De kirkelige forhold i det 15.århundredes Europa var især domineret af den såkaldte konciliarisme; en bevægelse der fandt udtryk i tre reformkoncilier, hvoraf det sidste foregik i Basel fra 1431-49. Et centralt stridspunkt under Basel-konciliet var forholdet mellem fyrster, gejstlighed og pave i forbindelse med besættelse af gejstlige embeder. De gejstlige embeder var på dette tidspunkt forbundet med stor verdslig magt, og fyrsterne kunne derfor have stort udbytte af at placere en loyal undersåt i et sådant embede. Pavens interesse var dels at hævde sin prestige men især at sikre sig de store økono-miske gevinster, som kurien i løbet af middelalderen havde forbundet med besættelse af gejstlige embeder. Kapitlerne forsøgte naturligvis at håndhæve deres uafhængige, kanoniske ret til at vælge deres egne ledere.

I årene 1450-58 udspillede sig en strid om besættelsen af ærkebispesædet i Trondheim (Nidaros). Problemerne startede, da Christian I nægtede at anerkende kapitlets eget valg til posten. Kongen havde sin helt egen person til posten, og da paven to år senere underkendte begge disse kandidater og i stedet indstillede en tredje, syntes problemerne uovervindelige. Striden indbefattede alle ovennævnte parter: Kapitel, konge og pave, der alle hver især søgte at få deres kandidat indsat i det eftertragtede embede.

Ældre forskning behandlede ofte striden udelukkende som et udtryk for ovennævnte kirkepolitiske stridigheder og tolkede således Christian I's indblanding som dikteret alene ud fra kirkepolitiske overvejelser. Nyere forskning er dog blevet opmærksom på, at Christians dispositioner kan have været noget anderledes begrundet.

I forlængelse af denne nyere forskning vil jeg undersøge, hvorvidt Christian I's motiver for at blande sig i besættelsen af det norske ærkebispeembede var dikteret af kirkepolitiske motiver, eller om der har ligget andet bag. Kongens handlemåde virker på mange områder noget uforståelig, hvis den skal kunne forsvares som kirkepolitisk betinget. Jeg vil i stedet undersøge, hvorvidt der er nogen sammenhæng mellem ærkebispestriden og den kamp om den norske trone og dermed kampen om magten i norden, der foregik på samme tid mellem Christian I og Karl Knutsson.

Indledende vil jeg ridse de historiske forudsætninger op, dels de kirkepolitiske strømninger der prægede tiden både i hele Europa og dels den magtpolitiske situation i de nordiske lande. Derefter vil jeg redegøre for selve ærkebispe-stridens forløb, og endelig vil jeg se nærmere på de enkelte implicerede i striden; deres roller og deres motiver. Især vil jeg beskæftige mig med Christian I's rolle for derigennem afsluttende at forsøge at besvare spørgsmålet: "Hvorfor blandede Christian I sig i besættelsen af det norske ærkebispesæde?"

Sagens behandling i forskningen hviler bl.a. på en ret omfangsrig brev-veksling mellem kurien og de øvrige implicerede, der er samlet bl.a. i Acta Pontificum Danica. Øvrige breve og dokumenter findes i en række andre middelalderlige dokumentsamlinger, hvoraf især Diplomatarium Christierni Primi, Diplomatarium Norvegicum, Norges Gamle Love og Scriptores Rerum Danicarum bør nævnes. Endelig rummer Erkebiskop Henrik Kalteisens Kopibog en uundværlig række af tilsyneladende pålidelige kilder.

Selve ærkebispestriden indledtes først 1450. I det følgende vil jeg indledningsvis gøre rede for nogle historiske forudsætninger for konflikten, idet jeg vil beskrive først den kirkepolitiske situation både i Europa generelt og i Norden og derefter den magtpolitiske situation i Norden.

Siden "det store skismas" begyndelse i 1378 var pavekirken blevet stadig mere korrumperet og svækket. I lange tider havde man to paver, på et tidspunkt endda tre. Reformkoncilierne var kirkemøder sammenkaldt og afholdt af gejstlige, der ønskede at reformere den katolske kirke; gejstlige der ønskede at komme misbrugene til livs og i det hele taget at give kirken sin værdighed igen, så den atter kunne hævde og praktisere sin ret bl.a. hvad angik embeds-besættelser. Den gamle kanoniske valgret, der oprindeligt havde sikret de enkelte kapitler ret til selv at vælge deres åndelige ledere, havde paverne efterhånden fået sat effektivt ud af kraft med især det formål at udbytte de enkelte kapitler for en lang række afgifter i forbindelse med embeds-besættelser.

I 1438 afsatte Basel-konciliet pave Eugen IV og indsatte sin egen pave, Felix V, men konciliebevægelsen var på dette tidspunkt så svækket, at dette ingen egentlig effekt havde bortset fra, at man nu igen havde to paver.

Mange af Europas fyrster havde i disse koncilieår svært ved at vælge side. Karl VII af Frankrig anerkendte ganske vist fortsat Eugen IV, men forstod alligevel at fastholde nogle af koncilietankerne ved i 1438 at gennemtrumfe den såkaldte pragmatiske sanktion. Ifølge denne genindførtes den kanoniske valgret og en lang række af de pavelige afgifter afskaffedes. I Tyskland havde man succes med noget lignende, idet man i 1439 også der fik gennemført en pragmatisk sanktion.

I Danmark havde man traditionelt (især under Margrethe) støttet paven overfor koncilie-bevægelserne, men under indflydelse af den danske ærkebiskop Hans Laxmand tog man gradvist mere og mere parti for Basel-konciliet. Forbindelsen til Rom var således i årene 1440-45 næsten afbrudt, og da kong Kristoffer blev kronet i 1443, havde man tilsyneladende tilsluttet sig konciliets mod-pave Felix V. Der er nogen tvivl om, hvorvidt Danmark atter nærmede sig paven i årene op til Kristoffers død, men det kan under alle omstændigheder ikke siges at have været helt indlysende for Kristoffers efterfølger, Christian I, hvilket parti han skulle vælge. Og dog: koncilierne var på dette tidspunkt dødsdømte, og Christian genoptog ret hurtigt kontakten med Rom uden at dette genoprettede forhold dog skulle blive særligt velfungerende de næste knap ti år.

Også i Sverige indtog man en "vaklende" holdning overfor koncilie-spørgsmålet, men i Norge ser det ud til, at man fra 1438 helt har brudt med konciliet. I de efterfølgende år, sandsynligvis helt frem til 1450, fik man i Norge lov til at "praktisera självstyrelse utan inblandning av vare sig kyrklig eller världslig överhet". Dette skete især i kraft af en overmåde energisk ærkebiskop, Aslak Bolt, der tilsyneladende var en brændende tilhænger af de konciliaristiske ideer og den dertil knyttede episkopalisme. Aslak Bolt forstod at udnytte det magtvakuum, der opstod som følge af pavens svækkelse og den politiske situation i Norden, til fordel for sin kirkes selvstændighed. Paven var således svækket i en sådan grad, "att hans biskopskandidater ostraffat kunde negligeras".

Vilkårene for de gejstlige embedsbesættelser i Danmark i koncilietiden var tilsyneladende yderst gunstige for Christian I's forgængere, Valdemar og Margrethe, og også i kong Eriks tid havde regenten som regel afgørende indflydelse på valget af biskopper, selv om Erik i Uppsala-striden trak det korteste strå. I forbindelse hermed findes i øvrigt et interessant brev fra 1433 til paven fra den danske ærkebisp og fem andre bisper. Heri påpegede man, at det var gammel nordisk skik, at kongen altid godkendte valg af bisper og ærkebisper. Det var ganske rigtigt en udbredt skik, men den var aldrig blevet lovfæstet. Christian I skulle senere forsøge at udvirke en sådan lovfæstning.

Fra midten af 1440'erne havde koncilie-bevægelsen som nævnt været på nedadgående, og med Wienerkonkordatet fra 1448 fik den det endelige dødsstød. Dette afgørende konkordat var formelt set et kompromis indgået mellem den tyske kejser og paven, hvor paven gav afkald på en del af de privilegier og afgifter, som konciliebevægelsen oprindeligt havde været en reaktion imod. Wienerkonkordatet var en konsekvens af den opdagelse, at både fyrster og pave med stort udbytte kunne samarbejde bl.a. om embedsbe-sættelserne. Paven var primært interesseret i sine afgifter, medens fyrsterne som nævnt var interesserede i at besætte embederne med deres egne trofaste folk. Praksis udviklede sig dog hurtigt således, at man med Wienerkonkordatet reelt på mange måder var vendt tilbage til tilstande som dem, der herskede inden reformkonciliernes tid, hvor pavens magt var dominerende.

Overfor den danske gejstlighed har konkordatet sikkert været gældende lige fra starten, og paven har tilsyneladende ment, at betegnelsen Alamannia indbefattede Danmark også på et verdsligt plan. Nogen formel anerkendelse af Wienerkonkordatet fra Danmarks side fandt imidlertid ikke sted før 1458. Christian I's holdning til konkordatet har lige fra starten været vaklende, lige som hans kirkepolitik i det hele taget senere skulle blive det. Kun een ting var Christian hele tiden imod, nemlig konciliernes tanker om kapitlernes frie bispevalgsret.

I januar 1448 døde Kristoffer af Bayern, og selv om man med det formål at vælge en fælles konge havde planlagt et møde mellem repræsentanter for de tre rigers råd, valgte både Sverige og Danmark i løbet af sommeren hver deres konge. D.20.juni 1448 havde det svenske rigsråd valgt den tidligere rigsforstander Karl Knutsson til konge, og han kronedes derefter d.29.juni i Uppsala domkirke. Hurigt derefter indledte kong Karl forhandlinger med både danskerne og nordmændene i et forsøg på også at blive konge i deres riger. I Danmark havde man imidlertid allerede valgt hertug Adolfs søstersøn, grev Christian af Oldenburg, og denne blev kronet til dansk konge i Københavns domkirke d.28.oktober 1448.

I denne situation vendte opmærksomheden sig naturligvis mod Norge, hvor rigsrådet tilsyneladende ikke havde seriøse planer om selv at vælge en konge. Kong Karl har sandsynligvis ment, at havde han kunnet vinde både Norge og Gotland, havde der ikke været langt til en genoprettelse af trestats-unionen med ham selv som unionskonge, og Christian har heller ikke været blind for Norges trones betydning i den retning!

I det norske rigsråd viste meningerne sig hurtigt at være delte. Fra d.26. februar 1449 findes et dokument udstedt på Båhus, hvori en række lensmænd og gejstlige heriblandt ærkebiskop Aslak Bolt erklærede at ville vælge Karl Knutsson til norsk konge, men nogenlunde samtidig var der blevet afholdt et rigsrådsmøde i Oslo, hvor man havde besluttet at sende Oslos biskop, Jens, og Hartvig Krummedige til København for at forhandle med Christian om den norske trone. Der er tvivl om hvor vidt de norske forhandleres mandat rakte, men resultatet blev under alle omstændigheder, at Christian modtog et brev fra det norske rigsråd, der var udstedt d.3.juni 1449, hvori rådet udtrykte deres ønske om at vælge Christian til norsk konge. D.3.juli mødtes man med Christian i Marstrand. Her udstedte Christian en norsk håndfæstning, udnævnte Aslak Bolt til rigsforstander nordenfjelds og Sigurd Jonsson søndenfjelds og lovede at komme tilbage næste sommer for at blive kronet i Trondheim. Derefter skyndte kongen sig tilbage for at forberede sig til det Gotlandstogt, der skulle ødelægge Karls planer om at erobre den vigtige ø.

Siden Båhus-erklæringen havde Karl med ivrig hjælp fra Erik Sæmundsson fortsat søgt støtte til sit kandidatur. Flere af underskriverne på Båhuserklæringen var siden gået over til Christian, men Sæmundsson holdt fast, og med denne som hovedkraft søgte Karl støtte især blandt almuen. Da Karl i oktober-november 1449 kom til Norge, hyldedes han i de østnorske bygder, og i Hamar udstedte Hedemarkens og Oplandenes almue et valgbrev til fordel for Karl, som derefter drog til Trondeim, hvor han d.20.november 1449 blev kronet af ærkebisp Aslak Bolt, der efter et dramatisk sammenstød med Hartvig Krummedige i Korshavn havde brudt med danskerpartiet.

Således havde man nu reelt to norske konger. I løbet af sensommeren 1449 var der udbrudt åben strid mellem disse, idet Sigurd Jonsson og Hartvig Krummedige belejrede Tønsberghus, og samtidig forberedte Karl tilsyneladende et indfald i Norge. I begyndelsen af 1450 måtte Karl dog opgive at erobre Akershus fra Hartvig Krummedige, og herefter må det have stået klart for de fleste, at Karls magtposition i Norge var meget svag. Konfliktens løsning blev herefter henvist til Halmstadmødet 1450.

Dette møde må siges at have været en diplomatisk sejr for Christian. Man indgik evig fred mellem Danmark og Sverige, og Karl blev nødt til at afgive Norge. Dynastisk set var mødet dog mest ufordelagtigt for Christian, idet der blev åbnet mulighed for, at Karl ved Christians død kunne bane sig vej også til Danmarks trone. Gotlandspørgsmålets afgørelse blev udskudt til året efter, og øen forblev således de facto på danske hænder.

Christian kunne altså uden at møde modstand drage til Trondheim for at blive kronet i domkirken d.2.august 1450. Med den unionsaftale, der i Bergen blev undertegnet d.29.aug. mellem Danmark og Norge havde man opnået en foreløbig fred, men da grænsemødet i Avaskær i sommeren 1451 brød sammen p.gr.a. strid om Dorotheas morgengave-krav, stod krigen for døren.

Da ærkebispestriden tog sin begyndelse var striden om den norske trone og dermed om magten i Norden altså kun nået en foreløbig løsning. Intet var endnu givet, og Christian havde al mulig grund til at være urolig for sin magtposition i Norge og dermed i Norden.

I begyndelsen af 1450 var Aslak Bolt død, og han slap derfor for at skulle stå til ansvar for sit troskabsbrud overfor Christian, da denne ankom til Trondheim for at blive kronet. Til Aslak Bolts efterfølger havde domkapitlet valgt provsten Olav Trondsson, men i stedet for denne var det en pavelig "legat", sandsynligvis Marcellus de Nerviis, som vi nedenfor skal stifte nærmere bekendtskab med, der kronede Christian.

Få dage efter kroningen fradømte en gejstlig voldgiftsdomstol med Marcellus i spidsen Olav Trondsson sit nye ærkebispeembede med den begrundelse, at "Olav Trondsøns Valg af visse Grunde som man for den geistlige Stands Ære havde besluttet at fortie ikke var canonisk og lovlig foregaaet, samt, at det ikke stemmede med Rigets nærværende Tarv". I stedet blev kapitlet mere eller mindre tvunget til at postulere kongens egen medbragte kandidat, Marcellus.

De næste tre år var Danmarks forhold til kurien præget af Christians forsøg på at få godkendt Marcellus' postulation og en række privilegier, som Marcellus havde lovet Christian, at han ville sikre ham i Rom. Marcellus begav sig derfor snart efter Christians kroning til Rom, hvor han dog måtte erfare, at hans stjerne ikke stod særligt højt: Karl Knutssons udsendinge, hvoriblandt især Birger Månsson var aktiv, havde haft succes til at sætte Marcellus i miskredit. Marcellus var ligefrem blevet bandsat og måtte i al hast flygte fra Rom. Hjemturen var lige så dramatisk, for i Köln blev Marcellus arresteret, anklaget for at have forfalsket pavelige breve m.m., men igen lykkedes det Marcellus at flygte. Sensommeren 1452 var Marcellus tilbage hos Christian I i København uden at have indfriet nogle af sine løfter i Rom.

I mellemtiden havde paven allerede i sommeren 1451 sendt en kardinal, Bartholomæus Rimbertini, til Danmark for at mægle mellem Christian og Karl. Det er sandsynligt, at Rimbertini samtidig har fortalt Christian, hvad kurien mente om bedrageren Marcellus, og at paven som en følge heraf ville foreslå en anden kandidat til ærkebispesædet. Christian har dog tilsyneladende holdt fast ved Marcellus og sendte således sin trofaste mand, den udvalgte bisp i Viborg, Knud Mikkelsen, til Rom for at tale imod udnævnelsen af en fremmed kandidat. Heller ikke dette gesandtskab bar dog frugt.

D.28.februar 1452 udnævnte paven sin egen kandidat til ærkebispesædet, den tyske dominikaner Henrik Kalteisen, så nu havde man tre kandidater, der som sagt hver for sig repræsenterede deres side i den europæiske strid om embedsbesættelserne: Paven, fyrsterne og kapitlerne, hvis tanker var blevet fremført af koncilierne.

Det danske rigsråd var samlet for at diskutere den krig, der var brudt ud mod Sverige, da Kalteisen i august 1452 kom til København. Overtalt af rigsrådet og Kalteisens løfter om trofast at arbejde for kongens sag imod de svenske intriger ved kurien anerkendte Christian nu Kalteisen som norsk ærkebiskop. Kalteisen var noget urolig for, at kongen igen skulle antage Marcellus' kandidatur, men kongen forsikrede: "Jeg har den kjærlighed til paven, at jeg skal jage Marcellus ud af mine riger og overgive ham til paven, saa han kan handle med ham efter fortjeneste".

I forhåbning om at dette var tilfældet ankom Kalteisen først til Bergen i november 1452 og siden til Trondheim, hvor han blev indsat i det høje embede d.20.maj 1453. Han havde hurtigt taget fat på sit hverv og beklagede sig bl.a. kraftigt til Karl Knutsson over, at ærkebispegården var blevet ødelagt og Olav Trondsson bortført under et nyligt angreb på Trondheim foretaget af en af Karls tilhængere, Ørjan Karlsson.

Tilbage i Danmark havde Marcellus bestemt ikke opgivet kampen. Atter var han gået i gang med at indynde sig hos kongen, og endnu en gang var det lykkedes ham. Inden Kalteisens afgang fra Rom havde Birger Månsson uden held forsøgt at bestikke Kalteisen til at fremme Karl Knutssons sag fra ærkebispesædet, og det var muligvis på denne baggrund, at Marcellus nu overbeviste Christian om, at Kalteisen faktisk var blevet bestukket til at virke for, at Karl skulle få Norge igen. Marcellus overbeviste således også Christian om, at det var Karl Knutssons skyld, at Marcellus ikke var blevet admiteret som ærkebisp. Marcellus underbyggede sine påstande med falske breve, og alle beskyldningerne mod Kalteisen blev samlet i et skrift, som Marcellus sendte til Christian og en række andre betydningsfulde folk.

D.12. september 1453 havde Christian stævnet Kalteisen til et møde i Bergen, hvor sidstnævnte skulle forsvare sin ret til ærkebispeembedet overfor Christian. Marcellus var naturligvis også til stede, og i en ophedet debat stødte de to personers synspunkter sammen. Kalteisen var strengt pavetro og hans argumenter var klare og juridisk holdbare, hvorimod Marcellus' var langt mere rodede og dermed mere uigennemskuelige. Marcellus var nu pludselig blevet meget koncilietro, når det drejede sig om at forfægte pavens ret til at besætte embeder, men han afslørede dermed også sine manglende kundskaber overfor tidens kirkeret, for pavens ret i denne sag var helt klar. Det blev foreslået, at Christian skulle dømme i sagen, men dette nægtede Kalteisen, der hævdede, at der var tale om en rent kirkelig sag, der kun kunne høre under pavens dom.

Efter mange og lange kontroverser endte det med, at Kalteisen accepterede at nedlægge sit embede i pavens hænder på den betingelse, at Kalteisen kunne godkende sin efterfølger. Dette udelukkede en gang for alle Marcellus, og herefter skiftede kongen da også standpunkt, således at han nu genoptog Olav Trondssons kandidatur og fra nu af arbejdede energisk for dette. Kalteisen og kongen skulle efter Bergen-diskussionen begge sende deres skriftlige udredninger til Rom, hvortil Kalteisen endelig skulle begive sig for at tale kongens sag.

Kalteisen havde ikke fået Christians udredning af se, og det kan kun skyldes, at den var af en sådan karakter, at Kalteisen på ingen måde kunne have godkendt den. Brevet er kun beseglet af fire (udenlandske) rigsråder, hvoraf to er trofaste støtter af Christian, og en er den tvivlsomme bisp Mathias af Hole, og det indeholdt flere horible påstande om ugyldigheden af Kalteisens valg og om det norske folks utilfredshed med Kalteisen. Det var som nævnt blevet aftalt flere gange, at Kalteisen skulle drage til Rom for at fremføre sin og kongens sag, men kongen udskød Kalteisens afrejse gang på gang, måske fordi han alligevel har haft i sinde at acceptere Kalteisens kandidatur.

Da Kalteisen endelig rejste til Rom sensommeren 1454 sammen med kongens udsending, Mogens Krafse, var det med det formål at opnå flere ting, bl.a. at: 1) Kalteisens resignation og Olav Trondssons kandidatur skulle accepteres. 2) Marcellus skulle have æresoprejsning. 3) Paven skulle ophæve den proces, der var indledt imod Christian på Karl Knutssons foranledning. Det var ikke Christian men Karl Knutsson, der havde forbrudt sig ved sit norske kongevalg og den efterfølgende krig mod Danmark. 4) Kalteisen skulle sendes til Danmark som pavelig legat med fuld myndighed, da meget trængte til at blive reformeret i Christians rigers kirker. Det eneste udbytte af Kalteisens fore-træde for paven d. 7.januar 1455 var, at paven herefter ikke længere støttede Karl Knutsson og tilsyneladende endda udstedte en nu tabt bulle mod Karl.

Kalteisens resignation blev ikke accepteret og i stedet for at give Marcellus æresoprejsning, sendte paven besked til den danske ærkebisp Tue og Roskildes biskop Oluf om at undersøge Marcellus' sag, dømme ham derefter eller sende ham til Rom til straf der. Dette satte de to gejstlige i en vanskelig situation, for Marcellus havde stadig Christians tillid, og deres eneste mulighed var at sylte sagen. I disse år er det i øvrigt gået op for Marcellus, at ærkebispesædet aldrig ville blive hans, og han arbejdede nu udelukkende for at få hans ærkefjende Kalteisen afsat.

Ud på sommeren 1456 sendte kongen endnu en udsending, italieneren, Geminianus Trevisanus, til paven i endnu et forsøg på at afklare striden om ærkebispesædet, men også denne gang forgæves. Ved at udnævne italieneren Paulus Justiniani til biskop over Bergen viste paven tydeligt, hvad han mente om den danske konges ret til at besætte embeder i det hele taget. Taranger kalder denne udnævnelse for "et tydeligt vink til kongen om at slaa ind paa en ny kirkepolitisk bane", og selv om jeg senere vil forsøge at argumentere for, at Christians motiver var alt andet end kirkepolitiske, så indtrådte vendepunktet faktisk med Justinianis ankomst til Danmark sommeren 1457.

Overraskende nok blev denne nemlig modtaget med stor imødekommenhed fra både Christian og Marcellus og blev straks optaget i rigsrådet. Sidst på året 1457 sendtes Paulus til Rom som kongens gesandt, og snart skulle det vise sig at kongens kursændring skulle medføre en lignende hos kurien. Som jeg senere vil komme nærmere ind på, har det uden tvivl haft stor betydning for begge parter, at Karl Knutsson på dette tidspunkt var blevet fortrængt fra den svenske trone, der nu var Christians. I Pavens øjne var Christian nu en ret anseelig monark, som man nok måtte tage lidt mere seriøst end hidtil. Marcellus forsøgte også at udnytte Paulus' legat og det nye, bedre forhold til kurien ved endnu en gang at søge om æresoprejsning men igen uden held.

Eet stort udbytte gav dog Paulus' tur til Rom: Kalteisens resignation blev endeligt accepteret, og d.7.juni 1458 blev Olav Trondsson af pave Calixtus II provideret med Trondheim ærkebispesæde. Snart derefter begav Olav Trondsson sig til Rom for at blive indviet som ærkebisp, og for sidste gang forsøgte Marcellus at få æresoprejsning. Da det heller ikke denne gang lykkedes, gik det omsider op for Christian, at hans forhold til Marcellus var den sidste hindring for et godt og udbytterigt forhold til kurien. Efter juni 1459 findes der ingen spor af Marcellus i dansk politik.

Således slog Christian endelig ind på den kurs, som de fleste europæiske fyrster havde foretrukket allerede år forinden, og i 1458 anerkendte den danske konge Wienerkonkordatet. Ændringen i forholdet mellem Christian og kurien var mærkbar. I de følgende år fik Christian sin vilje igennem i forbindelse med adskillige bispeembedebesættelser, f.eks. det i Linköping, hvor kurien endelig gav dispensation til en af Christians kandidater, der ellers var for ung.

Hvad de rent nordiske forhold angår, så var de krigslignende tilstande endeligt ophørt, da Karl Knutsson i februar 1457 blev fordrevet fra den svenske trone. Da Christian derefter blev kronet til svensk konge d.3.juli 1457, var trestatsunionen genoprettet under een konge, og det væsentlige for Christian var nu at sikre arvefølgen. Dette skete på Skaramødet i januar 1458, hvor en afgørende gevinst for Christian var, at han sikrede sig støtte fra de gejstlige til at vælge sin søn Hans til tronfølger. Interessant i vores sammenhæng er det, at de gejstliges støtte nok især blev vundet ved, at Christian stadfæstede sættargjerden, Tønsberg-konkordatet fra 1277. Dette sikrede kirken en meget høj grad af selvstændighed og sikrede bl.a. direkte kapitlernes frie bispevalg, som Christian ellers havde bekæmpet så indædt fra 1450-53. Denne holdningsændring og mange flere lignende er som nævnt i indledningen svære at forklare ud fra kirkepolitiske overvejelser. I det følgende vil jeg forsøge at nå til en forståelse af disse holdningsændringer og motiverne bag Christians indblanding i de indre norske kirkeforhold i det hele taget.

En lang række faktorer gjorde ærkebispesædet til en betydelig faktor i Norge og dermed også i unionspolitiken. Alene Trondheims geografiske beliggenhed gjorde ærkebispesædet til et knudepunkt i Nordnorges styring. Dets isolerede placering har ofte bevirket, at samråd med det øvrige unionsriges magtudøvere var vanskelig, og ærkebispesædet har derfor ofte udgjort et yderst selvstændigt magtcenter. Benedictow skriver, at "Erkestolen var et politisk kraftsentrum i Norge, og ble i økende grad det politiske sentrum i landet..."

Som tidligere nævnt havde bisperne efterhånden sikret sig en anseelig verdslig magt, og dette var i særlig høj grad tilfældet for ærkebispens vedkommende. Denne var medlem af rigsrådet ligesom de almindelige bisper, og han var endda rigsrådsleder og ved kongens fravær eller i tilfælde af interregnum endvidere kongens "vikarius". Ærkebispen, i hvert fald for Aslak Bolts vedkommende, rådede desuden over betydelige militære styrker. Han udgjorde derudover et væsentligt bindeled til de førende lag i bondesamfundet og adelen, hvorfra ærkesbisperne som regel rekruteredes. Endelig var bisperne generelt og dermed også ærkebispen meget anvendelige som kongelige gesandter til kurien og lignende steder.

I forbindelse med kampen om den norske trone havde både den norske og den svenske ærkebisp haft en dominerende rolle. Bag begge kongernes hyldningsbreve stod tilsyneladende ærkebiskopperne, og Jöns Bengstsson var en af hovedmændene bag Karl Knutssons fald. Vi skal nu se lidt nærmere på Aslak Bolt og dermed også hans rolle i kongevalgene 1449.

Som berørt ovenfor havde Aslak Bolt en noget svingende holdning overfor de to kongekandidater i 1449. Vi skal ikke her forsøge at gøre nøjagtigt rede for Aslak Bolts motiver men blot slå fast, at de tilsyneladende var dikteret af de kirkepolitiske gevinster, der kunne opnås, idet kongerne hver for sig søgte ærkebispens støtte. Inden Christian skrev sin håndfæstning i Marstrand, har Aslak Bolt sandsynligvis forsøgt at få Christian til at stadfæste sættargjerden, hvilket han i så fald har nægtet. Da Aslak Bolt fandt ud af, at Karl Knutsson derimod var villig hertil, har ærkebispen behændigt skiftet side efter at have fået en udmærket lejlighed hertil efter et sammenstød med Hartvig Krummedige i Korshavn. Meget tyder på, at Aslak Bolt gennem længere tid havde haft kontakt til begge tronkandidater, og gang på gang mødte Aslak velforberedt op til vigtige møder i håbet om at opnå så store gevinster for sin kirkes frihed som muligt.

Denne Libertas ecclesiæ, der var så central blandt koncilietankerne, kæmpede Aslak Bolt som nævnt indædt for, og med udformningen af Karl Knutssons håndfæstning var sejren vundet. Det har været diskuteret, om Aslak Bolt egentlig var konciliarist, eller om han bare kæmpede for den norske kirkes uafhængighed. I Christians øjne har denne sondring været irrelevant: Aslak Bolt var en selvstændig mand, der med succes kæmpede for kirkens uafhængighed. Allerede dette har sikkert overbevist Christian om det gavnlige i at have sin egen mand placeret solidt på det norske ærkebispesæde. At Aslak Bolt så ovenikøbet misbrugte sit embede til at støtte en fjende til opnåelsen af den norske trone, har kun kunnet bestyrke Christian i, at ærkebispesædet var centralt at bestride i forhold til kampen om magten i Norden. Aslak Bolt har i særdeleshed været et skræmmebillede på, hvor galt det kunne gå, når man ikke kunne have fuld tillid til den norske ærkebiskop.

Kalteisen udtalte på et tidspunkt, at Aslaks troskabsbrud var årsag til alle de problemer, der siden skulle ramme både kirken og riget. Det ser ud til på mange måder at være rigtigt.

Aslak Bolt havde altså spillet en uheldig rolle i tronstriden og sandsynligvis været kraftigt medvirkende til at skabe den mistillid til ærkebispesædet, som senere fik Christian til at starte hele ærkebispestriden. Selve domkapitlet havde dog også sin del af skylden i Karl Knutssons kroning, og det er ikke utænkeligt, at det mere var mistillid overfor selve kapitlet end overfor Olav Trondsson selv, som Christian nok overhovedet ikke kendte noget til, der fik Christian til at afvise Olav Trondsson i første omgang. Påvirkning fra Hartvig Krummedige, der havde et alt andet end godt forhold til ærkebispesædet, kan også have spillet ind.

Lige som ærkebispen havde også det resterende domkapitel arbejdet ivrigt på koncilie-idéerne om kirkens frihed, og da koncilierne mistede deres magt og betydning, har dette naturligvis givet bagslag. En særlig grund til at domkapitlet var interesseret i at undgå indblanding i dets embedsbesættelser, var at man ønskede at besætte eventuelle embeder med sine egne gejstlige for således at bevare en attraktiv avancementsmulighed for kapitlets egne folk. Olav Trondsson var således provst ved domkirken, inden han blev postuleret til ærkebispestolen, og det er påfaldende, at hans postulation tilsyneladende var foregået i al hast. Man har åbenbart ønsket at have foretaget postulationen inden Christians ankomst til Trondheim og således håbet, at man fortsat ville kunne få lov til at sejle sin egen sø.

Fra domkapitlets side har man altså tilsyneladende faktisk handlet udfra kirkepolitiske motiver, idet man ønskede at opnå størst mulig frihed fra indblanding udefra, stort set i overensstemmelse med koncilietankerne.

Når det drejer sig om pavestolen, måtte man som noget meget naturligt forvente, at der i det mindste herfra blev handlet udfra kirkepolitiske motiver, men en del af årsagen til konciliebevægelsens fremkomst var netop pavestolens sekularisering og korruption, så det er spørgsmålet, om man egentlig kan sige, at det var tilfældet. Snarere kan man vel sige, at paven handlede udfra magtpolitiske og især økonomiske motiver, idet der som nævnt var forbundet store summer med embedsreservationer og besættelser i form af de efterhånden utallige afgifter.

Interessant i nærværende sammenhæng er det også at bemærke, hvor pavens sympati i tronstriden mellem Christian og Karl Knutsson befandt sig. I starten ser det ud til, at paven har forsøgt at holde sig neutral, men efterhånden har han nærmet sig Karl Knutsson dels p.gr.a. svenskernes intriger ved kurien men i første omgang p.gr.a. Christians uheldige omgang med Marcellus. Denne pavelige sympati for Karl Knutsson har nok været væsentligt medvirkende til, at Christian vedblev at modsætte sig pavens kandidat, Kalteisen, selv efter at kongens egen kandidat, Marcellus, var blevet opgivet. Man befandt sig med andre ord i en ond cirkel.

Som ovenfor nævnt ser det ud til, at paven har skiftet kurs allerede omkring 1455, men i hvert fald oktober 1457 har paven vendt sig helt fra Karl Knutsson, der da også på dette tidspunkt var blevet fordrevet fra den svenske trone. På trods af denne holdningsændring var paven dog stadig meget forundret og irriteret over Christians vedvarende beskyttelse af Marcellus.

Endelig kan det bemærkes, at paven gennem hele forløbet stort set gjorde, hvad der passede ham uanset Wienerkonkordatet og diverse løfter til bl.a. Christian om ikke at blande sig i besættelse af bispeembeder. Efter en nedgangsperiode havde pavestolen atter genvundet en stor del af sin tidligere styrke, og overfor fjerne og relativt små fyrster som Christian behøvede man ikke at bøje sig, som man havde gjort overfor den franske og den tyske kejser med de pragmatiske sanktioner. Pavens udnævnelse af Paulus Justiniani illustrerer tydeligt dette forhold.

Tilbage står nu det egentlige spørgsmål om, hvorfor Christian blandede sig i de norske indrekirkelige forhold. Vi har ovenfor set, hvordan man i årtierne frem til 1448 havde været igennem en væsentlig kirkelig magtkamp, og det ville derfor være nærliggende hvis denne omfattende magtkamp også havde haft konsekvenser for den politiske magtkamp, der foregik i Norden 1448-ca.1458. Forskningen har hidtil kun beskæftiget sig parantetisk med Christian I's motiver i ærkebispestriden, og især ældre forskning har som nævnt især anskuet sagen udfra en kirkeretslig vinkel. I det nedenstående skal jeg imidlertid forsøge at argumentere for, at Christians handlemåde udelukkende var motiveret af magtpolitiske overvejelser. Christian havde med besvær vundet den norske trone, og nu søgte han med alle tænkelige midler at beholde den. Kontrollen over den norske ærkebispestol var i den forbindelse væsentlig; en erkendelse som også Karl Knutsson tydeligvis var nået til.

Marcellus var nok mere end nogen anden årsag til udformningen af Christians kirkepolitik. Den unge konge vidste tydeligvis ikke meget om de kirkeretslige aspekter af sagen, og Marcellus har haft en forbløffende evne til gang på gang at vinde kongen for sig.

Marcellus' person er der ingen grund til at bruge for megen tid på. At han var en bedrager betvivlede kun de to danske gejstlige, som paven havde sat til at undersøge sagen, men de var som nævnt unægteligt i en noget prekær situation. At Christian på trods af alle de oplysninger, han efterhånden havde fået om Marcellus, stadig holdt fast ved denne, er mærkværdigt. Frem til 1453 kan det forklares med den ovenfor kort omtalte kontrakt fra 1450, hvori Marcellus lovede Christian at opnå en række priviliegier ved kurien mod at denne indsatte Marcellus til ærkebisp over Norge. I kontrakten lovede Marcellus bl.a. at udvirke: 1) Stadfæstelse af de norske kongers eneret til at postulere bisper og ærkebisp i Norges kirke. 2) At ingen højere embedsbesæt-telser i Danmark var gyldige uden kongens godkendelse. 3) At alle kongelige privilegier overfor gejstligheden i Danmark og Norge skulle stadfæstes. 4) Pavens godkendelse af at Danmark, Sverige og Norge til evig tid skulle være forbundne under een konge (!!).

Dette var udgangspunktet for Christians og Marcellus' samarbejde, og det må siges at have været et attraktivt udgangspunkt for Christian, især fordi Marcellus havde bildt Christian ind, at han havde stor indflydelse i Rom. Hvis ikke Marcellus havde opnået disse privilegier inden jul 1451, måtte kongen præsentere en ny kandidat. Da kongen een gang var blevet overbevist om Marcellus' høje stjerne ved kurien, er der ikke noget at sige til, at han krampagtigt holdt fast ved Marcellus. Hvis Marcellus indfriede sine løfter, ville Christian beherske embedsbesættelserne i endnu højere grad, end Valdemar og Margrethe havde gjort det.

At overbevise kongen om Kalteisens utroværdighed har nok heller ikke været særlig svært. I starten af 1452 var krigen mod Sverige indledt, og skulle Karl Knutsson have haft held til at placere en af sine tilhængere på ærkebispestolen, kunne konsekvenserne være alvorlige. Christian havde været velvilligt indstillet overfor Kalteisen, da denne kom til København, men dette skyldtes nok især, at Christian ovenpå krigsudbrudet havde ønsket at behage paven ved at anerkende Kalteisen for eventuelt på denne måde at vende pavens sympati fra Karl til sig selv. Da Marcellus så fortalte Christian, at det var Karl Knutsson, der havde overtalt paven til ikke at godkende Marcellus som ærkebisp, og at Kalteisen var udnævnt til ærkebisp for at vinde Norge tilbage til Karl Knutsson, turde Christian ikke andet end at tro Marcellus.

Marcellus' indflydelse på Christians politik var således udpræget lige fra nedsættelsen af voldgiftsdomstolen i Trondheim 1450 og næsten tiåret ud. Marcellus tilpassede sine synspunkter til lejligheden, så selv om han fremtrådte som konciliarist ved Bergen-diskussionen, så har hans eneste og egentlig aldrig særligt realistiske mål været at udstrække sin magt til også at omfatte ærkebispesædet i Tondheim. Ved at fæste lid til Marcellus' beskyldninger og mistilidsytringer satte Christian sig i et modsætningsforhold til paven, som Christian først sent opdagede det ugunstige ved.

Christian beklagede sig flere gange til paven over at denne blandede sig i de nordiske embedsbesættelser. Så vidt kunne det være fristende at tro, at Christian lod sig drive af kirkepolitiske synspunkter, men gang på gang afslørede Christian, at han i virkeligheden var fuldstændigt ligeglad med kirkepolitik.

Christian I var som nævnt ganske uvidende om de kirkeretslige perspektiver i sagen, hvilket til fulde underbygges af den simple kendsgerning, at han så længe lod sig vildlede af Marcellus. Nogen gennemgående holdning i Christians kirkepolitik er i det hele taget umulig at finde. Først tilsidesatte Christian en kandidat valgt af domkapitlet, fordi denne ikke var blevet godkendt af kongen, og i stedet reserverede han selv ærkebispesædet til Marcellus. Da det senere viste sig umuligt at få Marcellus' kandidatur godkendt af paven, foretrak Christian atter Olav Trondsson og bekæmpede nu ivrigt pavens reservation af embedet.

Nogle år senere, i juli 1456, da kapitlet i Reval valgte en ny biskop, som Christian åbenbart var godt tilfreds med, bad han paven om at stadfæste dette valg, men få år senere var Christian mindre regelret overfor de kanoniske valgregler: I juni 1458 opfordrede han nemlig paven til at bryde de kanoniske regler i forbindelse med besættelsen af Linköping bispesæde. Christians kirkepolitiske dispositioner var altså stadig ikke helt konsekvente, men alt tyder på, at det var i disse år, at Christian opdagede det gavnlige i at samarbejde med paven.

Da Ribekapitlets kanoniske valgret i forbindelse med valget af ny ærkedegn blev overtrådt af paven i 1456, forsøgte man forgæves at få kong Christians støtte, men hertil strakte Christians kirkepolitiske interesse sig ikke. I forbindelse med Paulus Justinianis udnævnelse havde Christian som bekendt heller intet at indvende. Denne udnævnelse var ellers en klar overtrædelse af den bestemmelse i Christians norske håndfæstning, der garanterede, at der ikke ville blive indsat udenlandske gejstlige på de nordiske embeder. Det var især med denne bestemmelse, at Christian og Marcellus havde argumenteret imod Kalteisens udnævnelse.

Christian I var altså på det kirkepolitiske område en mand med skiftende holdninger. Det kriterium, efter hvilket han traf sine valg, ser ud til at have været magt; magt til at vælge sine egne kandidater til de højgejstlige embeder, hvor kontrollen med sådanne embeder kunne styrke kongens position. Christian I's politik på dette område var i det hele taget kendetegnet ved en altoverskyggende pragmatisme, og målet helligede midlet i en sådan grad, at det ofte var så som så med kongens ærlighed. I flere breve fordrejede Christian på mange måder fuldstændigt situationen i Norden, f.eks. da han forsøgte at undskylde overfor paven, hvorfor han ikke havde indfriet et tidligere løfte om at deltage i et korstog mod tyrkerne ved at hævde, at de vilde, hedenske russere væltede ind i hans nordlige riger. Samme opportunisme ses bag Christians sammenkædning mellem mordet på biskop Thorleif i Bergen og pavens stædige fastholden ved Kalteisen: Christian påstod, at hændelserne i Bergen var en naturlig konsekvens af, at paven nægtede at acceptere Kalteisens resignation, og at ærkebispesædet derfor stadig var vakant.

Christian kan således ikke siges at have haft et egentligt kirkepolitisk program. Han vidste ikke meget om, hvad det drejede sig om, han overlod i høj grad sagerne til Marcellus, og hans primære interesse var at øge sin magt. I det sidste afsnit vil jeg pege på nogle kronologiske sammenfald, der kan indikere, hvad Christians motiver så kunne være til at blande sig i den norske kirkepolitik.

Det blev ovenfor nævnt, at den norske kirke havde fået lov til at passe sig selv frem til 1450. Bemærkelsesværdigt er det, at den igen fik lov til at passe sig selv i slutningen af 1450'erne, da striden om det norske ærkebispesæde var afsluttet. Omkring 1460 havde Christian skaffet sig nogle gode talsmænd indefor kardinalkollegiet, men det ser ikke ud til, at han gjorde synderligt brug af dem, og i tiden efter 1458 blandede han sig stort set ikke i den norske kirkes indre anliggender. Dette er bemærkelsesværdigt, når man betragter den ildhu, hvormed han havde blandet sig i årene 1450-58. Det kan skyldes stadfæstelsen af sættargjerden på Skaramødet 1458, men Christian havde før vist sig i stand til at overtræde sine løfter, og om ikke andet så er det i hvert fald påfaldende, at Christian overhovedet gik med til at stadfæste sættargjerden. Der er således en påfaldende sammenhæng mellem Norges betydning for kampen om magten i Norden og den ydre interesse for den norske kirkes indre anliggender.

Striden indledtes, da Christian foretrak Marcellus som ærkebisp fremfor Olav Trondsson i 1450. Dette kan udfra det ovenstående forklares ud fra ønsket om, i denne for Christians magtposition så afgørende tid, at have en sikker mand på den vigtige post i Trondheim. En opblødning opstod tilsyneladende, da Christian noget overraskende anerkendte Kalteisens valg ved dennes ankomst til København i 1452. Også dette er som nævnt forståeligt, hvis det skete ud fra Christians ønske om at vinde pavens sympati i den ligeledes afgørende fase af Christians og Karl Knutssons magtkamp, hvor krigen mellem de to lande netop var indledt.

I årene frem til konfliktens afslutning kunne det som ovenfor nævnt se ud til, at Christian foretog en langsom ændring i forholdet til paven, og dette kunne måske med lidt god vilje kaldes en kirkepolitisk holdningsændring. Stadig skete det dog kun med det formål at øge Christians magt, og da det endelige skift indtrådte i perioden for udnævnelsen af Paulus Justiniani, var der atter påfaldende sammenfald med magtpolitiske begivenheder i unionskampen. På dette tidspunkt var Karl Knutsson nemlig faldet; Christian var målet nær og kunne nu godt begynde at slække på sine krav overfor paven. Christian behøvede endvidere pavens stadfæstelse af sit svenske kongevalg, og han havde nu langt om længe endvidere opdaget det gavnlige i samarbejde med paven i det hele taget.

Stik imod alt hvad Christian havde kæmpet for i de foregående otte år synes stadfæstelsen af sættargjerden i 1458. Pludselig gav Christian gejstligheden mere uafhængighed ved embedsbesættelse, end den havde haft i flere hundrede år. Det er sandynligvis heller ikke sket med Christians bedste vilje, men til gengæld for dette offer fik han indfriet en stor del af hans mål: Han stod nu som konge for den genforenede union, og tronfølgen var endda sikret ved valget af sønnen Hans. Nu behøvede Christian ikke længere på samme måde at bekymre sig om de gejstlige embedsbesættelser, og som nævnt fik både den norske kirke, men også Norge i det hele taget, i det store og hele lov til at passe sig selv i lang tid derefter. Et resultat af Skara-mødet var også, at kongen måtte afsætte en af sine mest trofaste støtter gennem kampen om Norge, Hartvig Krummedige. Også denne pris var Christian villig til at betale for at nå sine mål.

I det ovenstående er det påvist, hvordan Christian I med alle tænkelige midler søgte at få sin vilje igennem angående besættelsen af Trondheim ærkebispesæde. Dette skete, fordi ærkebispesædet udgjorde en væsentlig brik i spillet om magten i Norden. Med kong Kristoffers død i 1448 var unionen blevet opløst, og både Karl Knutsson og Christian I søgte nu at blive den konge, der skulle genforene unionen. Herredømmet over Norge var afgørende i den forbindelse, og ganske centralt for beherskelsen af Norge var ærkebispesædet, hvad begivenhederne fra 1448-50 og ærkebispesædets rolle deri kun til fulde beviste.

Det var ikke koncilietanker, kanoniske valgregler eller kirkepolitik i det hele taget, der interesserede Christian. Hans eneste interesse var at få en pålidelig mand på ærkebispestolen for på denne måde at få så megen kontrol som muligt over det fjerne Nordnorge.

Paven havde stået svagt frem til 1448, men herefter begyndte han at genvinde det meste af sin tidligere styrke. Misledt af en såkaldt "forløben fransiscaner-munk", Marcellus, var Christian I meget længe om at indse dette. Da han endelig nåede til erkendelsen af det gavnlige ved at samarbejde med kurien, skiftede han så til gengæld også taktik. Et udbytterigt forhold opstod derefter hurtigt mellem Christian og pavestolen.

Som nævnt kan man påvise en direkte kronologisk sammenhæng mellem udviklingen i magtkampen om Nordens herredømme og Christians dispositioner i ærkebispestriden. Det må altså være min afsluttende konklusion, at Christians interesse for og indblanding i de indrekirkelige norske forhold i forbindelse med besættelsen af ærkebispesædet i Trondheim ikke skyldtes kirkepolitiske overvejelser, men udelukkende var et resultat af Christians bestræbelser på at sikre sin magt i Norge og derigennem eventuelt siden sikre sig magten over hele den nordiske union. Da dette med Skara-mødet i 1458 til fulde var opnået, forsvandt Christians interesse for den norske kirke hurtigt.

APD: Acta Pontificum Danica. J.Krarup og J.Linbæk (eds.). København, 1904-43.

DCP: Diplomatpaium Christierni Primi. C.F.Wegener (ed.). København, 1856.

DN: Diplomatarium Norvegicum. C.C.A.Lange e.a. (ed.). Kristiania, 1849-1972.

HKK: Erkebiskop Henrik Kalteisens Kopibog. A.Bugge (ed.). Christiania, 1899.

NGL: Norges Gamle Love. G.Storm, A.Taranger e.a. (ed.). Christiania, 1885-1914.

SRD: Scriptores Rerum Danicarum. J.Langebek e.a. (ed.). København, 1772-1878.

Benedictow, O.J. i: Norges Historie (Red. K.Mykland), bind 5. Oslo, 1977. P.20-45 og 51-56.

Bruun, Henry: "Union og Ærkebiskop" i Nordisk Tidsskrift för vetenskap, konst och industri. 1958. P.89-106.

Daae, Ludvig: Kong Christiern Is norske Historie 1448-1458. Christania, 1879. P.12-47 og 77-107.

Enemark, Poul: Kriseår 1448-51. København, 1981. P.161-77, 193-99 og 207-16.

Enemark, Poul: "Christian I og forholdet til Sverige 1448-1454" i Historie, Jy.saml. Ny rk. XIV, 1982. P.440-492.

Hamre, L.: Norsk historie fra midten av 1400-åra til 1513. Oslo, 1971. P.40-66.

Hamre, L.: "Erkebispedømmet i unionstoiiden" i Norske historikere i utvalg, bind IV: Norges nedgang - senmiddelalder, p.171-209.. Oslo, 1979. pP.171-209.

Hasund, S.: Det norske folks liv og historie gjennem tiderne, bind 3. Oslo, 1934. P.262-293.

Johnsen, O.A.: Noregsveldets undergang. Kirstiania, 1924. P.150-81.

Keyser, R.: Den norske Kirkes Historie under Katholicismen, bind II. Christiania, 1858. P. 532-563.

Krarup, Alfred: "Danmark of pavestolen 1417-15361417-1536" i: Rom og Danmark gennem tiderne (Red.L.Bobé), bind 1. P.22-47.

Lindbæk, Johs.: Pavernes Forhold til Danmark under Kongerne Kristiern I Hans. København, 1907. P.1-53.

Losman, Beata: Norden och Reformkonsilierna 1408-1449. Göteborg, 1970. P.148-165.

Olesen, J.E.: Unionskrige og Stændersamfund 1450-1481. Århus, 1983. P.21-48 og 112-33.

Taranger, A.: Norges Historie, III,2. Kristiania, 1915. P.57-78 og 88-113.