Mit emne kan måske umiddelbart virke noget snævert og specifikt i forhold til emneområdets brede overskrift, men jeg mener at kunne forsvare min emneafgrænsning dels ud fra ovenstående, men også fordi nærværende opgaves emne i høj grad kan medvirke til at kaste lys over andre problemstillinger. Således vil emnet kunne bidrage til en overordnet forståelse af det fascistiske regimes succes eller mangel på samme i forbindelse med fascistiseringsbestræbelserne, ligesom det vil bidrage til belysning af regimets generelle ideologiske karakter eller mangel på samme.

Af forkortelser er følgende anvendt:

AC: Azione Cattolica Italiana

ONB: Opera Nazionale Balilla

PNF: Partito Nazionale Fascista

PPI: Partito Popolare Italiano

PSI: Partito Socialista Italiano

1.2. Litteraturbeskrivelse

Jo større ressourcer man kan lægge i en opgave, jo mere kan man anvende oprindelige kilder/dokumenter, og i denne beskedne sammenhæng er dette således kun i begrænset omfang tilfældet. En række af de forskellige officielle dokumenter (Garantiloven, Lateranpagten, Non abbiamo bisogno, September-akkorden) er ganske vist nemme at arbejde med, da de er gengivet talrige steder og endvidere er overskuelige af omfang, men i langt overvejende grad har jeg set mig henvist til sekundære fremstillinger. Heldigvis findes der flere troværdige sådanne, og flere af dem gengiver en række gode citater, der med stor tydelighed afslører de impliceredes meninger, både officielt og uofficielt.

Som hovedværker anser jeg i denne sammenhæng:

Halperin, W.S.: The Seperation of Church and State in Italian Thought..Værkets titel beskriver meget præcist, hvad det drejer sig om, og det er især anvendt i forbindelse med undersøgelsen af fascisternes holdning(sændring) overfor kirken i starten af 1920'erne og de dermed forbundne ideologiske konsekvenser. Karakteristisk for værket er det, at det udelukkende beskæftiger sig med "the theoretical discussions of this question".

Pollard, J.: The Vatican & Italian Fascism 1929-32, som Pollard har skrevet, bl.a. fordi de fleste, der har beskæftiget sig med la conciliazione, har ladet deres behandlinger af emnet slutte med Lateranpagtens indgåelse. Pollard konstaterer, at de to parter åbenbart ikke havde fået sluttet en varig fred, og giver sig derfor til at undersøge, hvad det var, der udløste den konflikt, der kulminerede i sommeren 1931. Værket er da indlysende nok anvendt til at belyse dette, men det indeholder også gode indledende afsnit og desuden et appendiks med de vigtigste officielle dokumenter.

Delzell, C.F.(ed.): The Papacy and Totalitarianism..., der bl.a. er interessant, fordi det består af to tydeligvis modsat farvede indslag. Den ene forfatter (den katolske Hales, p.39-59) hævder, at Vatikanets handlemåde var den eneste forsvarlige p.gr.a. den faretruende fare for en kommunistisk magtovertagelse, og at Vatikanet i øvrigt gentagne gange fordømte det fascistiske styre og dets grundlag. Den anden (den liberale presbyterianer McKnight, p.11-39) stiller sig mere kritisk overfor Vatikanets tilsyneladende pro-fascistiske handlemåde og påpeger samtidig, at Vatikanet netop intet gjorde for at fordømme det fascistiske regime som sådan.

Rhodes, A.: The Vatican in the Age of the Dictators; en sober oversigt over begivenhederne.

Der er anvendt tre oversigtsfremstillinger:

Seidelin, P.: Kirkehistorisk kompendium til belysning af Vatikanets forhold til den verdslige sfære fra Il Risorgimento til 1922.

Lee, Stephen: The European Dictatorships 1918-45 bl.a. i forbindelse med den tilstræbte fascistisering.

Og Olesen, Sørensen og Østergaard: Fascismen i Italien især til belysning af de intransigente fascister og de interne forhold i PNF i øvrigt.

De øvrige værker har hver især været inddraget i det omfang, de har kunnet bidrage til forståelsen af opgavens øvrige aspekter og problemstillinger.

Magtkampen mellem stat og kirke havde været et af de absolutte hovedtemaer i Europas historie siden middelalderens start, så i den forstand var tiden efter 1848 ikke exceptionel. Det nye bestod imidlertid i, at det fra omkring den franske revolution ikke længere fra kirkens side blot drejede sig om en magtkamp, men om en kamp for retten til at eksistere. Fra og med denne begivenhed kunne kirken iagttage den gennemførte sekularisering, den statslegaliserede ateisme og på længere sigt de liberale strømninger med deres anti-klerikalisme sprede sig over det meste af Europa. Alt dette kan betragtes som fænomener tilhørende den moderne tid, som man nu bevægede sig ind i, og som den katolske kirke var meget længe om at vænne sig til. Nærværende opgave er altså ikke kun beretningen om, hvordan Vatikanet reagerede, da det blev frataget sin verdslige magt, hvor vigtigt dette end var, men i videre forstand om hvordan den katolske kirke i starten havde svært ved at virke i den moderne, sekulare tidsalder.

På det ydre plan var kirken presset i bund, da bestræbelserne på at forene Italien begyndte at tage form. Man havde mistet de tyske kirkestater, det tysk-romerske kejserdømme var blevet opløst, og i forhold til det før så katolske Frankrig havde Vatikanet oplevet en række ydmygelser, der kun delvist blev udlignet med Wiener-kongressen. I midten af 1840'erne så det ud til at tidens italienske uafhængigheds- og frihedsidealer kunne vinde støtte i Vatikanet, men da man i Norditalien greb til våben mod det katolske Østrig og i den forbindelse bad om pavens deltagelse i kampen for Italiens uafhængighed, var svaret det kendte "Non possumus". Dette svar kom i høj grad til at være kendetegnende for Vatikanets indstilling til udviklingen i de næste mange årtier: I denne udvikling ønskede paven ikke at tage del. Denne holdning blev yderligere forstærket, efter at italienske tropper d. 20. september 1870 indtog Rom, som efter en folkeafstemning blev udråbt til det unge Italiens hovedstad. Paven nægtede at anerkende den nye stat, der med erobringen af Kirkestaten i bogstaveligste forstand havde frataget ham hans sidste verdslige magt. Paven (og hans efterfølgere) nægtede endog at sætte deres ben på den nye stats uretmæssigt erhvervede jord og kaldte sig fra da af "fange i Vatikanet".

Fra statens side ordnede man den formelle side af sagen med Garantiloven af 1871, der anerkendte paven som hellig og ukrænkelig, gav denne råderet over Vatikanet og endelig tildelte ham en økonomisk erstatning for de territoriale tab, han havde lidt. Også denne ordning nægtede paven dog at anerkende, bl.a. fordi det i art. 5 hed, at paven fortsat skulle "nyde" retten til at bebo Vatikanets bygninger etc.

Fra Vatikanets side valgte man altså at nægte ethvert samarbejde med den stat, man mente ikke havde ret til at eksistere og som byggede på et parlamentarisk grundlag, man heller ikke ønskede at deltage i. Med skrivelsen Non Expedit fra 1868 påpegede paven, at det ikke var "ønskeligt", at katolikker stemte ved eller stillede op til valgene. Denne politik, hvis formål var at hindre katolikker i at deltage i kirkens umyndiggørelse, fik naturligvis i høj grad den modsatte effekt, idet det blev meget nemmere for anti-kirkelige kandidater at blive valgt.

Den uforsonlige kurs overfor moderniteten ses også af andre pavelige skrivelser fra denne periode: I 1864 udsendte Vatikanet en Syllabus, hvori man i 80 sætninger fordømte fremskridtet, liberalismen og den moderne civilisation i det hele taget. Seperationismen, som nedenfor skal omtales nærmere, blev explicit omtalt som kættersk! Rerum Novarum fra 1891 og en encyclia fra 1907 lå i forlængelse af disse synspunkter, idet man i sidstnævnte direkte satte sig for at undersøge moderniteten, og derefter fordømte den i alle dens former.

Garantiloven var især gennemført af kræfter, hvis indstilling overfor kirken var moderat, således bl.a. Cavour, der gik brændende ind for en løsning af det romerske spørgsmål. Det var Cavour, der lancerede begrebet "En fri kirke i en fri stat", og hans seperationistiske tanker om en adskillelse af kirke og stat, der skulle leve to seperate tilværelser uden nogen form for gensidig indblanding endsige berøring, vandt efterhånden frem men blev til stadighed angrebet fra to sider. Dels fra kirken, der som nævnt vendte sig kraftigt imod tankegangen, som den opfattede som en blanding af to strømninger, man heller ikke havde det godt med, nemlig liberalismen og nationalismen, og dels fra de antikirkelige.

I forhold til kirken fandtes der frem til 1922 især tre kirkepolitiske positioner: 1) Et mindretal med stærk tilknytning til kirken, der gik ind for en tilbagevenden til forholdene inden 1870 med tilbagelevering af alle kirkens privilegier. 2) De moderate (Destra), der generelt tilsluttede sig Cavours seperationistiske idéer og 3) Sinistra, der gik ind for en total afskaffelse af alle kirkelige privilegier, og som i det hele taget var udtalt antikirkelig. Disse positioner kæmpede om at gøre deres politik til den gældende, men i kraft af de for Italien så karakteristiske forvirrede parlamentariske forhold havde ingen af dem held dertil. Man kan ikke tale om klare fronter i konflikten, og selv om skiftende regeringer med jævne mellemrum forsøgte at gøre tilnærmelser til Vatikanet, førte disse aldrig til en løsning af det romerske spørgsmål.

Generelt kan perioden betegnes som antikirkelig, især efter at Sinistra kom til magten i 1876, og tiden efter Non Expedit så således en lang række lovmæssige indgreb overfor kirken, bl.a. med en række ejendomskonfiskationer. Minister-præsident Crispi gjorde sin mening klar, da han i 1887 udtalte, at han ville "bring the Pope to his knees", men også Crispi sad kun i få år, og efterhånden lykkedes det de to parter at finde et tåleligt modus vivendi. Det juridiske grundlag var de facto fortsat Garanti-loven, og i det hele taget kan der nok ikke være nogen tvivl om, at det var staten, der dikterede de to parters forhold.

Vatikanet var da også kort efter århundredeskiftet begyndt at vise en mere forsonlig holdning overfor den italienske stat og den parlamentariske proces, hvilket især var et resultat af den socialistiske bevægelses øgede succes. Vi er her inde på en faktor, hvis betydning for Vatikanets indstilling til den verdslige stat er svær at overdrive, nemlig Vatikanets kommunistangst. Hvorvidt det var denne alene, der senere kastede paven i armene på fascisterne, er omdiskuteret og skal berøres nedenfor, men at frygten for kommunisterne var reel og gik langt tilbage ses alene deraf, at Vatikanet fordømte kommunismen så tidligt som 1846, og at denne fordømmelse blev gentaget med jævne mellemrum derefter. Den tilsyneladende mere gunstige holdning overfor det demokratiske system, som man ellers havde sat sig udenfor, viste sig første gang efter at Giolitti bl.a. i forbindelse med en generalstrejke i 1904 udskrev valg. Håbet om på denne måde at kunne samle de liberale og konservative kræfter imod arbejderne delte Giolitti med Vatikanet, og pavens frygt for socialisterne var nu endelig blevet større end hans gamle fjendskab overfor de liberale, og op til valget lempede paven for første gang på Non Expedit. Den liberale Crispi havde i 1897 bedt om kirkens støtte til et valg, men dette havde Vatikanet afvist, med det resultat at socialisterne fordoblede deres stemmetal. Dette havde åbenbart været en lærerig oplevelse, for det blev nu tilladt katolikker at stemme ved valget i de tilfælde, hvor dette kunne afholde såkaldt undergravende elementer fra at blive valgt, og i enkelte tilfælde blev katolikker endda selv valgt. Denne opblødningspolitik fra Vatikanets side fortsatte ved valgene i 1909 og 1913, og i 1919 var den socialistiske trussel blevet så presserende, at man helt ophævede Non Expedit. Pavens imødekommenhed på dette område, uden hvilken den liberale æra muligvis kunne være blevet afsluttet noget hurtigere, og på en ganske anden måde end det senere skulle blive tilfældet, blev fra statens side gengældt med en generelt mildere politik overfor kirken. Giolitti havde dog den holdning, at de to parter var bedst tjent med at være "two parallels that should never meet", og selv om Orlando indledte forhandlinger med Vatikanet, der blev fortsat af både Nitti og Bonomi, så var man ikke en gang nær en løsning på det romerske spørgsmål, da Mussolini kom til magten i 1922. Det var nu op til det fascistiske regime at løse den 60 år gamle konflikt, hvis man overhovedet var interesseret deri. Og det var man!

Da fascisterne overtog magten, oplevede Vatikanet fra første færd et radikalt skift i statens forhold til kirken. Ganske kort tid efter magtovertagelsen kom de første for Vatikanet positive ændringer, nemlig beslutningen om igen at ophænge krucifixer i skolelokaler og retssale, samt indførelsen af obligatorisk religionsundervisning i grundskolen. Dette var i høj grad nye signaler, og der gives mange andre eksempler på lignende imødekommenhed fra statens side. Tiden fra 1922 til 1929 var således i det store og hele en periode, hvor forholdet mellem de to parter på trods af mindre kriser til stadighed bedredes, indtil man i februar 1929 kunne underskrive Lateran-pagten. Vatikanet var i starten tilbageholdende i forhold til den pludselige velvilje fra statens side, hvilket nok skyldes både almindelig overraskelse, og at man med diplomatisk forsigtighed ville sikre sig, at Mussolini sad sikkert i sadlen, inden man kastede sig ud i den forsoningsproces, der skal behandles i det følgende.

Noget af det mest iøjnefaldende ved forsoningsprocessen er det totale skift, fascisterne officielt foretog fra 1919-22. Da partiet i 1919 blev stiftet og gik til valg, var det på et program præget af anti-holdninger, såsom anti-socialisme, anti-kapitalisme, anti-monarkisme og anti-kirkelighed. Med så mange fjender kan det næsten ikke undre, at partiet ingen pladser fik i det nyvalgte parlament, og i de følgende år skete der en markant ændring af partiets ideologiske profil, idet man fra nu af koncentrerede sig om een fjende, nemlig socialismen. Allerede dette skifte indikerer, at i hvert fald dele af den fascistiske bevægelse arbejdede mere efter et pragmatisk koncept end et ideologisk, og det har også forbindelse med en uoverensstemmelse mellem den intransigente og moderate del af fascismen, som jeg nedenfor vil vende tilbage til.

I partiets antikirkelige tid havde Mussolini ikke bare været moderat skeptisk overfor kirken, men hvad Rhodes kalder "a noisy anti-clerical". I en novelle, som Mussolini skrev på et tidspunkt inden 1919, hedder det om præster, at de er "black microbes as fatal to mankind as tuberculosis germs", og i maj 1919 erklærede Mussolini i avisen Popolo d'Italia: "Our party demands the seperation of Church and State; the abolition of all privileges for the Catholic religion and the confiscation of Church property. [...] Religious education must be limited to the nave of the Church." Sådanne udtalelser står i skærende kontrast med indholdet af den aftale, man sluttede med Vatikanet mindre end ti år efter. I samme avis konstaterede Mussolini i december 1919: "Detesting as we do all forms of Christianity [...] we feel an imense sympathy with the modern revival of the pagan worship of strength and courage." Således synspunkterne i 1919.

Allerede inden han kom til magten, havde Mussolini dog indset, at den katolske kirke og dens tilhængere udgjorde en magtfaktor, som man ikke burde overse endsige lægge sig ud med, og dette medførte altså et radikalt holdningsskifte i den fascistiske kirkepolitik. Allerede i 1921 så Mussolini det som Italiens pligt at afslutte det romerske spørgsmål, for på denne måde at kunne udnytte kirkens "moral force" til egen fordel, og da Mussolini i 1922 så folkemængderne samles på Peterspladsen i forbindelse med Pius XIs pavevalg, udtalte han: "Look at this multitude of every country! How is it that the politicians who govern the nations do not realize the immense value of this international force, of this universal spiritual Power?"

Lad os i et kort øjeblik se på, hvad det var for en magt, kirken besad. Først og fremmest skal man være klar over, at det er en svært definerbar magtfaktor, vi har med at gøre. Kirken havde mulighed for i en eller anden forstand at "(de)mobilisere" den katolske del af befolkningen, som man f.eks. havde gjort det med Non Expedit, og i forbindelse med forhandlingerne af Lateranpagten lod paven også andre eventuelle represaliemuligheder sive. Rent numerisk udgjorde katolicismen også en væsentlig del af den italienske stat: Af ca. 24 mio. voksne var omkring 4% gejstlige i en eller anden form (i alt knap 1 mio.). Over 600000 børn levede i katolske børnehjem, og ca. 1 mio. børn gik i katolske skoler. Også ungdomsorganisationerne havde fat i mange unge (i 1938 havde AC officielt 1 mio medlemmer, men tallet tilhører en senere periode og er derfor ikke dækkende for situationen først i 1920'erne), og desuden fandtes der først i 1920'erne tre katolske fagforeninger. Det katolske parti PPIs vælgertilslutning demonstrerede også tydeligt katolikkernes magt-potentiale. Det er svært at få noget eksakt ud af alle disse tal, og det vigtigste er da også, at fascisterne de facto fra først i 1920'erne anså Vatikanet for en magtfaktor, som man med stort udbytte kunne holde sig gode venner med.

Det var dog ikke alle indenfor den fascistiske bevægelse, der delte Mussolinis forsoningsiver overfor kirken, og vi skal i denne forbindelse især se nærmere på den førnævnte intransigente fløj indenfor PNF. De intransigente var dem, der forsøgte at holde fast ved en række "sande" fascistiske anti-værdier, såsom anti-kirkelighed og anti-parlamentarisme, og det var især dem, der talte om "fascistisering" af det italienske samfund. De intransigente var endvidere anti-intellektuelle og så helst, at fascismen blev fastholdt som en revolutionær bevægelse. Mussolini var imidlertid mere moderat og pragmatisk, idet han så kodificeringen af den fascistiske stat som en nødvendighed for en bevarelse (=konsolidering) af magten. Forsoningen med Vatikanet var en del af den normaliseringsproces, som de intransigente grundliggende var modstandere af, og det var derfor til forsoningsbestræbelsernes store fordel, at de intransigente i denne opgaves sammenhæng i det store og hele var kørt ud på et sidespor omkring 1925/26, hvor forhandlingerne mellem regimet og Vatikanet for alvor kom i gang. Ganske vist vandt de intransigente en stor sejr, da Roberto Farinacci i januar 1925 blev udnævnt til partisekretær, men for det første blev han sat af posten allerede i april 1926, og for det andet var det ikke fra denne post, man styrede linien overfor kirken. Væsentligt i den sammenhæng var derimod Alfredo Roccos udnævnelse til justitsminister i januar 1925, der betød, at justitsministeriet, der naturligt nok kom til at spille en væsentlig rolle i forbindelse med kodificeringen af kirke-stat forholdet, nu var helt i de moderate og pro-kirkeliges hænder.

At ændringen i den officielle politik ikke stak særligt dybt, kan der ikke være megen tvivl om. Både i personlige samtaler og officielt talte Mussolini også efter indgåelsen af Lateranpagten fortsat nedsættende om kirken, hvilket hænger sammen med den rent pragmatisk/opportunistiske karakter, som fascisternes meningsændring havde. Det skyldes også, at Mussolini med indgåelsen af Lateranpagten reelt modarbejdede en meget væsentlig del af den ellers fattige fascistiske ideologidannelse, nemlig idéen om den altomfattende fascistiske stat. For med anerkendelsen af kirkens åndelige magt og den dermed forbundne ukrænkelighed havde Mussolini givet stort spillerum til en magtfaktor, der meget vel kunne vise sig at blive en konkurrent i nogle endda meget væsentlige sammenhænge.

Det fascistiske regime kaldes ofte for et totalitært styre, men det kan med rimelighed betvivles, om det overhovedet nogensinde var "rigtig" totalitært, og i hvert fald indenfor vores område viser der sig at være et misforhold, imellem det Mussolini sagde, og det han gjorde.

Om forholdet mellem fascismen og staten sagde Mussolini: "The foundation of Fascism is the conception of the State. Fascism conceives of the State as an absolute", og andetsteds hedder det: "The Fascist conception of the state is all-embracing, and outside of the state no human or spiritual values can exist, let alone be desirable". Med denne opfattelse af den altomfavnende stat skulle man altså forene det faktum, at man nu accepterede kirkens åndelige magtudøvelse og dennes ukrænkelighed.

Cavour havde arbejdet hen imod en konkret seperation af kirke og stat, hvorimod en række fascistiske tænkere på området i stedet lancerede tanken om en distinktion mellem de to parters sfærer, så man med Francesco Ercoles ord kunne opnå "collaboration without overlapping of functions, distinction without seperation". Ercole gentog disse synspunkter i forbindelse med indgåelsen af Lateranpagten, som han ud fra de nævnte kriterier var varm tilhænger af, og denne distinktionstanke udgjorde det officielle fascistiske synspunkt. Indenfor disse rammer kunne de to parter leve side om side, men Mussolini havde, når det kom til stykket, ikke forestillet sig, at kirken skulle være en uafhængig magt i forhold til staten. Dette afslørede han med en udtalelse i forbindelse med behandlingen af Lateranpagten i kammeret, hvor han sagde: "This formula might create the impression that there is a co-existence of two sovereignties...But within the state, the church is not sovereign and is not even free."

Generelt er spørgsmålet dog, om ikke Mussolini også overfor sig selv har bagatelliseret de privilegier, man gav kirken. De problemer, der senere opstod, kunne tyde på, at de to parters indbyrdes forhold især efter 1929 udviklede sig i en retning, som Mussolini ikke havde forudset, og at han i den forbindelse fortrød de privilegier, han havde givet AC. De rent ideologiske komplikationer i forbindelse med tolerancepolitikken overfor kirken i forhold til den såkaldte "absolutte stat" blev overvundet ved en række mere eller mindre fikse definitioner af kirkens rolle indenfor den fascistiske stat. Således kunne man konstatere, at den fascistiske stat var religiøs og dermed katolsk, og at man så politik og religion som to sider af samme sag, nemlig den menneskelige ånd, som den kom til udtryk i den fascistiske stat. Også med det, man kan kalde fascisternes organiske statsopfattelse, kunne kirken tilpasses: Staten bestod af en krop (det verdslige), en ånd (det åndelige, som var fascistisk og dermed også katolsk) og et hoved (Mussolini). Endelig kunne man tilfredsstille alle nationalistiske og imperialistiske idéer ved at pege på den katolske kirke som traditionsbærer af den italienske nationalisme og imperialisme; som en del af den italienske identitet. Afgørende i forbindelse med hele dette ideologiske kompleks er det at påpege, at den fascistiske bevægelse generelt var kendetegnet ved ikke at være en ideologisk men snarere en handlingesorienteret bevægelse. Som vi har set, formåede man lige fra første færd at forme sine standpunkter efter omstændighederne, og dette betød i 1920'erne, at Mussolini, og dem der i øvrigt bestemte, ønskede en forsoning med kirken; at dette ideologisk set kom til at betyde, at man gjorde "en undtagelse fra fascismens totale åndelige dominans" udgjorde ikke det store problem.

Allerede da samtidens katolikker skulle forklare årsagen til Vatikanets nu positive holdning overfor det fascistiske regime, virkede det ofte, som om man søgte at undskylde sig, når man inddrog kommunistangsten som den primære årsag til holdningsændringen. Mere end at have valgt det fascistiske regime, havde man fravalgt den socialistiske trussel. Man havde med andre ord valgt det mindste af to onder. Som ovenfor nævnt er der ingen grund til at betvivle, at kommunistangsten var reel nok hos Vatikanet, men jeg vil dog hævde, at det i lige så høj grad var andre forhold, der fik Vatikanet til at forsone sig med det fascistiske regime. Frygten for selv at blive genstand for den fascistiske terror har f.eks. nok spillet ind på Vatikanets holdningsskift, idet terrorhandlinger imod gejstligheden og de kirkelige organisationer ikke havde været noget ukendt fænomen - heller ikke efter fascisternes magtover-tagelse.

Endvidere tyder meget på, at Vatikanet i tiden efter første verdenskrig generelt havde opgivet at genvinde sin tidligere verdslige magt og nu i stedet var ved at indstille sig på at skulle være en del af den moderne verden, der åbenbart var kommet for at blive. Gennemført pragmatisk var paven, da han udtalte, at han "would deal with the Devil if it would help the Church", og det var måske netop hvad paven mente, han havde gjort, da han i løbet af 1920'erne havde indgået konkordater med en række forskellige nationer, men han havde gjort det alligevel, fordi han mente, at det gavnede kirken og katolikkerne.

En samtale, der udspandt sig mellem Mussolini, inden denne kom til magten, og kardinal Gasparri, der senere skulle blive Vatikanets repræsentant i forbindelse med forhandlingerne og indgåelsen af Lateranpagten, viser med al tydelighed, at Vatikanet allerede inden 1922 vidste, hvad det var for et regime, det havde med at gøre: Mussolini havde nævnt et forslag til løsning af det romerske spørgsmål for Gasparri. ""But you won't get the votes in the Chamber", Gasparri replied. "Well then, we'll change the Chamber," said Mussolini. "But if you change the Chamber without changing the electoral law, the public will wote back exactly the same Chamber, with the same deputies." "All right" said Mussolini, "then we'll change the electoral law." "With such a man, " said Gasparri, "I knew we could do business." Endnu mere korrekt er det nok at sige, at Vatikanet ligefrem foretrak at have med et totalitært styre at gøre, når det drejede sig om en sikring af kirkens fremtidige forhold. Havde man indgået en aftale med f.eks. Nitti-regeringen, ville man sandsynligvis have stået i en usikker situation ved denne regerings afgang. Som nævnt var perioden fra 1861-1922 parlamentarisk meget usikker med skiftende regeringer o.l., så det var kun naturligt, at Vatikanet hellere ville indgå en aftale med et totalitært regime, der så at sige var staten.

I forlængelse af denne stiltiende accept af den totalitære styreform lå også den opløsning af PPI, som Vatikanet og fascisterne i forening ønskede og eksekverede. Sammen med pavens senere opløsning af den katolske spejderbevægelse, der på det tidspunkt talte over 100000 medlemmer, og som var en naturlig konkurrent til den i 1926 oprettede fascistiske ungdomsbevægelse ONB, var pavens medvirken til tilintetgørelsen af PPI nok den største "håndsrækning", man gav det fascistiske regime. PPI var blevet stiftet i 1919 og var allerede efter valget i 1921 parlamentets næststørste parti, uden at dette dog gav partiet nogen afgørende magtposition. PPI indtog en i disse år ikke særligt heldig mellemposition i en lang række henseender og havde således fjender på begge fløje. PPI var anti-liberalistisk, grundliggende pascifistisk og meget socialt bevidst overfor bøndernes og arbejdernes ringe kår uden dog af denne grund at være socialistiske. Hverken kongen, Mussolini eller paven havde forståelse for disse synspunkter og nuanceforskellene i forhold til PSI, og paven havde det i det hele taget dårligt med, at der eksisterede en så magtfuld katolsk organisation, som ikke var underlagt Vatikanets kontrol og magt. I videre forstand kan man sige, at PPI især generede paven som en slags mellemled, der havde skudt sig ind imellem Vatikanet og den katolske befolkning. Selv om man oprindeligt havde støttet oprettelsen af PPI, idet man dog stedse pointerede, at PPI ikke kunne kreditere Vatikanet for sine synspunkter, så man i årene efter 1922 intet problem i at assistere fascisterne i PPIs elimination.

Den umiddelbare anledning kom, da PPI i 1924 i mange valgkredse havde et langt bedre valg end fascisterne, og dette næsten selvfølgeligt udløste en fascistisk terrorbølge mod PPI og andre katolske organisationer. Da Mussolini truede med at gribe ind, hvilket ganske givet var gået hårdest ud over konfliktens ikke-fascistiske part, og da paven i det hele taget gerne ville undgå den sammenkædning, der nemt kunne opstå mellem PPI, voldshandlingerne og Vatikanet, valgte paven selv at gribe ind i februar 1924. Han undsagde partiet sin støtte og forbød desuden præster at deltage i PPIs arbejde, hvorfor partiets stifter og ubestridelige hovedmand, den sicilianske præst Luigi Sturzo, trak sig tilbage. Dermed var partiets dage reelt talte.

På denne og mange andre måder viste Vatikanet sin velvilje overfor regimet, og i 1929 kulminerede de gensidige tilnærmelser med en aftale, vi nu skal se nærmere på.

Den 11. februar 1929 underskrev kardinal Gasparri og Benito Mussolini som repræsentanter for de to involverede parter en aftale, hvis hovedtræk var som følger.

Vatikanet på sin side:

- erklærede det romerske spørgsmål for endeligt løst (traktatens art.26).

- undsagde sig ethvert territorialt krav på Rom og den tidligere Kirkestat, idet man accepterede Italiens forening og det savoyske kongehus som dets hersker (samme art.).

- lovede ikke at blande sig i politik og forbød i den forbindelse gejstlige og troende at gå ind i politiske partier (traktatens art.43).

- lovede ikke at blande sig i internationale konflikter, medmindre parterne selv bad om det, og idet man fortsat forbeholdt sig retten til med moralske og åndelige midler at arbejde for fred (traktatens art.24).

- accepterede, at staten skulle godkende Vatikanets bispekandidater (konkordatets art.19).

Staten på sin side:

- anerkendte den nyskabte Vatikanstat og paven som dennes ukrænkelige suveræn. Til denne anerkendelse knyttedes en række diplomatiske bestemmelser, der generelt skulle understøtte Vatikanets ret til at kommunikere frit med omverdenen og i det hele taget have adgang til denne. (traktatens art.2, 3, 5, 6 e.a.)

- garanterede ikke at ville blande sig i pavens magtudøvelse, der altså nu var stadfæstet som rent åndelig udenfor Vatikanet (traktatens indledning, art.4, e.a.)

- gentog den oprindelige Statutos formulering om, at katolicismen var den eneste sande statsreligion (traktatens art.1).

- udvidede religionsundervisningen til også at omfatte overskolen (konkordatets art.36).

- genindførte den kirkelige vielses officielle status og forbød almindelig skilsmisse (konkordatets art.34).

- anerkendte AC, idet man dog pointerede, at denne organisation skulle være upolitisk og under gejstligt opsyn (konkordatets art.43).

- tildelte Vatikanet økonomisk godtgørelse for de tab, det havde lidt i forbindelse med statens anneksion af Kirkestaten i 1870 (den finansielle overenskomst).

Således selve indholdet. De egentlige forhandlinger var i al hemmelighed blevet indledt i august 1926 og stødte på flere alvorlige kriser undervejs, især i forbindelse med det område, der igen senere skulle være årsag til så mange problemer, nemlig forholdet mellem AC og ONB; eller mere præcist: spørgsmålet om kontrollen over ungdommen i det hele taget. Efter lovfæstelsen af ONB i 1926 var det tilsyneladende for at undgå det nederlag, det ville være, hvis Mussolini nedlagde de katolske spejderforbund, at paven som nævnt valgte selv at gøre det i januar 1927. I forlængelse heraf forbød regimet snart derefter sportslige ungdomsaktiviteter udenfor ONB med det resultat, at ACs medlemstilslutning faldt mærkbart og paven følgelig afbrød Lateranpagtforhandlingerne fra juni 1927 til januar 1928. Man havde netop, med den evige mægler, Tacchi-Venturis, mellemkomst, genoptaget forhandlingerne, da fascisterne offentliggjorde et lovforslag, der forbød alle ungdomsorganisationer udenfor ONB. Denne gang afbrød paven totalt enhver forhandling, og det endte med, at AC og en række hertil knyttede organisationer fik dispensation, så man efter et par måneders pause kunne genoptage forhandlingerne i maj 1928.

Andre hævder, at aftalen i det store og hele var færdigforhandlet allerede i 1927, og at forsinkelsen eller "syltningen" i så fald skulle skyldes, at Mussolini var blevet bekymret over at have givet kirken for mange indrømmelser i forhandlingerne med den hårde og garvede diplomat Gasparri. Der kan nemt være noget rigtigt i begge antagelser, hvis man f.eks. antager, at begge parter har haft brug for en tænkepause på dette tidspunkt, hvor de store linier i den kommende aftale lå klar. Det var i øvrigt i denne sammenhæng, at paven overfor regimet antydede nogle af de magtmidler, han mente at have i sin besiddelse, ved at lade det rygte sive, at han ville udsende en encyclia, der forbød biskopper og andre gejstlige at deltage i fascistiske demonstrationer og højtideligheder. De skulle således ikke længere være tilladt at velsigne fascistiske flag og faner, ligesom det ikke længere skulle tillades at holde messe ved den ukendte soldats grav. Om det var disse rygter, der havde den afgørende effekt, skal jeg lade være usagt, men i hvert fald enedes de to parter tids nok til at kunne underskrive Lateranpagten d.11.februar 1922.

Både paven og Mussolini var tilsyneladende mere end tilfredse, Pius XI endda i en sådan grad, at han kaldte Mussolini en mand, der var "sendt af forsynet" og endvidere højtideligt konstaterede, at Lateranpagten havde bragt "Gud til Italien og Italien til Gud". Bag disse udtalelser gemte sig sikkert en ægte glæde, og det er i den forbindelse værd at erindre sig, at Vatikanets udgangsposition var en helt anden end regimets. Regimet var ved magten, og selv om man tillagde kirkens magt og magtpotentiale stor betydning, var det ikke en decideret eksistenskamp, regimet var ude i. Dette var i højere grad tilfældet for Vatikanets vedkommende, da man rent konkret opholdt sig midt i en fremmed nation, der ret beset bare behøvede at give ordren for at smide paven og hans følge ud af Rom og ud af Italien. Med Lateranpagten havde Vatikanet definitivt fået stadfæstet sin eksistensret i Italien både på et verdsligt og et åndeligt plan. Dette var den mest umiddelbare og iøjnefaldende gevinst, men med dette som udgangspunkt var anerkendelsen af AC nok i virkeligheden at betragte som en lige så afgørende gevinst. Staten på sin side havde vundet en stor prestigesejr ved at løse det spørgsmål, som skiftende liberale regeringer ikke havde haft held til at løse i de foregående 60 år. Endvidere havde man med pagten så at sige fået den katolske kirkes blå stempel, hvilket især i international henseende var ikke så lidt værd, og endelig kunne man nu inddrage kirkens tradition og autoritet i en række sammenhænge, f.eks. familiepolitikken.

Det viste sig naturligvis hurtigt, at der var kritikere at den nye aftale hos begge parter, men ingen af stederne kom disse synderligt til orde, og det generelle indtryk er da også, at man overvejende var meget tilfreds med, at det romerske spørgsmål nu endelig var løst. Denne konflikt havde været et åbent sår i den unge stat lige siden Il Risorgimento; det havde været en international belastning for en lang række regeringer, og det havde skabt en ubehagelig kløft mellem det katolske og det mindre katolske Italien. Nu var den grundliggende konflikt formelt løst, og man kunne dermed fristes til at tro, at de to parter nu skulle leve problemfrit sammen. Det blev dog ikke tilfældet lige med det samme.

Allerede da Mussolini i en tale til parlamentet d. 13.maj 1929 forsøgte at argumentere for ratificeringen af Lateranpagten, viste det sig, at de to parter i virkeligheden stadig var grundliggende uenige på en række områder, især i forbindelse med organisationen af ungdommen og det mere ideologiske forhold mellem kirke og stat. I talen hævdede Mussolini, at kristendommen kun havde Roms storhed at takke for sin succes, og at kristendommen uden Rom var forblevet "an obscure Jewish sect in Palestine which would finally have ebbed away entirely". Om undervisningen af ungdommen sagde Mussolini: "In the sphere og education we remain intractable. Youth shall be ours!" Dette rystede paven, og set i lyset af Lateranpagten var dette forståeligt nok. I konkordatets art. 36 hed det nemlig: "Italy considers the teaching of Christian doctrine in accordance with Catholic tradition, as both the basis and the crown of public education." Mussolinis afsluttende bemærkning, at statens etiske karakter "is Catholic but also Fascist, indeed above all else exclucively and essentially Fascist", underbygger kun, at der allerede inden pagtens ratificering viste sig at være uoverens-stemmelser dels mellem parternes indbyrdes opfattelser, men også mellem konkordatet og en række af Mussolinis udtalelser. Endnu en gang antydes det altså, at fascisternes imødekommenhed og flotte ord overfor Vatikanet var rent opportunistiske.

Paven tog til genmæle allerede to dage efter, hvor han kaldte nogle af Mussolinis udtalelser for "kætterske og værre end kætterske" og endvidere modsatte sig, at ungdommens uddannelse skulle være statens sag alene. Paven påpegede, at kirken ville fastholde sin ret til undervise ungdommen "even if it has to fight the Devil himself", og det var så anden gang, at Djævelen var blevet omtalt i forbindelse med pavens samarbejde med Mussolini. Man bør mærke sig, at der nok mere er tale om en diplomatisk fordømmelse end om en reel. Hvis paven havde haft et uoverkommeligt problem med Mussolinis udtalelser, kunne han bare have nægtet at ratificere Lateranpagten, men det gjorde han ikke. Tværtimod holdt man protesten tilbage til dagen før den endelige underskrivelse af pagten. På denne måde blev det Mussolini, der kom til at optræde som den ydmyge, der måtte tåle Vatikanets fornærmelser, og således kunne paven også senere have antydet, at regimet havde taget pavens protester til følge.

Der var andre forhold, der førte til en skærpelse af forholdet mellem de to parter i de følgende to år, således f.eks. et mindre magtskifte, der blev foretaget indenfor PNF i oktober 1930, samt Mussolinis skuffelse over at Vatikanet ikke støttede ham så aktivt i hans imperialistiske planer, som han havde håbet, men det altovervejende stridspunkt viste sig dog hurtigt at være AC. Fra sidst i 1920'erne og fortsat ind i 1930'erne voksede AC jævnt i både størrelse og popularitet, således at fascisterne i løbet af 1931 måtte konstatere, at man nu havde en konkurrent, der nogle steder vandt større tilslutning end det fascistiske ONB. Det var sandsynligvis ikke, hvad Mussolini havde regnet med, da han lovfæstede ACs eksistens i Lateranpagten to år tidligere. Under pres fra den fascistiske højrefløj og med truslen om en fascistisk voldsbølge overfor AC i baggrunden, greb Mussolini derfor sidst i maj 1931 ind ved at lukke en række af ACs afdelinger. Den officielle undskyldning var, at AC virkede som politisk platform for det nu forbudte PPI, og selv om der først og fremmest var tale om en bekvem undskyldning, så har der muligvis været noget om snakken: AC måtte som eneste legale ikke-fascistiske organisation af større omfang som noget naturligt tiltrække anti-fascistiske kræfter.

Pavens reaktion på disse lukninger kom nogle uger senere i form af den ovenfor nævnte encyclia Non abbiamo bisogno, der samtidig blev Vatikanets kraftigste kritik af det fascistiske regime. I skrivelsen beklagede paven sig indledningsvis over, at der var blevet grebet ind overfor AC, ofte med vold og blodsudgydelser, som var man simple kriminelle. Om Mussolini hed det bl.a.: "We cannot be grateful to one who, after putting out of existence socialism and anti-religious organizations [...] , has permitted them to be so generally readmitted [...], and has made them even more strong and dangerous inasmuch as they are now hidden and also protected by their new uniform..." Forsøget på at komme AC til livs omtaltes som et forsøg på, at "monopolize completely the young [...] all for the exclusive advantage of a party, of a regime based on ideology wich clearly resolves itself into a true and real pagan worship of the state...". Denne meget kraftige kritik blev modificeret noget af den følgende bemærkning om, at Vatikanet med alle disse udtalelser ikke ønskede at fordømme "the party as such", og at alle katolikker derfor også i fremtiden med samvittigheden i orden kunne forblive medlemmer af PNF. Disse to holdninger ved siden af hinanden: først en kraftig fordømmelse, og derefter en modifikation, er nok i det hele taget meget karakteristiske for Vatikanets politik overfor det fascistiske regime: Selv når man kritiserede hele grundlaget for den fascistiske bevægelse, ønskede man ikke at fordømme partiet.

Den fascistiske reaktion på pavens encyclia kom fra to fronter. For det første oplevede man en bølge af fascistisk terror imod AC, der gennem hele konflikten i øvrigt fra forskellige sider var blevet beskyldt for at være involveret i alle mulige og umulige statsundergravende alliancer. Fra mere officiel side kom der et væld af antikirkelige udtalelser i aviser og pamfletter, og endelig udstedte man fra højeste hold den 9.juli 1931 et forbud mod at være medlem af både AC og PNF med det resultat, at mange mennesker afleverede deres medlemskort til en af de to organisationer, hvilket i langt overvejende grad ramte AC. Fortløbende med disse reaktioner blev der imidlertid også taget initiativer i begge lejre til forhandling og forsoning, og endnu en gang var det de forsonende parter, der fik deres vilje.

Benito Mussolini var blevet påvirket dels af konfliktens stigende omfang og dels af den sympati, som man fra udlandets side havde tilkendegivet overfor Vatikanet. Mussolini ønskede ikke en italiensk Kulturkampf, og da man ytrede sin vilje til forhandling overfor paven, var denne ikke sen til at gribe chancen for forsoning. Det var flere gange i løbet af krisen blevet antydet i den fascistiske presse, at man burde overveje at ophæve Lateranpagtens konkordat, og dette har ganske givet været en trussel, som man i Vatikanet har taget meget alvorligt. De følgende forhandlinger blev afsluttet relativt hurtigt, og d.2.september 1931 kunne man underskrive den såkaldte September-akkord om AC. Bestemmelsen var, at AC måtte fortsætte sit virke som fastsat i Lateranpagten, idet man dog pointerede, at organisationen skulle holde sig fuldstændigt fra politiske og sportslige aktiviteter, og at den skulle holdes under nøje biskoppeligt opsyn.

Endnu en gang kan man så diskutere, hvilken af de to parter der fik mest ud af aftalen mellem de to parter, men i det store og hele må man sige, at akkorden opretholdt status quo. Krisen var blevet løst, og det var vel at mærke en krise, der havde drejet sig om mere end bare en vilkårlig katolsk ungdomsorganisation. Ret beset havde krisen været latent til stede lige siden den fascistiske magtovertagelse, eller i hvert fald siden man indledte forsøget på fascistiseringen af Italien, for det man egentlig kæmpede om, var kontrollen over mennesket. Det er flere gange blevet fremhævet som en årsag til de to parters samarbejde, at de begge hvilede på et totalitært grundlag, og som nævnt er det da også rigtigt, at Vatikanet følte sig mere tiltrukket af et totalitært regime end af et parlamentarisk styre. Begge parter havde en hierarkisk opbygning med en stort set ufejlbarlig leder i spidsen, så i den forstand har de måske haft en naturlig forståelse fra starten, men samtidig måtte det også i længden blive et problem, at begge parter ønskede fuld kontrol over det samme, nemlig mennesket og dets tanker. Begge parter havde på et tidligt tidspunkt indset det absolut afgørende i at kontrollere undervisningen og påvirkningen af ungdommen, hvis de på længere sigt ville opnå et samfund formet efter deres idéer. Da man på et formelt plan havde fået defineret det indbyrdes forhold, var det som om, man lige skulle prøve hinanden an. Parterne var dog fortsat for stærke til, at den ene kunne vinde, så igen enedes man om, at det var bedst at leve sammen i nogenlunde fordragelighed. Efter indgåelsen af September-akkorden i 1931 var dette stort set, hvad man gjorde frem til fascisternes fald.

Jeg skulle nu været nået til det punkt, hvor jeg kan samle det foregående med henblik på en bevarelse af de i indledningen stillede spørgsmål.

For det første mener jeg at kunne fastslå, at Vatikanets samarbejde med det fascistiske styre dels skyldtes, at man efterhånden, belært af erfaringen, var kommet til en forståelse af, at man intet vandt ved at sætte sig udenfor den verdslige sfære. Allerede inden 1922 havde der ganske vist været tilnærmelser til staten, men det er værd at mærke sig, at de lempelser, man så, primært opstod i forbindelse med den socialistiske trussel; således de gentagne lempelser af Non Expedit. Det var fremkomsten af en ny fjende, der fik Vatikanet til at revurdere sin politik, og det var bl.a. for at opnå en effektiv bekæmpelse af denne fjende, man nærmede sig det fascistiske regime. Men det var også med mere konstruktive og langsigtede tanker i baghovedet, man søgte en ordning af forholdet mellem kirke og stat. Vatikanet var klar over, at der ville være en tid efter fascisternes fald, og det var denne tid, man allerede var i gang med at arbejde for i 1920'erne, bl.a. ved at søge sin eksistensret sikret og ved at sikre AC som middel til indflydelse i den verdslige sfære. Jeg vil således vove den påstand, at Vatikanet meget vel kunne have fundet på at forsone sig med det fascistiske regime også uden truslen fra socialisterne.

Vatikanets forsonende linie overfor staten var med andre ord især bestemt af pragmatisme og opportunisme og ikke af nogen udpræget tilslutning til de fascistiske idéer. Tværtimod må man nok sige, at Vatikanet henimod slutningen af den her behandlede periode, som det kom til udtryk i Non abbiamo bisogno, var ved at opdage, hvilke farer der egentlig lå i de fascistiske tanker om f.eks. den absolutte stat. Lige fra nationalstaternes opståen havde den universalistiske katolske kirke været skeptisk overfor disse, for enhver nation fordrer en vis grad af dyrkelse i form af patriotisme og loyalitet; dyder som fascisterne i ekstrem grad krævede af sine undersåtter. Når det blev krævet, kunne Vatikanet finde på at påpege disse farlige tendenser ved fascismen, men det skete på en sådan måde, at man aldrig for alvor risikerede at miste de privilegier, man én gang havde fået tilkæmpet sig. Vatikanet havde med andre ord indset, at det måtte virke i og ikke udenfor den moderne, sekulare verden, og at denne virksomhed primært var åndelig men dog kunne konkretiseres ind i den verdslige sfære f.eks. gennem AC.

For det andet skulle det være klart, at samme opportunisme i mindst lige så høj grad var drivkræften bag fascisternes formelt velvillige indstilling til kirken. Man havde formelt skiftet standpunkt op til magtovertagelsen, men at denne meningsændring aldrig var oprigtig er til fulde godtgjort i det ovenstående. Fascisterne havde ingen problemer med de indre ideologiske uoverensstemmelser, der var mellem deres statsopfattelse og fascistiseringsforsøg på den ene side og stadfæstelsen af en række kirkelige privilegier på den anden side, og at fascisterne aldrig fik underlagt sig kirken, betegner kun endnu et nederlag for bevægelsens oprindelige fascistiseringsplaner, som aldrig rigtigt blev gennemført. Der er endvidere noget, der tyder på, at fascisterne ikke for alvor havde regnet med kirken som en modstander, man behøvede at tage alvorligt efter indgåelsen af Lateranpagten. ACs succes kom bag på regimet, og det følgende forsøg på at eliminere den vigtige Balilla-bevægelses voksende konkurrent lykkedes ikke. Efter den afgørende styrkeprøve, der må siges at være endt uafgjort, fandt konflikten sin endelige løsning. Hvad denne afsluttende strid grundliggende havde drejet sig om, og hvorfor den var så afgørende, er der redegjort for i det foregående kapitel.

Ingen af de to parter var begejstrede for den anden, men der var reelt ikke andre muligheder end at forsøge at leve sammen på bedst mulige måde. Alt i alt vil jeg betegne forholdet mellem stat og kirke i Italien fra 1922 og især efter 1929 som et bekvemmelighedsægteskab, der i virkeligheden på mange måder minder om det forhold, der i middelalderen havde været mellem de to parter. Det kunne altså se ud til, at det i virkeligheden var i den liberale periode, at de to parters indbyrdes forhold var mest usædvanligt, og at man i den fascistiske periode blot var vendt tilbage til tidligere tiders sameksistensform - med den væsentlige forskel at paven nu havde mistet sin verdslige magt. Efter en vis tilvænningsperiode, nemlig den fra 1870 til ca.1922, havde Vatikanet endelig accepteret de nye omstændigheder, og kunne derfor gå igang med at tilpasse sig disse.

Delzell, C.F.: Mediterranean Fascism 1919-1945. New York, 1971.

Delzell, C.F.: The Papacy and Totalitarianism... New York, 1974.

Halperin, W.S.: The Seperation of Church and State in Italian Thought...

New York, 1971 (org.1937).

Lee, Stephen: The European Dictatorships 1918-45. London, 1987.

Molony, J.N.: The Emergence of Political Catholicism in Italy. London, 1977.

Olesen, T.B., N.A.Sørensen og U.Østergaard: Fascismen i Italien. Århus, 1986.

Pollard, J.: The Vatican & Italian Fascism 1929-32. Cambridge, 1985.

Poulsen, H.: Fascisme og nazisme 1919-45. København, 1980.

Rhodes, A.: The Vatican in the Age of the Dictators. London, 1973.

Seidelin, P.: Kirkehistorisk kompendium. København, 1975.

Tannenbaum, E.: Fascism in Italy. London, 1973.

Teeling, W.: The Pope in Politics. London, 1937.