Da kirkebogen blev interessant

Af Morten Skovsted, sognepræst i Hjortshøj-Egå

[Evt. underrubrik]: I mange år har kirkebogsføringen været en tidskrævende plage for flertallet af præster og kordegne. Pludselig er den blevet ophøjet til centralt kirkeligt stridspunkt. Hvad sker der?

__________

Der har i den seneste tid været en del kritiske debatindlæg imod Den Nye Kirkebog (DNK) bl.a. i KD, og tilsyneladende står Folkekirkens undergang lige for døren – mindst!

Der lægges en enorm ildhu for dagen, men argumentationen bunder som regel i nostalgiske, ugennemtænkte og romantiske forestillinger, der afslører en sørgelig uvidenhed både om selve kirkebogsprojektet og om dets forudsætninger.

Protesterne, der svinger meget i både saglighed og sprogbrug, har nået deres foreløbige lavpunkt med den af tidehvervs indekreds formulerede protest, hvis medunderskrivere ”nægter at anvende den elektroniske kirkebog”.

Vi får se, om de undertegnende er villige til at sætte deres embede ind på sagen, når den tid kommer….

Jeg er sikker på, at de fleste fornuftige mennesker kun har hovedrysten til overs for de mest overfladiske af protesterne, men det ærgrer mig, at der ikke har været eet eneste indlæg til fordel for DNK, for på den måde er der en vis fare for, at DNK-modstanderene skal have held til at fordreje og proportionsforvrænge sagen. Og jo mere de får bragt sindene unødigt i kog, jo mere energi risikerer vi at skulle spilde på en pseudo-debat, der overhovedet intet har at gøre blandt præster, biskopper eller menighedsråd.

Det er mig en gåde, hvornår og hvorfor kirkebogsskrivningen er blevet ophøjet til et tilsyneladende så afgørende kirkeligt og teologisk stridspunkt!

Siden hvornår er måden for Kirkebogens førelse blevet et spørgsmål af så stor betydning? Hvornår har nogen sidst følt behov for at beskæftige sig med kirkebogen på menighedsrådesmøder, på præstekonventer, i kirkelige debatindlæg eller i de øvrige medier? Svaret er, at sagen aldrig har interesseret nogen det mindste. Og det med rette!

Kirkebøgerne er et redskab, der udelukkende tjener det formål at forsyne staten med oplysninger om grundliggende forhold i borgernes liv, herunder dato og sted for kirkelige handlinger. Og der er simpelthen utroligt, at så mange mennesker har kunnet gøre dette i sig selv ligegyldige redskab til genstand for så megen harme.

”Kirkebogen er omgærdet med stor folkelig respekt” hedder det i flere debatindlæg. Ja, det kan man jo nemt påstå ud i det blå, men jeg vil hævde, at det er usandt, og at det tværtimod gælder, at mindst 95% af danskerne er flintrende ligeglade med, om deres dåbsdato står på papir eller er lagret elektronisk. Mon ikke de ligefrem vil se det som en fordel, når de om føje år kan få deres data og attester udleveret med det samme, der hvor de bor, hvilket ikke lader sig gøre i dag med vores utidssvarende og ressourcespildende system.

Det er i forlængelse heraf påfaldende, at det stort set kun er de kirkelige medier, der interesserer sig for emnet. Hvor bliver den folkelige debat af, som DNK-kritikerne efterlyser? Hvem er det, der angiveligt undertrykker denne savnede, folkelige debat, bortset fra folkets egen totale og velbegrundede mangel på interesse for sagen?

DNK er ”i strid med demokratiet” hed det i et kritisk indlæg i KD fra et menighedsråd, og samme anklage har været fremdraget af tidehversfolkene, der gentagne gange peger på, at sagen er trumfet igennem af embedsmændene udenom Folketing og folk. Og processen skulle være udemokratisk, bl.a. fordi den har unddraget sig de demokratisk valgte menighedsråds indflydelse.

Lad os lige få slået fast én gang for alle: Kirkebøgerne er IKKE menighedsrådenes ansvar. Så lad VÆRE med at spilde tid på at debattere sagen på et menighedsrådsmøde. Det ville svare til at diskutere finanslov eller forsvarsforlig på samme møde. Grundregistreringen er et centralt (jeg vover at sige ”statsligt”) anliggende, som kirken kun af historiske og praktiske årsager har haft ansvaret for igennem århundreder.

Derfor er grundregistreringen i bund og grund et politisk og statsligt spørgsmål. Og man kan så notere sig, at alt er foregået, som det skal i den slags sager: Foreslaget er udarbejdet af en bredt sammensat arbejdsgruppe under Kirkeministeriet, derefter forelagt kirkeministeren, drøftet med partierne i Folketinget og endelig forelagt Folketingets kirkeudvalg. Mere demokratisk kan det vist ikke gøres, med mindre sagen skal til folkeafstemning. Endelig skal det bemærkes, at overgangen til elektronisk kirkebogsføring ligger helt i forlængelse af den Folketingsbeslutning, der er truffet for flere år siden, om at hele den offentlige sektor skal overgå fra papirbaseret registrering og arkivering til elektronisk ditto.

Jeg kan ikke med opbydelsen af al min fantasi forstå, hvorfor vi i kirken skal bruge energi på at kæmpe for retten til et stykke middelalderligt arbejde, som de fleste andre, almindelige danskere hellere end gerne ville slippe for (således sikkert også en stor del af de 1950 præster, der ikke har skrevet under på den tidehvervske protest). Jeg har svært ved at se, hvorfor folkekirken skulle være den eneste hel- eller halvoffentlige instans i Danmark, der skal hænge fast ved en papirbaseret sagsbehandling.

Et af de gentagne argumenter herfor har været, at kirkebogen har en god og lang tradition bag sig. Og mange har beklaget sig over, at Kirkeministeriet ingen respekt har for denne faktor i dansk kirkeliv. Men Kirkeministeriet har ansvar for, at der er et stykke konkret arbejde, der bliver udført. Og med rette mener de ikke, at man skal holde fast i en utidssvarende, tidsrøvende og irrationel procedure, uanset hvor mange århundreders hævd denne har.

Det er som om DNK-kritikerne forsøger at ophøjer kirkebogsføringen til noget stort, ædelt og smukt, der er hinsides fornuft og tidens vilkår. Men det er den IKKE! Der er tale om et stykke kontorarbejde, der skal overstås så hurtigt og effektivt som muligt. Derfor er det tåbeligt, at man i dag bruger ressourcer på at nedskrive en masse ligegyldige data, som i forvejen findes i CPR registeret og adskillige andre kirkebøger rundt omkring i landet i fødesogn, dåbssogn, vielsessogn, bopælssogn o.s.v. Kirkebogsføringen har intet at gøre med det, der retteligt skulle være præstens arbejde.

DERFOR skal vi anvende den nye, besparende teknologi.

Der skal ganske givet invisteres en del tid i at vænne sig til systemet. Men lad os se, om vi ikke i løbet af få år har vænnet os til det i øvrigt meget brugervenlige system. Så kan vi få frigjort en masse gode kræfter, som vi så kan bruges på det arbejde, vi som teologer og præster især skal koncentrere os om.

Et andet aspekt, der gang på gang drages ind i debatten, er sikkerheden eller mangel på samme. Nogle har i deres ufattelige uvidenhed hævdet, at enhver computer-snild teenager kan trænge ind i den slags systemer.

Jeg er sikker på, at hvis det var tilfældet, så ville de pågældende teen-agere nok starte med at bryde ind i diverse pengeinstitutters systemer, Værdipapircentralen eller skattevæsenets og CPR registerets databaser.

Uden at skulle i gang med en teknisk diskussion om 64-bit kryptering, firewalls eller SSL- og SET-sikkerhedsstandarter, slår jeg mig til tåls med, at ovennævnte institutioner dagligt transporeter milliarder af kroner og uanede mængder af data, der er langt mere personfølsomme end dem, vi har at gøre med i kirkebogsføringen. Det kan åbenbart lade sig gøre, der ude i virkeligheden…

Som det eneste væsentlige kritikpunkt imod projektet står, så vidt jeg kan se, at DNK skal betales via de kirkelige ligningsmidler. Dette kunne synes urimeligt, især hvis man tilslutter sig ovennævnte synspunktet, at grundregistreringen i sidste ende er en statslig opgave. (I parentes er det dog værd at mærke sig, at udgifterne IKKE påføres den enkelte kirkekasse, som flere ellers har hævdet. De beløb, der skal investeres i de enkelte sogne, dækkes af Fællesfonden.)

Men sagen er, at vi ligger, som vi selv har redt. Det er i beklagelig grad karakteristisk for forholdet mellem stat og kirke, at det er den handlingslammede kirke, der ender med Sorteper. Man kunne have en og anden politiker mistænkt for at have tænkt ”går den, så går den…det plejer den jo at gøre, med en kirke, hvor ingen må sige noget på andres vegne.” Og det kan vi kun bebrejde os selv. Men det er dybest set en helt anden diskussion!

Og lad os skille de forskellige sager ad. Lad os nyde de fordele som DNK vil give os, og så i stedet bruge vores energi på at diskutere de store, dybereliggende og reelle problemstillinger, der anes som baggrund for mange af de kritiske indlæg. Det være sig forholdet mellem stat og kirke, forholdet mellem tradition og fornyelse, eller teknologiens fremmarch og kirkens forhold hertil.

Man lad os ikke projicere alle disse temaer over på DNK. Det kan kun give en fordrejet debat.

Vi har i den forgange tids debat hørt et menighedsråd hævde, at kvaliteten af den elektroniske kirkebog vil ”forringes ved hver overspilning, således at skærmbilledet efterhånden bliver ulæseligt”. (sic!). Vi har hørt Jan Lindhardt omtale kirkebogsføringen som en væsentlig del af kontakten mellem folk og præst. (Jeg håber, at biskoppen siden har indset, at der forhåbentlig er bedre ting præsten kan foretage sig i forhold til evangeliets forkyndelse og den folkelige kontakt end at nedskrive folks adresser og navnet på deres tante, der er fadder til lille Sofie-Amalie.) Og vi har måttet lægge øre til påstande om, at ”enhver selvsagt vil kunne bryde ind i det [systemet]” (Jesper langballe).

Man skulle tro, at uovervejede skræmmebilleder som det sidstnævnte ville blive gennemskuet af alle, men jeg har desværre hørt den forestilling gentaget rundt omkring, at enhver vil have fri adgang til hele systemet…

Jeg håber, at debatten, hvis den overhovedet skal fortsætte, kan føres på et lidt mere seriøst niveau, og vil i den forbindelse opfordre enhver, der interesserer sig oprigt for emnet til at læse den rapport Kirkeministereiet har udgivet i forået 1998. Den kan rekvireres hos DNK-Sekretariatet på tlf. 33 97 82 00, men er i øvrigt allerede udsendt til alle præster, menighedsråd og kordegne.

Og lad os så komme videre med de lidt mere væsentlige ting.