fra vision til handling. Forskningsministeriet, marts 1995, der redegør for regeringens IT-politiske handlingsplan fra 1995.

[8] Det faktum, at han som regel ingen andre har at bestemme over end sig selv, kan give associationer til den enevældige kongen på asteroide 325 i Saint-Exupérys Den lille prins, der ganske vist var enevældig, men alligevel temmeligt ynkelig, fordi han var helt alene på sin lille planet.

[9] Tilsvarende den teknologideterministiske overvejelse: Er det vores behov, der resulterer i teknologiske fremskridt, eller er det de teknologiske fremskridt, der skaber vores behov.

[10] Gates, s. 187ff.

[11] Andersen, Ole E.

[12] Som påpeget af Lars Qvortrup i Mellem kedsomhed og dannelse.

[13] Jfr. det eng./amr. udtryk broadcasting. Interessant bliver det at se i de kommende år, om det modsvarende Internetudtryk narrowcasting, kan få forandrende indflydelse på denne tendens.

[14] Man kunne måske hævde, at fagforeningerne ligger som de selv har redt, i lyset af den kampagne HK for nylig lancerede under sloganet ”Vi synes først og fremmest, du skal være solidarisk med dig selv”.

[15] Se Lindhardt

[16] Matthæusevangeliet 28, 18ff, Lukasevangeliet 24,26ff m.fl.

[17] Og den går præsterne stadig med. Nu er det bare ikke en helt almindelig borgerdragt mere…

[18] Figur fra Harbsmeier, s.42.

[19] Se desuden pkt. 4.3.

[20] Figur fra Harbsmeier, s.35.

[21] Ibid., s. 88f

[22] Efter Ritualbogen, s.9

[23] Ibid. , s.13.

[24] Se Oplæg til Gudstjenesteordning for Den danske Folkekirke, juni 1991. København, 1991.

[25] Anordning nr. 744 af 2. december 1989, §1.

[26] Anordning nr. 353 af 9.maj 1994, §4.

[27] Michael Rønne Rasmussen har foretaget en undersøgelse af kirkernes repræsentation i lokalpressen i en række kommuner i det østlige Sjælland, og er kommet frem til et resultat, der underbygger denne påstand. Se VU-konferencen 9707, indlæg nr. 38.

[28] Se f.eks., Lindhardt, s. 191ff. Flere og flere danskere får adgang til evangeliserende TV via øget satelit-tilslutning.

[29] En række af oplæggene er samlet i Thyssen, B.

[30] Se f.eks www.firstcyberchurch.org el. www.hawaiian.net/~rnpilot

[31] Som den eneste undtagelse kan nævnes en redegørelse fra Kirkeministeriet i forhold til indkøb af hardware til præster, kirkekontorer o.l.

[32] Jfr. Lindhardts grundlæggende tese i Frem mod middelalderen, at vi de sidste århundreder har levet i en sådan skriftkultur, men nu er ved at bevæge os ind i en ny oralt båret kultur.

[33] Alle tal i dette kapitel fra Harbsmeier, s. 77.

[34] Disse tal fra Praktisk Teologi, s. 326

[35] Mange deler denne opfattelse af danskernes tro, som det vil fremgå at nedenstående pkt. 4.2.

[36] Jfr. forsidens illustration, som desuden udtrykker avisens – sikkert ikke helt atypiske - fordomme overfor Folkekirken.

[37] Christensen, s. 49f.

[38] Dansk Kirketidende 11/97, s.174

[39] Jensen

[40] Ibid, s. 32.

[41] Ibid., s. 29

[42] Bjerg, s. 17.

[43] Kirken og Informationssamfundet, s.9.

[44] Schein. For en definition af kulturbegrebet, se s. 12ff.

[45] Ibid., s.72, og s.93.

[46] Ibid. s. 56.

[47] Ibid., s. 68

[48] Se udtalelsen på www.folkekirken.dk/arkiv/flygtning.htm

[49] Auken m.fl.

[50] Johannes H.Christensen har i sin ovenfor citerede bog kritiseret Kirkeministeriets – efter hans mening stigende - grad af magt.

[51] Jfr. Neil Postman: Amusing ourselves to Death