Danskernes vigende tro

- og alle de forudsigelige bortforklaringer

af Morten Skovsted, sognepræst i Hjortshøj-Egå

Spidsfindighederne vil ingen ende tage, når teologer og kirkefolk skal bortforklare tegn i sol og måne på, at den kristne tro er ved at miste sin betydning for det danske folk.

At kirkegangen kunne være bedre, er trukket frem mange gange. Og hver gang det sker, springer et stort kor med den allerstørste forudsigelighed op af sæderne og begynder deres messen: "Det er ikke antallet af kirkegængere der er afgørende", "danskerne er kristne, hvad enten de vil indrømme det eller ej (Jan Lindhardts skrabelods-teologi)", "Folkekirken er folkets kirke, når knap 90% af danskerne betaler deres kirkeskat."

Og alt sammen dækker det over den samme grundholdning: "Her går det godt. Her er fred og ingen fare."

Men med sådanne holdninger afsløres en afgrundsdyb forståelseskløft mellem disse menneskers virkelighed og de almindelige danskeres. En teologisk kortslutning, der har givet kirken tunnelsyn rettet imod sig selv og kun sig selv. Med fare for at gå i selvsving klapper man sig selv og hinanden på skuldrerne og konstaterer, at alt er som det skal være.

Man kunne hævde, at der var tale om åndelig dovenskab, men dybest set drejer det sig nok især om angsten for at se sin egen identitet, religiøst og fagligt, blive undermineret og forkastet af sine omgivelser.

I tirsdagens avis omtaltes en undersøgelse fra Jyllands-Posten, hvoraf det fremgik, at kun 33% af en række adspurgte danskere hævdede, at de var troende, og at troen kun for 20 procents vedkommende mentes at have indflydelse på hverdagen.

Og endnu en gang så vi en række forudsigelige forsøg på at bortforklare ethvert problem for kirken: Teologer og kirkefolk, der på rygmarven bortviftede også dette tegn på, at Folkekirken ikke gør sit arbejde godt nok: En overlegen håndbevægelse, og en kort forklaring, der denne gang samler sig om en fantastisk opsplitning af sprog og trosliv: "Det er ikke kirken, der er noget galt med. Det er heller ikke danskernes tro....det er bare deres religiøse sprog, der er mangelfuldt" Og så er det problem fejet af bordet.

Det kan godt være, at pågældende undersøgelse er både overfladisk og pjattet, som der peges på. Ja tak, men kunne det ikke tænkes, at der under denne overflade lå et dybt og alvorligt problem gemt? Hvorfor er det kun Kjeld Holm der antydningsvis peger på behovet for en kursændring i kirkens holdning til folket?

Reaktionen på undersøgelsen er den samme som altid, når noget eller nogen anfægter tingenes tilstand i vores lille, kirkelige andedam: enten larmende tavshed og ignorance eller som her: overfladisk og arrogant afvisning.

Man undskylder sig med danskernes manglende religiøse sprog, med deres "sproglige armod". Men det er ikke et forsvar. Det er snarere en konkretisering af, hvor alvorligt problemet er. For en ting er, at danskerne især går i kirke, når en højtid mere eller mindre tvinger dem til det - lad det nu ligge.

Men det er og bliver mig en gåde, hvordan man kan tale sig uden om pågældende undersøgelses alarmsignaler ved at henvise til, at danskene intet religiøst sprog har.

For hvad er det for en tro, der ikke kan sættes sprog på? Er man kristen, hvis man ikke kan finde ud af at kalde Jesus for Kristus, eller hvis man ikke ved hvad synderenes forladelse, det evige liv og Guds frelsende nåde betyder? Har man sprog til at være kristen, hvis man end ikke har sprog til at svare på om man er troende? Findes der en sprogløs kristendom, der er andet end sværmeri og følende almenreligiøsitet?

Omtalte undersøgelse og ikke mindst de forudsigelige reaktioner derpå, peger på to centrale problemer for vores folkekirke i dag:

For det første at mange danskere enten ingen tro har eller intet religiøst sprog har. Hvad enten det ene eller andet eller begge dele er tilfældet, så synes jeg bestemt, at det skulle kalde på en folkekirkelige offensiv.

For det andet at kirken tilsyneladende mangler både vilje og evne til konstruktiv selvkritik og selvbesindelse: At man hellere vil bortforklare problemerne fremfor at give sig i kast med dem som udfordringer i forhold til, hvordan vi altid kan og skal bestræbe os på at forkynde evangeliet mere og bedre.

Så længe disse to problemer får lov til at stå uantastet, risikerer vi at have en kirke og et folk, der ikke taler samme sprog. Så længe kirken med abstrakte ordlege og en kikert for det blinde øje bliver ved med at ignorere skriften på vægen, afskærer den sig fra en nødvendig selvbesindelse og teologisk nytænkning i forhold til de vilkår kirken eksisterer under i 1998.

Og så er der i øvrigt stadig ingen, der har kommenteret, at det sandsynligvis kun er en brøkdel af undersøgelsens 33 % troende, der også vil sige, at de er troende i specifikt kristen forstand. Eller det faktum, at kun 20% af de adspurgte svarede, at deres tro betød noget for deres hverdag.

Men med lederskribentens ordleg kan det sikkert hurtigt blive vendt til noget både kristeligt og prisværdigt?